Jelling Kirke

Det, der i dag er kirkens kor, var oprindeligt opført som et skib. Som med de fleste romanske kirker er denne bygningsdel bygget af natursten, med kassemure af udhuggede frådstenskvadre og et fyld i en blanding af kampesten og frådsten. På østenden fandtes der ved opførelsen omkring år 1100 et mindre kor. Koret blev revet ned omkring 50 år senere, men en stor revne på det nuværende kors østmur afslører hvor det gamle kors mur havde sit udspring. Denne revne må være opstået, da man udfyldte den gamle korbue, som har været omtrent to meter bred.

Allerede godt 50 år efter stenkirken var opført, gennemgik den store forandringer. Det gamle kor blev revet ned, og det daværende skib ændrede funktion. Mod vest byggede man et nyt skib af frådsten uden om det gamle skibs vestende, og først da det nye skib nærmede sig sin afslutning, rev man det gamle skibs vestende ned. Dermed blev det gamle skibs østende til det kor, der står i dag, og mod vest havde man fået et væsentligt større skib.

I århundrederne der fulgte, gennemgik kirken atter flere større forandringer, som har fjernet de fleste arkitektoniske detaljer fra tiden omkring 1150. En enkelt undtagelse kan man dog ane på skibets nordmur, mod vest. Her kan man nemlig bag kalken ane den tilmurede norddør, som var skibets ene oprindelige indgangsparti. Over for, mod syd, er den tilsvarende syddør stadig i brug, om end i udvidet form. I dag forbinder den skibet med våbenhuset.

Omkring år 1500 voksede Jelling Kirke igen, med tilbygningen af adskillige bygningsafsnit, hvoraf de fleste sidenhen atter er forsvundet. Indvendigt gennemgik kirken også en række forandringer, hvoraf nogle er forsvundet igen. Forandringerne var ganske mange. De små vinduer fra romansk tid blev udvidet, korbuen blev udvidet, i koret blev der indsat et hvælvet loft, syd for skibet blev der bygget et våbenhus, nord for koret et korsarmskapel, og endelig blev kirkens tårn mod vest opført.

Blandt alle disse forandringer står kun det nu meget lave tårn nogenlunde tilbage. Tårnet er bygget af munkesten, altså store mursten, som i løbet af middelalderen overtog rollen som det foretrukne byggemateriale til kirker. Oprindeligt var tårnet væsentligt højere, ca. 20 meter, og havde øverst dekorerede gavle. I 1679 slog lynet dog ned i tårnet, hvorved en stor del af kirken brændte. Derfor blev det nødvendigt at tage den øverste del af det beskadigede tårn ned. Samtidigt fjernede man også det hvælvede loft, der tidligere havde været i tårnrummet. Tårnrummet er i dag med fladt loft, og er forbundet med skibet gennem en spids bue.

Den førnævnte korsarm nord for koret blev bygget i middelalderen, men nævnes første gang skriftligt i 1620. Bygningsdelen, som var af røde munkesten, var forbundet med skibet gennem en stor, rund bue, som man endnu kan ane på ydersiden af koret. I 1695 var der et ønske om at flytte noget inventar fra korsarmen ind i kirken, hvilket kunne tyde på, at den blev revet ned kort derefter.

Det nuværende våbenhus blev formodentlig bygget i 1700-tallet, hvor det erstattede et våbenhus, som var nogenlunde samtidigt med korsarmen og tårnet. Også ved skibets norddør har der muligvis været et vindfang eller et våbenhus af bindingsværk, men det er uvist hvornår det blev både bygget og fjernet.

I 1874 styrtede det ene af korets daværende to hvælv ned. Derved blev der blotlagt romanske kalkmalerier over hvælvene, som var malet ved kirkens opførelse og blevet skjult ved hvælvenes opsætning i middelalderen. Året efter pillede man det andet hvælv ned, og iværksatte en større istandsættelse af koret, hvor man genskabte de rige kalkmalerier, der nu som i romansk tid pryder væggene. De nuværende malerier er dog dels kopier og dels helt nye, da de oprindelige malerier var for skrøbelige til at konservere, og derfor blev hugget ned efter kopiering.

I 1933-1936 blev kirken istandsat, hvor genskabelsen af nogle af de romanske forhold fortsatte. Korbuen blev snævret ind, og de store, senmiddelalderlige vinduer fik form som på romansk tid. I samme forbindelse blev en muret opgang til prædikestolen gennem kormuren fjernet.

Endelig fik kirken sit karakteristiske gulv i år 2000. Det er af rød granit, og er udsmykket med et stort kors i indlagt sort marmor, hvori der er et geometrisk mønster.

Indvendigt præges kirkerummet af kontrasten mellem det enkle skib med hvidkalkede vægge og gråt bræddeloft, og så det kraftigt dekorerede kor, som lyses op af en orange glasmosaik i østvinduet fra år 2000.

Kalkmalerierne som pryder størstedelen af korets vægge, er fra 1875 og 1926-1927, nogle malet som kopier af romanske kalkmalerier, andre frie tilføjelser, men alle i efterstræbt romansk stil. De farverige kalkmalerier forestiller forskellige scener fra Jesu liv. På korets nordvæg ses fra venstre mod højre den gravide Maria ved Elisabeth, kendt som ”besøgelsen”, herefter de helligtrekonger der tilbeder det nyfødte Jesusbarn, og endelig Jesus alene i ørkenen og Johannes der prædiker for en gruppe jøder. På korets østvæg ses Jesu dåb til venstre, og til højre Jesus der bliver dømt af Pontius Pilates. Både nord- og østvæggens malerier er fra 1875. Kalkmalerierne på sydvæggen er derimod fra 1926-1927. De forestiller korsfæstelsen til venstre, den sejrende Kristus i midten, og opstandelsen til højre.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den forholdsvis enkle font med en delvist beskadiget fod er enkelt udsmykket med en udhugget rundstav langs kummens munding, samt en øverst på foden. Døbefonten er næppe kirkens oprindelige, da der er kendskab til en mere kunstfærdigt udsmykket døbefont, som forsvandt omkring 1874.

I tårnrummet er ophængt seks apostelfigurer og en syvende der forestiller Sankt Katharina. Disse figurer stammer formodentlig fra en altertavle fra ca. 1500-1525. Oprindeligt har der sikkert været 12 apostle, og for at genskabe denne sammenhæng blev de seks apostle i 1985 suppleret med seks nyskårne apostelfigurer.

Ved branden i 1679 forgik det meste af kirkens træinventar. Til at erstatte prædikestolen købte man derfor i 1683 en ældre prædikestol fra Hover Kirke, fremstillet omkring 1625. Prædikestolen er opbygget af fem fag, som er udsmykket med malerier af Jesus som den gode hyrde, en hellig kvinde med en palmegren, Jesus der peger mod et delvist udvisket skriftbånd, en stående Jesus der peger nedad, og endelig Jesus der igen står som den gode hyrde med en stav i højre hånd. Malerierne er formentlig fra 1730, mens prædikestolen i øvrigt fik sin nuværende bemaling i 1935.

Ved istandsættelsen i år 2000 blev både alteret og kirkens bænke udskiftet. Det nye alter blev udført af rød granit i en buet form, mens de enkle bænke er korte for at gøre plads til gulvets udsmykning.

Kirken har indeholdt adskillige begravelser, herunder en del fra 1600-tallet, hvoraf kun en enkelt i dag er erindret i kirken i form at en mindetavle fra 1688. Mest bemærkelsesværdig er dog den formodede kongegrav, som man udgravede i skibets gulv i 1976-1979. Den er fra midten eller anden halvdel af 900-tallet, og formodes at være en genbegravelse af kong Gorm den Gamle – måske flyttet ind under kirken af hans søn Harald Blåtand.

Kirken og kirkegården ligger placeret mellem to gravhøje, Nordhøjen og Sydhøjen, også kendt som hhv. ”Thyras Høj” og ”Gorms Høj” fra hhv. ca. 959 og 977. Nordhøjen blev plyndret allerede kort efter opførelsen, og om kong Gorms dronning, Thyra, reelt har været begravet der, er derfor uvist. Sydhøjen har derimod aldrig indeholdt en grav, og er nok snarest opført som tinghøj eller som en demonstration af kongens magt.

Omkring gravhøjene strækker sig en 356 meter lang stensætning, ovenfra formet som et skib, der er ca. 80 meter bred på sit bredeste sted. Nordhøjen danner centrum for denne skibssætning, og formodes derfor at være samtidig. Omkring hele anlægget blev der omkring 968 opført en vældig palisade, som siden 2013 – ligesom skibssætningen – har været markeret i landskabet.

Kirkegårdens mest bemærkelsesværdige monumenter Jellingstenene – to store runesten af Danmarkshistorisk betydning.

Den ældste af de to, ”Den Lille Jellingsten”, er fra 950’erne, og er forsynet med indskriften ”Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyra sin kone, Danmarks pryd”. Den blev sat af kong Gorm den Gamle, som døde omkring 958, over sin kone dronning Thyra, som døde omkring år 950. Tekstbåndet afsluttes øverst af to slangehoveder. Stenens omtale af Thyra som ”Danmarks pryd” er den tidligst kendte omtale af Danmark på dansk jord. Det vides ikke med sikkerhed hvor stenen oprindeligt stod, men den fik formodentlig sin nuværende placering engang mellem 1627 og 1639.

Den lidt yngre ”Store Jellingsten” fra ca. 963-970 står med al sandsynlighed på sin oprindelige placering, hvor kong Harald Blåtand fik den opstillet i sin regeringstid. Stenen, som er verdens største runesten, er rigt udsmykket med et firbenet fabelvæsen i kamp med en slange, og en stærk, sejrende Kristus i et slyngmønster, som enten forestiller et kors eller livets træ. På runestenens indskrift, populært kaldet ”Danmarks dåbsattest”, står: ”Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”.