Somalia er en republik i det nordlige Østafrika på Afrikas Horn. Landet blev selvstændigt i 1960 som en sammenslutning af det nordlige Britisk Somaliland og det sydlige Italiensk Somaliland; samtidig blev Fransk Somaliland til republikken Djibouti.
Somalias befolkning er ret homogen, næsten udelukkende somaliere, hvilket er usædvanligt for afrikanske lande. Homogeniteten udtrykkes gennem fælles historie, sprog, religion og traditioner samt det politiske og administrative system. Somalierne har en tusindårig nomadekultur, og i Somalia er der flere kameler (dromedarer) end i noget andet land.
Området er tropisk halvørken, landet er fattigt og har været hårdt ramt af både tørke og oversvømmelser; dertil kommer, at Somalia siden slutningen af 1980'erne har været plaget af opgør mellem forskellige grupper af somaliere; opgørene afspejler til en vis grad klaninteresser. Siden begyndelsen af 1990'erne har landet været splittet mellem stridende krigsherrer, og fra 2000-tallet har islamistiske grupper taget kontrollen med store dele af den sydlige del af landet.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.