Somalia. Vagter fra præsidentens korps i byen Baidoa, sædet for Somalias overgangsregering. Billedet er fra juli 2006. I december 2006 kom det til et større slag om byen mellem regeringsstyrkerne og Unionen af Islamiske Domstole; det lykkedes for regeringsstyrkerne at bevare kontrollen over Baidoa.

.

Somalia. Mogadishus internationale havn har ikke været i brug siden 1995 pga. krigsherrernes indbyrdes kampe. Skibe lægger til uden for brændingen, og på bestemte tidspunkter ved flod og ebbe kan varerne transporteres i pramme op på stranden, hvorfra de læsses op på lastbiler.

.

Somalia (Historie), Sandsynligvis udgør de nordlige og østlige kystområder i Somalia det Punt, som er omtalt i oldegyptiske skrifter. Fra 600- til 1000-t. etableredes arabiske og persiske handelsstationer langs Somalias kyster. De fungerede som islamiske sultanater, fx i havnebyerne Mogadishu, Kismayu og Berbera. Eksporten fra Somalia bestod fortrinsvis af slaver og luksusartikler som gummi arabicum og strudsefjer. Efterhånden blev islam også udbredt blandt indlandets somaliske befolkning, der hovedsagelig var kamelnomader.

Efter rivalisering igennem 1800-t. mellem Etiopien og de europæiske kolonimagter blev det somaliske område i 1880'erne delt i Britisk Somaliland i nord, Italiensk Somaliland i syd og Fransk Somaliland i det nuværende Djibouti, mens Ogadenområdet kom under etiopisk kontrol. Briterne mødte væbnet modstand fra somaliske oprørere under ledelse af nationalhelten Sayyid Muhammad ibn Abdallah Hassan (1864-1920, også kendt som "Den Gale Mullah"), der erklærede hellig krig i 1899. Modstandskampen varede indtil Hassans død. Italienske tropper besatte Britisk Somaliland i 1940. Italienerne indførte en fælles administration, som briterne, der 1941-42 erobrede hele det somaliske område på nær Djibouti, videreførte. I 1950 fik Etiopien sine somaliske områder tilbage, mens Italien for en tiårig periode overtog administrationen af det tidligere Italiensk Somaliland som FN-mandat.

Somali Youth League (SYL), den ledende politiske nationalistbevægelse, stiftet 1943, vandt i 1959 de første frie valg til den lovgivende forsamling i Britisk Somaliland, som blev selvstændigt året efter. Samtidig udløb det italienske mandat, og den 1. juli forenedes de to dele af landet reelt under navnet Republikken Somalia med Abd al-Rashid Ali Shirmake (1919-69) som første premierminister. Først året efter blev loven om sammenslutningen dog formelt vedtaget og bekræftet ved en folkeafstemning. I 1967 blev Shirmake præsident med Muhammad Ibrahiim Igal (1928-2002) som ny premierminister. De mange klanbaserede partier destabiliserede imidlertid det politiske liv; i 1969 blev Shirmake myrdet, og kort efter tog militæret magten ved et kup, der blev ledet af Muhammad Siyaad Barre. Han indførte etpartistyre med Somalias Revolutionære Socialistparti som eneste tilladte parti og forbød offentlige tilkendegivelser af klanidentitet. Som led i de nationale enhedsbestræbelser erstattede somali i 1972 italiensk, engelsk og arabisk som landets officielle sprog. Somalia var fra 1970 allieret med Sovjetunionen, men da Sovjetunionen støttede Etiopien i striden om Ogaden, som Somalia gjorde krav på, kom det til et brud. I 1974 blev landet medlem af Den Arabiske Liga.

Somaliske præsidenter

Periode
1960-67 Aden Abdullah Osman
1967-69 Abd al-Rashid Ali Shirmake
1969-91 Muhammad Siyaad Barre
1991-95 Ali Mahdi
1995-96 Muhammad Farrah Aidid
1996-98 Hussein Muhammad Farrah
2000-04 Abdiqasim Salad Hasan
2004-09 Abdullahi Yusuf Ahmad
2009-12 Sheikh Sharif Sheikh Ahmad
2012-17 Hassan Sheikh Mohamud
2017- Muhammad Abdullahi Muhammad

I 1979 fik Somalia ny forfatning; Siyaad Barre, der fra 1984 regerede med nærmest diktatoriske beføjelser, blev genvalgt som præsident i 1986 og overlevede et kupforsøg i 1987. Fra slutningen af 1980'erne voksede modstanden mod ham og hans Marehan-klans dominans. Såvel Ishaaq-klanernes Somali National Movement (SNM) i NV-Somalia som Majerteen-klanernes Somali Salvation Democratic Front (SSDF) i NØ-Somalia kæmpede mod Siyaad Barre, hvis omfattende undertrykkelse af oppositionen bl.a. kom til udtryk i alvorlige menneskerettighedskrænkelser, begået af militæret og det hemmelige politi. I 1990 tilsluttede en række andre klaner sig kampen mod styret i Mogadishu, som året efter blev erobret af United Somali Congress (USC), der hovedsagelig var støttet af Hawiye-klanerne. Siyaad Barre flygtede ud af landet, og en overgangsregering blev dannet. Kort efter udbrød intern konflikt mellem Hawiye-klanerne, især Muhammad Farah Aideeds underklan, Habr Gedir, og Ali Mahdis Abgal, som fik kontrol med hver deres del af Mogadishu. Borgerkrigen fortsatte her og i det centrale og sydlige Somalia, som samtidig ramtes af tørke. Ifølge FN, der i 1991 indledte en omfattende humanitær intervention, døde op mod 350.000 somaliere i 1991-92. Manglende sikkerhed og konflikter med klanmilitserne fik FN til at afbryde interventionen i 1995, men nødhjælps- og genopbygningsarbejdet fortsatte mange steder, også i FN-regi.

Somalia var i begyndelsen af 2000 fortsat uden fælles national regering. SNM, der i 1991 fik kontrol over størstedelen af det nordvestlige Somalia, erklærede ensidigt området for selvstændigt under navnet Republikken Somaliland, hvor der har hersket fred siden 1997, da Muhammad Ibrahiim Igal blev valgt som præsident. I det nordøstlige Somalia, hvor SSDF fik kontrollen i 1991, dominerer Majerteen-klanerne, og også her har udviklingen været relativt fredelig. I 1998 oprettedes en civil administration med Abdullaahi Yusuf Ahmad som præsident, og området blev omdøbt til Den Somaliske Republik Puntland; regeringen har dog understreget, at den til forskel fra Somaliland ønsker et samlet Somalia.

I det centrale og sydlige Somalia har der vist sig spredte initiativer til at oprette regionale administrationer, men planerne er ofte blevet forpurret af klanstridigheder; i disse områder og ikke mindst i Mogadishu er lovløsheden fortsat udbredt.

Ved en konference i Djibouti i 2000 etableredes en overgangsregering, og samme år udpegedes Abdiqasim Salad Hasan som præsident. Overgangsregeringen havde dog allerede fra starten vanskeligheder med at kunne fungere. Den blev straks undsagt af lederne i udbryderrepublikken Somaliland og af det selverklærede autonome område Puntland. Også i resten af landet fortsatte krigsherrernes styre, herunder tillige i hovedstaden Mogadishu. I 2004 opnåedes enighed om en ny overgangsregering og den tidligere leder af Puntland, Abdullahi Yusuf Ahmad, blev udpeget til præsident, men hans regering undlod at flytte regeringssædet til hovedstaden Mogadishu, især pga. den manglende sikkerhed. Efter langvarige kampe mod amerikansk støttede sekulære krigsherrer overtog en milits under Unionen af Islamiske Domstole magten i hovedstaden og store dele af det sydlige Somalia i juni 2006, bl.a. det område i sydvest, som i 2002 havde erklæret sig for et autonomt område. Somaliland var i modsætning til de andre dele af Somalia roligt. Områdets leder 1993-2002 var Muhammad Ibrahim Egal (1928-2002). Han efterfulgtes af vicepræsidenten Dahir Riyale Kahin (f. 1952), har fortsat Egals forsøg på at opnå international anerkendelse af Somaliland som selvstændig stat. I 2001 blev en demokratisk forfatning vedtaget med bl.a. et flerpartisystem, og i 2002 gennemførtes demokratiske lokalvalg, efterfulgt i 2003 af et præsidentvalg, som Kahin knebent vandt, og i 2005 af parlamentsvalg. Modsat kastedes Puntland i 2001 ud i en strid om regeringsmagten, da en konference af klanledere udnævnte en ny leder, Jama Ali Jama. Dette valg anerkendtes ikke af den hidtidige leder Abdullahi Yusuf Ahmad, og der opstod kampe mellem deres tilhængere.

Fremgangen for Unionen af Islamiske Domstole fik Etiopien til at gå ind i Somalia i efteråret 2006; sammen med den somaliske overgangsregering havde den etiopiske hær i begyndelsen af 2007 fordrevet islamisterne fra alle større byer i landet, og regeringen kunne således indtage hovedstaden Mogadishu. Ligeledes i begyndelsen af 2007 satte USA luftangreb ind mod styrker, som hævdedes at være tilknyttet terrornetværket al-Qaeda i den sydlige del af landet. De islamistiske voksede dog i styrke. Bevægelsen al-Shabab, som er en fundamentalistisk sunnimuslimsk milits meget i stil med Taleban og som har forbindelser til al-Qaeda, har fra 2008 taget kontrollen med det meste af det sydlige Somalia, som styres efter en meget barsk fortolkning af islamisk lov.

I 2009 blev Sharif Sheikh Ahmed valgt som præsident for en overgangsregering. Han støttes af Den Afrikanske Unions fredsstyrke AMISOM og har siden 2011 langsomt trængt al-Shabab tilbage. I august 2012 blev et nyt parlament taget i ed; valget af en ny præsident blev dog udskudt. I september 2012 blev der afholdt valg, for første gang i mange år på somalisk jord; valgets sejrherre blev universiteteslektor Hassan Sheikh Mohamud. I november blev en ny regering nomineret; blandt ministrene er en kvindelig udenrigsminister.

Landet er fortsat præget af alvorlige uroligheder med terrortrusler og krigshandlinger. Kriminaliteten er omfattende, og der er bl.a. risiko for bortførelser af vesterlændinge.

I store dele af Rødehavet og de vestlige dele af Det Indiske Ocean er pirater med base i Somalia blevet et problem. Internationale flådestyrker, bl.a. med dansk deltagelse, er blevet sendt til området i et forsøg på bekæmpe sørøveriet.

I 2011 blev Somalia igen ramt af ekstrem tørke, og FN erklærede hungersnød i to sydlige regioner. I nogle områder er over 50% af befolkningen underernærede.

Læs mere om Somalia.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig