Fra latin til fransk (indtil 800). I 121 f.Kr. blev den første romerske provins uden for Italien, Provincia Narbonensis, det nuværende Provence, etableret i det sydlige Gallien. Med Cæsars erobring af det øvrige Gallien 51 f.Kr. kom hele området under romersk herredømme, og det latinske sprog, som hurtigt blev enerådende, udvikledes i de følgende århundreder til galloromansk. Folkevandringerne i 400-t. bragte alemannere, burgundere, visigoter og frankere til Gallien. Den tidligere romerske provins Gallien blev med tiden et frankisk kongerige, som navnlig med Karl den Store manifesterede sig som førende europæisk stormagt i 800-t., men først med Hugo 1. Capets tronovertagelse i 987 kan man tale om et egentligt fransk rige. Det talte sprog, galloromansk, fjernede sig efterhånden så langt fra det latinske skriftsprog, at et kirkekoncil i Tours i 813 måtte give præsterne tilladelse til at prædike på "rusticam romanam linguam aut theotiscam, quo facilius cuncti possint intelligere quae dicuntur" 'romansk bondesprog eller tysk (dvs. frankisk), for at alle lettere skal kunne forstå, hvad der siges'. Det første skrevne vidnesbyrd på fransk er Strasbourg-ederne fra 842.
Galloromansk udviklede sig i tre sprog: mod syd occitansk, også kaldet provencalsk (se Occitanien (sprog)), frankoprovencalsk omkring Lyon-Genève og fransk mod nord. I middelalderen fulgte sproggrænsen mellem fransk og occitansk stort set Loirefloden. Denne grænse blev i perioden 900-1400 presset længere og længere mod syd. De to sprog mod nord og syd benævnes hhv. langue d'oïl og langue d'oc efter svarordet 'ja', der stammer fra det latinske hoc 'dette'; det blev i syd til oc og i nord til o, men her ofte forstærket af det personlige pronomen il 'han' til oïl, heraf moderne fr. oui [wi]. Langue d'oïl udviklede sig i samme periode i en række forskellige dialekter, der alle også blev brugt som skriftsprog, fx picardisk, vallonsk, normannisk, champenois, bourguignon og anglonormannisk. Det blev dog dialekten francien fra egnen Île de France omkring Paris, der efterhånden manifesterede sig som den fællesfranske norm og dermed blev grundlag for det moderne standardsprog.
Fransk - et af de romanske sprog Fransk er det af de romanske sprog, som har fjernet sig mest fra den fælles latinske oprindelse. |
latin1 | italiensk | spansk | oldfransk | fransk | dansk |
patrem | padre | padre | pe(đ)re | père | 'fader' |
viridem | verde | verde | vert | vert | 'grøn' |
pensum | peso | peso | peis | poids | 'vægt' |
amare | amare | amar | amer | aimer | 'elske' |
amatum | amato | amado | amé | aimé | 'elsket' |
securum | sicuro | seguro | sëur | sûr | 'sikker' |
1Den latinske ordform, der danner grundlag for de moderne romanske sprog, er oftest akkusativformen. |
Oldfransk (800-1350). Fra 900-t. er flere tekster overleveret, og ca. 1100-1350 var den franske litteratur førende i Europa, hvilket har sat sig dybe spor i hele den europæiske litteratur, herunder de norrøne riddersagaer. Oldfransk er fonetisk karakteriseret ved omfattende diftongeringer og afstemning af finalkonsonanter, jf. fx nuef 'ni' fra latin novem.
Middelfransk (1350-1600). I denne periode slog den centrale dialekt, francien, endegyldigt igennem som fælles skriftsprog nord for Loire. Fonetisk er middelfransk karakteriseret ved reduktion af de oldfranske diftonger, fx ue og eu til [ø], samt ved tab af finalkonsonanter, jf. udtalen af gros 'tyk, grov, stor' som [gʀo].
Klassisk fransk (1600-1800). Allerede i 1539 havde Frans 1. med dekretet fra Villers-Cotterêts indført fransk som administrativt sprog i hele riget. I 1634 blev det franske akademi, Académie française, oprettet for som sin væsentligste opgave at regulere og vogte over det franske sprog. I denne periode blev bl.a. retskrivningen i store træk fastlagt, fx brugen af de tre accenttegn accent aigu (é), accent grave (è) og accent circonflexe (ê).
Moderne fransk (efter 1800). Med Den Franske Revolution blev fransk i lighedens navn eneste undervisningssprog i 1793. Denne udbredelse af det franske standardsprog har ikke blot medført, at andre sprog, der blev talt i Frankrig, blev trængt tilbage, men også, at de franske dialekter efterhånden er forsvundet eller reduceret til ubetydelige dialekter med lav social status, såkaldte patois. De regionale varianter har samtidig nærmet sig hinanden, bl.a. pga. undervisning og massekommunikation.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.