Faktaboks

Etymologi
Landet har navn efter dets hovedstad Djibouti.
Officielt navn
Djibouti (fransk)/Jibuti (arabisk), République de Djibouti/Jumhuriyat Jibuti
Dansk navn
Djibouti
Styreform
præsidentiel republik
Hovedstad
Djibouti
Indbyggertal
973.560 (2019)
Totalareal
23 200 km²
Indbyggere pr. km²
42 (2019)
Officielt/officielle sprog
fransk (officielt), arabisk (officielt), somali, afar
Religion
sunnimuslimer 94 %, kristne 6 %
Nationaldag
uafhængighedsdagen den 27. juni (1977)
Statsoverhoved
præsident Ismaïl Omar Guelleh (siden den 8. maj 1999)
Statsminister
premierminister Abdoulkader Kamil Mohamed (siden den 1. april 2013)
Møntfod
djibouti franc
Symbol
den røde stjerne
Valutakode
DJF
Nationalsang
Jabuuti ('Djibouti')
Engelsk navn
Djibouti, Republic of Djibouti
Uafhængighed
den 27. juni 1977 (fra Frankrig)
Befolkningssammensætning
somali 60 %, afar 35 %, andre (yemenetiske arabere, franskmænd, etiopiere, italienere) 5 %
BNP pr. indb.
12.716 kr. (2017)
Middellevetid
mænd 60,0, kvinder 63,2 år (2015)
Indeks for levevilkår, HDI
0,495 (2018)
Indeks for levevilkår, position
171 (2018)
Gini-koefficient
41,6 (2017)
CO₂-udledning pr. indb.
0,8 ton (2014)
Internetdomænenavn
.dj
Flag
.
.

Artikelstart

Djibouti er siden 1977 en selvstændig republik i det nordøstlige Afrika med strategisk beliggenhed ved indsejlingen til Det Røde Hav. Landet hed tidligere Fransk Somaliland og Afar- og Issaterritoriet.

Nationalflag

Flaget blev officielt indført i 1977. Den blå farve er knyttet til den ene af landets to dominerende befolkningsgrupper, issa, og den grønne og den hvide farve til den anden, afar. Ifølge den officielle forklaring står den blå farve for havet, den grønne for jorden, den hvide for fred og den røde for enhed.

Geografi

Djibouti er et lille, fattigt land og helt domineret af hovedstaden Djibouti. Det er et af de varmeste og tørreste steder i verden; i juli er den gennemsnitlige maksimumtemperatur 42 °C. Fra Rødehavskysten rejser sig en sand- og klippeørken ind mod det etiopiske højland i vest. Undervejs brydes ørkenen af bjergformationer, lavereliggende sletter, Afarsænkningen og saltsøen Assal, hvis overflade ligger 156 m under havets overflade. Det er Afrikas laveste punkt og en del af Rift Valley, hvor den fra Det Røde Hav går ind på det afrikanske kontinent. Nedbøren er de fleste steder under 200 mm pr. år, og kun på de regnrigeste bjergsider er der skovagtig bevoksning.

Befolkningen udgøres især af de to folk afar og issa, som er nogenlunde lige store. Hertil kommer et betydeligt indslag af franske teknikere og personel knyttet til den franske militærbase, herunder et kontingent af Fremmedlegionen. Både afar og issa er sunnimuslimer og taler kushitiske sprog, men Djiboutis officielle sprog er fransk. Afar er især knyttet til den nordlige del og har tætte bånd til afarer i Eritrea og Etiopien, mens issa, som traditionelt bebor landets sydlige del, er et somalisk folk med klanforbindelser ind i Somalia. Hertil kommer et meget betydeligt antal flygtninge fra hungersnød og borgerkrige i regionen. Djibouti er et af de lande i verden, som huser flest flygtninge i forhold til indbyggertallet. Stridigheder mellem afar og issa er hyppige, og i begyndelsen af 1990'erne bekæmpede en afardomineret guerilla den issaledede regering. På trods af de tætte forbindelser til stridende grupper i nabolandene har Djibouti holdt sig strengt neutral i konflikterne og flere gange formidlet forhandlingsløsninger.

Afar og issa er oprindelig nomadefolk med kvæg-, kamel-, fåre- og gedeavl, men i det moderne Djibouti er disse erhverv kun af marginal betydning. Det gælder også landbrug i øvrigt, hvor der i enkelte brøndvandede oaser dyrkes dadler og tomater. Langt størstedelen af landets fødevareforsyning importeres, ligesom det stigende forbrug af rusmidlet khat, som flyves ind fra Etiopien, da det tygges helt friskt.

Økonomien er helt domineret af transport- og servicesektoren. Havnen er stor og moderne og fungerer som udenrigshavn for en stor del af Etiopien, hvortil der er forbindelse ad regionens eneste jernbane mellem Djibouti og Addis Abeba. En fortsat udbygning af havnene i Assab og Massawa i Eritrea bød dog Djibouti stigende konkurrence, indtil krigen mellem Etiopien og Eritrea, der afbrød Etiopiens forbindelse til havet ad denne vej.

Den strategiske placering og den store transithandel har sammen med en velfungerende telekommunikation og liberale love betydet, at Djibouti er blevet et regionalt bank- og forretningscentrum. Den franske militærbase og betydelige udenlandske bistandsmidler er dog fortsat vitale for udenrigsøkonomien. I 2003 oprettede USA en militærbase med bl.a. hovedkvarteret for Combined Joint Task Force – Horn of Africa i Djibouti.

Forfatning

Flerpartistyre med en præsident og to folkevalgte kamre blev indført i 1992. Hassan Gouled Aptidon (1916-2006) blev præsident ved uafhængigheden i 1977 og blev genvalgt i 1993. I 1999 vandt Ismaïl Omar Guelleh (f. 1947, en nevø til forgængeren) præsidentvalget uden modkandidater; han blev genvalgt i 2005.

Historie

Det afrikanske område ved Bab al-Mandab mellem Det Røde Hav og Adenbugten var indtil begyndelsen af 1200-tallet en del af det kristne Etiopien, men forskellige muslimske grupperinger forsøgte herefter at tilkæmpe sig politisk uafhængighed. I 1800-tallet blev området genstand for både britisk og fransk interesse. I 1839 sikrede Storbritannien sig Aden, samtidig med at franskmændene havde held til at sikre sig kontrollen over kystlandet på Afrikas Horn med udgangspunkt i den lille by Obock. I begyndelsen af 1880'erne udvidedes det franske område, så det kom til at omfatte begge sider af Tadjourabugten, og i 1888 anlagde franskmændene havnen Djibouti på bugtens sydside. I 1896 udråbtes kolonien Fransk Somaliland (Côte française des Somalis), og havnebyen Djibouti blev hovedstad og centrum for koloniadministrationen. Fra 1967 skiftede kolonien navn til Det Franske Afar- og Issaterritorium (Territoire français des Afars et des Issas). En folkeafstemning samme år førte til, at et flertal udtrykte ønske om fortsat tilhørsforhold til Frankrig, men gennem det følgende årti blev flere og flere fortalere for fuld uafhængighed. I 1977 blev landet selvstændigt og søgte samme år medlemskab af Den Arabiske Liga.

I 2000 indledtes en fredsproces i den ni år lange konflikt mellem regeringen og afarernes oprørsbevægelse. Bevægelsen begyndte i 2002 at aflevere og destruere sine våben, og der har siden været fred i landet.

I 2010 blev forfatningen ændret, så den siddende præsident, Ismaïl Omar Guelleh (f. 1947) kunne stille op til et præsidentvalg en tredje gang, hvilket skete i 2011, hvor Guelleh blev genvalgt. Forfatningsændringen resulterede i flere protester.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig