Front National (fransk politisk parti)

Artikelstart

Front National er et fransk politisk parti. FN blev skabt i 1972 og førte længe en hensygnende tilværelse som en ud af flere højreekstremistiske grupperinger. Partiets andel af stemmerne steg imidlertid fra 0,18% ved valget i 1981 til 11% i 1984, og dets position blev yderligere styrket i de følgende år under Jean-Marie Le Pens ledelse.

Faktaboks

Også kendt som

FN

Front National er stærkt indvandrerfjendtligt og søger at fremstå som et nationalistisk og moralistisk lov og orden-parti. Partiet splittedes i 1998, da Bruno Mégret (f. 1949) og andre politikere fra partitoppen blev ekskluderet og i 1999 dannede Mouvement national républicain, MNR. Striden mellem de to fraktioner svækkede Front National, men ved præsidentvalget i 2002 gik Jean-Marie Le Pen overraskende videre til anden valgrunde, hvor han dog tabte stort til Jacques Chirac.

Ved præsidentvalget i 2007 gik Le Pen tilbage til 10% af stemmerne og ved det efterfølgende parlamentsvalg fik FN kun 4,7%. Front Nationals politiske manøvrerum skrumpede som følge af den nyvalgte franske præsident Nicolas Sarkozys stramme lov og orden-retorik.

I 2011 overdrog Jean-Marie Le Pen ledelsen af Front National til sin datter Marine Le Pen, der siden har forsøgt at dæmpe partiets mere radikale budskaber. Som konsekvens heraf blev Jean-Marie Le Pen ekskluderet fra Front National i 2015.

Kommentarer (2)

skrev Hans Ørbæk

Nævn at partiet i dag hedder Rassemblement National? Se fx https://www.britannica.com/topic/National-Rally-France

svarede Marie Bilde

Kære Hans Ørbæk. Artiklen vil sammen med andre artikler om fransk politik og samfundsforhold blive revideret inden længe.
Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktør,

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig