Animisme, åndetro, sjæletro, troen på, at alting i naturen har en sjæl, der kan tilbedes. Ifølge antropologen E.B. Tylor var animisme den oprindelige form for religion. Animatisme, troen på en upersonlig kraft, fx mana, blev af den britiske antropolog Robert R. Marett (1866-1943) anset for endnu ældre. Animisme har været en almindelig betegnelse for naturfolks religioner. Se også åndedyrkelse.

Faktaboks

Etymologi
Ordet animisme kommer af latin anima 'sjæl, ånd' og -isme.

Animistisk tænkning

Ifølge psykologien er animistisk tænkning at man i tanken tilskriver livløse genstande liv med følelser, ønsker, vilje, tanker og bevidsthed. Det er især iagttaget hos naturfolk og børn og antages at bunde i manglende viden og erfaring. Hos børn er det især almindeligt i småbarnsalderen, hvor de ikke har lært sig at skelne mellem levende og dødt og mellem årsag og virkning. Mange små børn oplever, at Månen følger efter dem, når de er ude at gå om aftenen, og de tilskriver dukker følelser, ønsker og tanker, så de fx viser dukken ting, de er glade for. De forveksler årsag og virkning, så fx blæsten opfattes som sat i gang af træernes bevægelse. Fra 5-7 års alderen begynder barnet at tænke mere realistisk.

Der er dog tale om en tænkemåde, som ikke helt forsvinder i takt med større erfaring. Hos voksne optræder den, når man fx siger, at det var regnens hensigt at ødelægge udflugten, at lynnedslaget skyldes en hævnakt fra en højere magt, eller når man tilskriver familiens bil en slags selvstændigt liv og giver den et navn. Voksne kan normalt skelne mellem animistisk og realistisk tænkning, men animistisk tænkning kan iagttages som egentlig tankeforstyrrelse ved visse psykoser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig