Emmanuel Macron

Emmanuel Macron blev født i Amiens i Nordfrankrig i 1977 som ældste søn af et lægepar. Efter et år på gymnasiet i Amiens skiftede han til elitegymnasiet Henri IV i Paris. Han tog en mastergrad i filosofi på Parix X, Nanterre, hvor han også arbejdede som assistent for filosoffen Paul Ricœur.

I 2001 tog han eksamen fra Sciences Po, det meget velrenommerede institut for statskundskab i Paris, og blev derefter optaget på ENA, École nationale d'administration, hvorfra alle topembedsmænd og næsten alle toppolitikere i Frankrig rekrutteres. Efter ENA blev han ansat i den statslige finansinspektion.

Emmanuel Macrons politiske karriere og hans vej til magten er exceptionel.

Mens han studerede, var han tæt på Parti socialiste, som han var medlem af mellem 2006 og 2009. Han var en del partiets socialliberale fløj og arbejdede på at etablere et samarbejde med centrum-højre. Han overvejede at stille op til parlamentet i 2007, men fik ikke opbakning i den valgkreds, som han var tiltænkt. Kort efter forlod han embedsværket og blev rådgiver for investeringsbanken Rotschild, hvor han hurtigt fik en ledende stilling.

Succesen i finansverden fik ham ikke til at opgive politik, og den socialistiske præsidentkandidat François Hollande headhuntede ham til sin kampagne og knyttede ham efter valgsejren i 2012 til sig som rådgiver. Macron stod bag flere af Hollandes erhvervsvenlige tiltag, og i 2014 blev han udnævnt til økonomiminister i premierminister Manuel Valls' regering i 2014. Som minister stod han bag flere forsøg på at liberalisere økonomien, men modstanden internt i regeringen var stor.

I 2016 forlod Macron regeringen og stiftede sin egen bevægelse, En Marche, som platform for sit kandidatur til præsidentembedet.

I udgangspunktet havde Macrons kandidatur til præsidentembedet minimale chancer for succes. Frankrig har et de facto topartisystem, og ingen kandidat uden for de store partier var nogensinde før blevet valgt til præsident. Macron nød imidlertid godt af nogle helt usædvanlige omstændigheder.

For det første var Hollande blevet så upopulær, at det var umuligt for ham at stille op, og han havde mistet opbakningen i sit eget parti. For det andet blev den borgerlige favorit, François Fillon, ramt af en korruptionsskandale, der underminerede hans kandidatur.

Marine Le Pen fra Front National (nu: Rassemblement National), stod historisk stærkt, og da valget blev afholdt i skyggen af afstemningen om Brexit i Storbritannien og valget af Donald Trump som USA’s præsident, var der frygt for, at de franske vælgere ville vælge en højrepopulistisk kandidat. I denne særlige situation blev der plads til en midterkandidat, der kunne samle både de skuffede socialister og den centrumorienterede del af de borgerlige vælgere.

Tidligere præsidenter havde i mange eksperters øjne manglet viljen, styrken eller modet til at reformere det franske samfund. Men Macron var blevet valgt på en reformdagsorden: Arbejdsmarked, skatteinddrivning, statsbaner, pension, højere uddannelse stod på listen over områder, der skulle reformeres.

Præsident Macron har i sin 1. embedsperiode været en markant skikkelse i international politik. Han har vakt både beundring og irritation, men skønt resultaterne ikke altid har stået mål med målene, har han lagt en klar og konsistent linje for fransk udenrigspolitik og formuleret en ambitiøs og sammenhængende vision for Frankrig og Europa i verden.

Emanuel Macron blev valgt på et klart og tydeligt EU-positivt program, på et tidspunkt hvor alle de andre kandidater var stærkt EU-kritiske. Efter valget prøvede han at sætte en fælleseuropæisk dagsorden, dels gennem en bred vifte af konkrete udspil om samarbejde inden for industri, videnskab og kultur, dels ved at genaktivere den fransk-tyske motor i EU-samarbejdet. Det langtsigtede mål var at etablere en ”europæisk suverænitet” og sætte Europa i stand til at tage strategiske valg og ikke mindst forsvare sig selv. Det er en dagsorden, der er blevet styrket med den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 og med udsigten til en ny valgsejr til Donald Trump i USA i november 2024.

Macrons problem var, at de nødvendige partnere, Storbritannien og Tyskland, var optaget af nationale dagsordner og enten forholdt sig fjendtligt eller passivt. Der er stadig et velfungerende forsvarssamarbejde med Storbritannien i kraft af Lancaster House Traktaten fra 2010, men Storbritannien er ikke længere en del af den Europæiske Union. Præsident Macron har satset meget på det traditionelt stærke fransk-tyske partnerskab, men både personligt og politisk har han et anstrengt forhold til den tyske kansler Olaf Scholz, så også det europæiske lederskab synes at være i et dødvande.

Uden for EU, har Emmanuel Macron især gjort sig bemærket som en konsekvent forsvarer af multilateralisme, som han ser som en modvægt til lunefulde og aggressive stater og som garant for en regelbaseret international orden. Macron brugte for eksempel megen energi på at holde atomaftalen med Iran i live, indtil USA unilateralt trak sig ud af den og dermed lagde et årtis diplomatisk arbejde i graven.

Præsidentvalget 2022 fandt sted i en højspændt international kontekst fremprovokeret af Ruslands invasion af Ukraine. Uden at gøre sig de store illusioner anstrengte Macron sig for at sikre en stadig kontakt mellem præsident Putin på den ene side og den ukrainske præsident Zelenskyj, USA og Nato på den anden. Det blev af nogle misforstået som imødekommenhed over for Putin, men diskussionerne med Putin var alt andet end venskabelige, og Macron fordømte utvetydigt den russiske aggression og støttede Ukraine både militært og diplomatisk.

Krigen i Ukraine kom på flere måder til at påvirke det franske præsidentvalg. For det første betød det, at Macron stort set ikke førte valgkamp i Frankrig før valgets første runde den 10. april. For det andet blev krigen et handicap for Macrons nærmeste rivaler, Marine le Pen, Éric Zemmour og Jean-Luc Mélenchon, der alle havde lidt uklare forbindelser til Rusland, og som var for en mere Ruslandsvenlig politik.

Ved valgets første runde vandt Macron med 28 procent, Marine le Pen fik 23 procent og Jean-Luc Mélenchon 22 procent. Macron blev genvalgt den 24. april ved valgets anden runde med 58,5 procent af stemmerne, mens Marine le Pen fik 41,5 procent. Resultatet var tvetydigt; det var en overlegen sejr, men den bekræftede også, at Marine le Pen ikke var færdig, som man havde troet i 2017, man at hun stadig havde en ganske solid opbakning.

Resultatet af præsidentvalget og det efterfølgende parlamentsvalg den 12. og 19. juni bekræftede det opbrud i fransk politik, der var begyndt i 2017. De gamle regeringsbærende partier, Socialistpartiet og Republikanerne var så godt som væk, Macron sad på midten af fransk politik med en stærk opposition ledet af Marine le Pen på det yderste højre og Jean-Luc Mélenchon på det yderste venstre.

På mange punkter har Emmanuel Macron levet op til løfterne. Hans år som præsident har været præget af en fortsat indsats for at forvandle Frankrig til en moderne, erhvervsvenlig økonomi. Han har reformeret arbejdsmarkedsloven og gjort det nemmere for arbejdsgivere at ansætte flere medarbejdere. Siden 2017 er der blevet skabt mere end 2 millioner nye stillinger i Frankrig og arbejdsløsheden er faldet fra 10 % i 2016 til 7,5 % i 2024. Han har sænket virksomhedsskatterne og omlagt formueskatterne. Han har styrket uddannelsessystemet og er begyndt at reformere pensionssystemet. Frankrigs vækst efter corona er over eurozonens gennemsnit, og antallet af fattige er under gennemsnittet. På negativsiden er et årligt budgetunderskud på over 5 %, langt fra EU's regel om højst 3 %.

Præsident Macron er ikke blevet belønnet for sine resultater og for at gennemføre de reformer, som han gik til valg på. Ved valget til Europa-Parlementet den 9. juni 2024 fik hans koalition et stort nederlag til Rassemblement National, der under den nye leder Jordan Bardella fik 31,4 % af stemmerne, mens Macrons liste, Besoin d’Europe (Brug for Europa) anført af Valérie Hayer fik en ydmygende andenplads med bare 14,6 %. Dette valgnederlag fik Emmanuel Macron til at bekendtgøre på selve valgaftenen, at han opløste parlamentet og udskrev nyvalg den 30. juni og den 7. juli 2024 – tre år før det var nødvendigt.

Macron og hans koalition står til at tabe dette valg. Allerede ved parlamentvalget i juni 2022 havde hans koalition med 245 pladser ud af 577 mistet sit absolutte flertal. Ved valget i 2024 ser det ud til at få bare mellem 70 og 120 pladser og dermed bliver en ny regeringsdannelse umulig.

Det sætter hele Macrons politiske projekt i fare. Både Rassemblement National og venstrefløjen har lovet at rulle pensionsreformen tilbage og genindføre formueskatten. Macrons reformer risikerer derved at falde fra hinanden—og det afspejler et problem for centristiske regeringsledere overalt. Det blev bedst beskrevet af Jean-Claude Juncker, den tidligere præsident for Europa-Kommissionen: "Vi ved alle, hvad der skal gøres, men vi ved ikke, hvordan vi skal blive genvalgt, når vi har gjort det."

Problemerne efter covid-19 og inflationkrisen i 2022-3 gjorde det farligt at stille sig til regnskab over for vælgerne i 2024. Mange af præsident Macrons problemer er imidlertid også selvforskyldte. Hans regeringsførelse har for det første været meget topstyret. Han troede, at en stærk, synlig og aktiv præsident kunne forene landet. I stedet er han blevet opfattet som arrogant og ude af kontakt med befolkningen. Og det forværredes af, at der ikke har været troværdige tiltag for at råde bod på det kroniske kilde til uro i fransk politik: indvandring, integration og sikkerhed. Hans tredje fejl var, at han ikke efterlod nogen troværdige politiske alternativer tæt på sig; de blev alle opslugt af hans koalition. En grundregel i fransk politik er, at vælgerne altid bliver trætte af den siddende regering. Så vender de sig mod sig alternativet. I Frankrig befinder alternativet til Macron sig nu langt ude på yderfløjene.

Efterspillet til præsident Macrons fornuftsbaserede centrumsprojekt kan meget vel blive kaos styret fra yderfløjene.

• Frankrig – forfatning og politisk system
• François Hollande
• Frankrigs præsidenter