De gule veste

Selvom Frankrigs moderne politiske historie er kendetegnet af voldsomme sociale protester, demonstrationer og strejker, er de gule vestes protest usædvanlig. Den syntes at opstå ud af ingenting. Den støtter sig ikke til nogen af de etablerede politiske strukturer som fagforeninger, partier og interesseorganisationer, men er i direkte opposition til disse. Det var en ren græsrodsbevægelse, uden ledere, og organiseret via de sociale medier.

Den direkte årsag var et forslag om at sætte fartgrænserne ned på landeveje og indføre en ny miljøskat på diesel, foreslået af Édouard Philippes regering. Der var rasende protester på de sociale medier, og i oktober 2018 postede en indtil da ukendt kvinde, Jacline Mouraud, en 4 minutter og 38 sekunder lang video på Facebook, der protesterede mod både afgiften, regeringen og staten. På et par dage blev opslaget delt millioner af gange, og det blev starten på oprøret. Den 17. november 2018 mødtes hundredtusindvis af franskmænd iklædt de gule veste, som enhver bilist er lovmæssigt forpligtet til at have i sit køretøj. De samlede sig omkring de tusindvis af rundkørsler, der for mange franskmænd er symbolet på en fejlslagen urbaniseringspolitik. I to år kom denne lederløse, politisk ubestemmelige, kaotiske og til tider voldelige bevægelse til at sætte den politiske dagsorden i Frankrig.

Bevægelsen var på mange måder bemærkelsesværdig.

For det første på grund af den enorme opbakning, som den nød i store dele af den franske befolkning: I det meste af et år var det godt 70 procent af befolkningen, der støttede de gule veste.

For det andet på grund af vedholdenheden: Protesterne, der fandt sted hver lørdag, samlede i begyndelsen omkring 300.000 mennesker, og der gik næsten halvandet år, inden protesten ebbede ud.

For det tredje på grund af volden: I løbet af det første år var det 14 døde (de fleste i trafikuheld i forbindelse med protesterne), 1900 sårede demonstranter og 1200 sårede politibetjente, foruden omfattende materielle ødelæggelser. Den tredje demonstration, den 1. december 2018, udartede sig til et orgie af vold og ødelæggelse i Paris' fornemste kvarterer. Billederne af butikker, der blev plyndret og monumenter, der blev smadret, gik verden over. Volden var uventet og skyldtes flere ting. De gule veste havde ingen organisation. Det betød, at der heller ikke var en aftalt rute for demonstrationen, og at ingen havde ansvar for sikkerheden. Desuden sluttede andre mere voldsparate grupperinger sig til protesten. Endelig fejlbedømte politiet situationen; de blev i begyndelsen simpelthen løbet over ende. Den 1. december blev et vendepunkt. Politiet oprustede kraftigt, og der blev ved de følgende demonstrationer slået hårdt ned på demonstranterne.

Regeringen var helt uforberedt på denne protest, der foregik uden for alle de sædvanlige politiske strukturer. Fagforeningerne var lige så uforstående over for denne protest, der var opstået bag om ryggen på dem. Oppositionspartierne, især Jean-Luc Mélenchon og det yderste venstre, prøvede at gøre sig til talsmænd for protesterne, men der var absolut ingen interesse hos de gule veste for at alliere sig med de etablerede politiske partier.

Protesten var så voldsom og havde så stor opbakning i befolkningen, at regeringen måtte indlede et taktisk tilbagetog. Brændstofafgiften blev først udskudt og så aflyst, i en TV-tale i januar 2019 bekendtgjorde præsident Macron flere initiativer, der skulle imødekomme de gule vestes krav, herunder en forbedring af købekraften og et løfte om en "stor national debat", hvor alle borgere kunne være med til at diskutere de store samfundsspørgsmål.

Tiltagene blev afvist af de gule veste, og i de næste uger blev protesterne stadig voldsommere. Det betød imidlertid, at de mere moderate gule veste faldt fra, bevægelsen blev radikaliseret og mistede opbakningen i befolkningen. Efter et halvt år havde de gule veste mistet momentum og opbakning, uden at krisen egentlig havde fundet en løsning. Først da corona-pandemien ramte Frankrig i foråret 2020 stoppede protesterne.

De gule veste var ikke blot en overraskelse, men også et veritabelt mysterium for både regering, politiske partier, fagforeninger og presse, og der blev gjort store anstrengelser på alle niveauer for at finde ud af, hvem de gule veste var.

At protesterne kom som et lyn fra en klar himmel, skyldtes bl.a., at de gule veste er mennesker, der normalt ikke plejer at protestere, og som stort set er usynlige i den politiske debat. Bevægelsen er domineret af det, som man i USA kalder working poor – mennesker som er på arbejdsmarkedet, men i dårligt lønnede og usikre jobs. De er typisk midaldrende, økonomisk trængte, og de frygter for fremtiden og er forbitrede over uligheden i samfundet.

Politisk placerer de sig uden for den gængse politiske struktur. De har ikke tillid til politikere, de politiske partier og traditionelle medier. I stedet ønsker de direkte demokrati, dvs. politik uden politikere, hvor folket selv træffer alle væsentlige beslutninger.

Den mest dækkende forklaring på de gule veste er geografisk. De gule veste var ikke lige stærke over hele Frankrig. De stod stærkest i det, som i Frankrig kaldes "den tomme diagonal"; et område, der strækker sig fra nordøst til sydvest i Frankrig. Området er kendetegnet ved affolkning, og ved, at man er nødt til at køre langt for at komme til fx arbejde, læge, hospital, skole, offentlige kontorer og politi. Det er et udkantsområde, som man flytter til, fordi det er billigt, til gengæld er man stærkt afhængig af bilen, for der er ingen offentlig transport. Bilen er de gule vestes fællesnævner, og derfor var det endnu en planlagt afgift på diesel, der fik protesterne til at eksplodere.

De gule veste har åbenbaret en brudflade i det franske samfund. Som helhed klarer Frankrig sig godt i globaliseringen, men kortene er fordelt meget ulige; universitetsbyerne har stor velstandsstigning, mens store områder er blevet overladt til sig selv. Protesterne gav stemme til desperationen hos mennesker, der er trætte af at blive ignoreret af eliten, og som har mistet tilliden til det politiske system. De gule vestes svaghed er, at den er ren protest; den er samlet om en afvisning af det bestående, men er ude af stand til at formulere et positivt politisk projekt.

• protestbevægelser