Faktaboks

Emmanuel Macron
Født
21. december 1977, Amiens, Frankrig

Emmanuel Macron er en fransk politiker. Den 17. maj 2017 blev han indsat som Frankrigs præsident. Han er uddannet i filosofi, statskundskab og offentlig forvaltning. Han har arbejdet som finansinspektør i Staten og som leder i det private erhvervsliv i investeringsbanken Rothschild. Han deltog i socialisten François Hollandes valgkamp i 2012 og blev senere minister i dennes regering. I 2016 gik han af som minister for at danne sin egen politiske bevægelse, En Marche.

Baggrund

Emmanuel Macron blev født i Amiens i Nordfrankrig i 1977, som ældste søn af et lægepar. Efter et år på gymnasiet i Amiens, skiftede han til elitegymnasiet Henri IV i Paris. Han tog en mastergrad i filosofi på Parix X, Nanterre, hvor han også arbejdede som assistent for filosoffen Paul Ricœur. I 2001 tog han eksamen fra Sciences Po, det meget velrenommerede institut for statskundskab i Paris, og blev derefter optaget på ENA, École nationale d'administration, hvorfra alle topembedsmænd og næsten alle toppolitikere i Frankrig rekrutteres. Efter ENA blev han ansat i den statslige finansinspektion.

Politisk karriere

Emmanuel Macrons politiske karriere og hans vej til magten er exceptionel.

Mens han studerede, var han tæt på Parti socialiste, som han var medlem af mellem 2006 og 2009. Han var en del partiets socialliberale fløj og arbejdede på at etablere et samarbejde med centrum-højre. Han overvejede at stille op til parlamentet i 2007, men fik ikke opbakning i den valgkreds, som han var tiltænkt. Kort efter forlod han embedsværket og blev rådgiver for investeringsbanken Rotschild, hvor han hurtigt fik en ledende stilling.

Succesen i finansverden fik ham ikke til at opgive politik, og den socialistiske præsidentkandidat François Hollande headhuntede ham til sin kampagne og knyttede ham efter valgsejren i 2012 til sig som rådgiver. Macron stod bag flere af Hollandes erhvervsvenlige tiltag og i 2014 blev han udnævnt til økonomiminister i premierminister Manuel Valls' regering i 2014. Som minister stod han bag flere forsøg på at liberalisere økonomien, men modstanden internt i regeringen var stor, og i 2016 fik han nok. Han forlod regeringen, stiftede sin egen bevægelse, En Marche, som platform for sit kandidatur til præsidentembedet.

Præsidentvalget 2017

Emmanuel Macron. Valgplakat fra det franske præsidentvalg 2017.

.

Det var i udgangspunktet et kandidatur med minimale chancer for succes. Frankrig har et de facto topartisystem, og ingen kandidat uden for de store partier var nogensinde før blevet valgt til præsident. Macron nød imidlertid godt af nogle helt usædvanlige omstændigheder. For det første var Hollande blevet så upopulær, at det var umuligt for ham at stille op, og han havde mistet opbakningen i sit eget parti. For det andet blev den borgerlige favorit, François Fillon, ramt af en korruptionsskandale, der underminerede hans kandidatur.

Marine le Pen fra Rassemblement national, stod historisk stærkt, og da valget blev afholdt i skyggen af afstemningen om Brexit i Storbritannien og valget af Donald Trump som USA’s præsident, var der frygt for, at de franske vælgere ville vælge en højrepopulistisk kandidat. I denne særlige situation blev der plads til en midterkandidat, der kunne samle både de skuffede socialister og den centrumorienterede del af de borgerlige vælgere.

Valgets første runde blev en gyser, hvor Emmanuel Macron vandt knebent over Marine le Pen med 24 procent mod 21,3 procent. Anden runde blev imidlertid vundet komfortabelt af Macron med 66 procent af stemmerne. Dette valg blev bekræftet af det efterfølgende valg til Nationalforsamlingen, hvor Macrons bevægelse, der nu var blevet omdannet til et politisk parti under navnet La République en marche (LREM), fik absolut flertal.

De franske vælgere havde stået imod den populistiske bølge, men valget var et veritabelt jordskælv. Socialistpartiet var udraderet. De borgerlige (Les républicains) var decimerede og splittede. Magten var vundet af en mand, der aldrig havde været valgt før, og et parti, hvor de fleste var helt nye i politik. Det lignede en frisk start.

Indenrigspolitik

Tidligere præsidenter havde i mange kommentatorers øjne manglet viljen, styrken eller modet til at reformere det franske samfund, men Macron var blevet valgt på en reformdagsorden: Arbejdsmarked, skatteinddrivning, statsbaner, pension, højere uddannelse stod på listen over områder, der skulle reformeres. Macrons første regering, der blev ledet af Edouard Philippe, havde absolut flertal, så i parlamentet var den politiske opposition magtesløs. Til gengæld flyttede modstanden mod reformerne ud på gaden som folkelige protester. Hvert udspil blev mødt med en blank afvisning og omfattende demonstrationer fra de faglige organisationer.

Emmanuel Macron havde ført kampagne på hverken at tilhøre det politiske højre eller venstre, men hans socialliberale tilgang og hans forsøg på at afregulere arbejdsmarkedet og reformere pensionssystemet placerede ham i manges øjne klart til højre. Det symbolske syndefald var fjernelsen af den ellers ubetydelige ”solidaritetsskat på store formuer”. Det gav Macron øgenavnet ”de riges præsident”.

Regeringen havde imidlertid et tydeligt demokratisk mandat til sine reformer, og reformdagsordenen blev fulgt. Præsidentperiodens største krise kom fuldstændig uventet: Det var de gule veste, der fra november 2018 begyndte at samle sig ved rundkørsler rundt om i Frankrig. Det var i begyndelsen en spontan protest mod en påtænkt brændstofafgift, men den udviklede sig hurtigt til en generel protest mod regeringen, det politiske system og mod Macron personlig. Selvom protesten var ledsaget af omfattende vold visse steder, havde den stor folkelig opbakning, og den blev en alvorlig trussel mod Macrons reformprojekt. Efter et par ugers betænkningstid gav han de gule veste en række økonomiske indrømmelser og igangsatte projektet Le grand débat national, der skulle genoplive det franske nærdemokrati. Luften blev taget ud af protesterne, men de gule veste lå som en latent trussel under regeringsførelsen, indtil covid 19-pandemien brød ud i februar 2020 og overtog dagsordenen.

Internationalt

Præsident Macron har i sin 1. embedsperiode været en markankt skikkelse i international politik. Han har vakt både beundring og irritation, men skønt resultaterne ikke altid har stået mål med målene, har han lagt en klar og konsistent linje for fransk udenrigspolitik og formuleret en ambitiøs og sammenhængende vision for Frankrig og Europa i verden.

Emanuel Macron blev valgt på et klart og tydeligt EU-positivt program, på et tidspunkt hvor alle de andre kandidater var stærkt EU-kritiske. Efter valget prøvede han at sætte en fælleseuropæisk dagsorden, dels gennem en bred vifte af konkrete udspil om samarbejde inden for industri, videnskab og kultur, dels ved at genaktivere den fransk-tyske motor i EU-samarbejdet. Det langtsigtede mål var at etablere en ”europæisk suverænitet” og sætte Europa i stand til at tage strategiske valg og ikke mindst forsvare sig selv. Macrons problem var, at de nødvendige partnere, Storbritannien og Tyskland, var optaget af nationale dagsordner og enten forholdt sig fjendtligt eller passivt.

Uden for EU, har Emmanuel Macron især gjort sig bemærket som en konsekvent forsvarer af multilateralisme, som han ser som en modvægt til lunefulde og aggressive stater og som garant for en regelbaseret international orden. Macron brugte for eksempel megen energi på at holde atomaftalen med Iran i live, indtil USA unilateralt trak sig ud af den og dermed lagde et årtis diplomatisk arbejde i graven.

Præsidentvalget 2022

Præsidentvalget 2022 fandt sted i en højspændt international kontekst fremprovokeret af Ruslands invasion af Ukraine. Uden at gøre sig de store illusioner anstrengte Macron sig for at sikre en stadig kontakt mellem præsident Putin på den ene side og den ukrainske præsident Zelenskyj, USA og Nato på den anden. Det blev af nogle misforstået som imødekommenhed over for Putin, men Macron fordømte utvetydigt den russiske aggression og støttede Ukraine både militært og diplomatisk. Krigen i Ukraine kom på flere måder til at påvirke det franske præsidentvalg. For det første betød det, at Macron stort set ikke førte valgkamp i Frankrig før valgets første runde den 10. april. For det andet blev krigen et handicap for Macrons nærmeste rivaler, Marine le Pen, Éric Zemmour og Jean-Luc Mélenchon, der alle havde været fortalere for en mere Ruslandsvenlig politik.

Ved valgets første runde vandt Macron med 28 procent, Marine le Pen fik 23 procent og Jean-Luc Mélenchon 22 procent. Macron blev genvalgt den 24. april ved valgets anden runde med 58,5 procent af stemmerne, mens Marine le Pen fik 41,5 procent. Resultatet var tvetydigt; det var en overlegen sejr, men den bekræftede også, at Marine le Pen fortsætter sin fremgang.

Valgresultatet bekræftede det opbrud i fransk politik, der var begyndt i 2017. De gamle regeringsbærende partier, Socialistpartiet og Republikanerne er væk, Macron sidder på midten af fransk politik med en stærk opposition ledet af Marine le Pen på det yderste højre og Jean-Luc Mélenchon på det yderste venstre.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig