SPD

Lebendiges Museum Online.
Licens: CC BY 2.0
SPD-valgplakat fra 1980 mod kanslerkandidaten Franz Josef Strauss fra CSU.
Commons.Wikipedia .
Licens: CC BY 2.0
Commons.Wikipedia .
Licens: CC BY 2.0
Commons.Wikipedia .
Licens: CC BY 2.0
Commons.Wikipedia .
Licens: CC BY 2.0
Creativecommons.org.
Licens: CC BY 2.0
Creativecommons.org.
Licens: CC BY 2.0

Artikelstart

SPD, Sozialdemokratische Partei Deutschlands, er det tyske socialdemokratiske parti, dannet efter socialistlovens ophævelse i 1890. Partiets historiske rødder går tilbage til Ferdinand Lassalles arbejderpartier.

SPD's programgrundlag var Erfurtprogrammet fra 1891, der, om end revolutionært marxistisk formuleret, åbnede vejen for reformismen. Ved rigsdagsvalget i 1912 blev partiet med knap 35 af stemmerne det største i Rigsdagen.

SPD og 1. Verdenskrig

Et afgørende politisk skifte fandt sted i august 1914, da partiet ved udbruddet af 1. Verdenskrig vedtog at stemme for bevillinger til krigsførelsen. Det førte til intern splittelse. I 1916 dannede de revolutionære Spartakusforbundet, og i 1917 brød den øvrige venstrefløj ud og dannede USPD.

Under Novemberrevolutionen 1918 dannede SPD en revolutionsregering med USPD, men den gik i opløsning, da SPD arbejdede for indførelsen af parlamentarisk demokrati. Ved valget i 1919 fik SPD knap 38 procent af stemmerne og blev atter det største parti i Rigsdagen, og det vedblev det med at være til 1932.

SPD stillede flere gange rigskansleren i koalitionsregeringer, sidste gang i Den Store Koalition i 1928-1930. I 1933 stemte SPD som eneste parti mod fuldmagtsloven, der banede vejen for Adolf Hitlers diktatur. SPD blev herefter forbudt i juni 1933, men partiledelsen fungerede videre i eksil.

SPD efter 2. Verdenskrig

I 1945 blev SPD tilladt i den sovjetiske zone, men i april 1946 tvangssammenlagt med KPD til SED. Først i 1989 kunne der igen dannes et socialdemokratisk parti i DDR.

I vestzonerne blev der etableret et landsdækkende SPD i 1946. I det nye Vesttyskland forøgedes partiets indflydelse betragteligt med vedtagelsen af Godesbergprogrammet fra 1959, der formulerede en demokratisk socialisme på markedsøkonomisk grundlag.

I 1966 indgik det i en ny "stor koalition" med CDU/CSU, og i 1969-1982 regerede SPD sammen med FDP.

Den rød-grønne regering

I september 1998 vandt SPD kanslerposten tilbage og dannede regering med Die Grünen. Regeringen satte sig som mål at nedbringe arbejdsløsheden, der omfattede mere end fire millioner personer, men vendingen i de internationale konjunkturer gjorde det vanskeligere end forudset.

Den rød-grønne regering blev plaget af interne problemer, men fik gennemført afskaffelse af kerneenergi, en sundheds- og arbejdsmarkedsreform og en udlændingelov, der skal begrænse tilstrømningen af asylansøgere.

Beslutningen om at lade forbundsværnet deltage i fredsskabende NATO-aktioner var omstridt i de to regeringspartier. Efter en kneben valgsejr for SPD/Die Grünen ved forbundsdagsvalget i 2002 tabte SPD flere landdagsvalg og mistede regeringsmagten i Slesvig-Holsten og Nordrhein-Westfalen.

Den store koalition

Ved forbundsdagsvalget i september 2005 fik SPD godt 34 procent af stemmerne og måtte indgå i en koalitionsregering – en såkaldt GroKo, Grosse Koalition – sammen med CDU/CSU. Ved valget i september 2009 fik SPD kun knap 28 procent af stemmerne og de borgerlige partier fik flertal.

Tiden efter valget i 2005 blev præget af politisk stilstand og manglende samarbejdsdygtighed i den brede CDU/CSU-SPD-regering. De indbyrdes politiske forskelle i regeringen betød, at det var så som så med at få gennemført store politiske aftaler. Det smittede også negativt af på CDU/CSU's resultater ved de efterfølgende delstatsvalg. Til gengæld var Angela Merkel i stand til at skærpe sin politiske profil og slå sig op som landets ubestridte leder både i Tyskland og i udlandet. Hun blev i denne periode mere populær end regeringen. Det kom hende til gavn ved det efterfølgende forbundsdagsvalg.

I november 2008 blev SPD's Frank-Walter Steinmeier kørt i stilling som SPD’s nye kanslerkandidat. SPD og CDU/CSU havde været enige om, at den brede koalition kun skulle gælde for én valgperiode, hvilket man også kommunikerede til offentligheden. Alligevel havde begge partier mere end vanskeligt ved at tegne en markant selvstændig profil i valgkampen op til valget i 2009 – simpelthen fordi begge parter måtte stå på mål for den fælles regeringspolitik. Det betød, at valgkampen var fattig på intensitet – og mange vælgere blev væk: Med 71 procent var valgdeltagelsen rekordlav (i 2005 havde den været 78 procent). I sidste ende blev det CDU og den siddende kansler Angela Merkel, der løb med sejren – og derfor kunne danne regering med sin traditionelle koalitionspartner FDP.

For SPD var valget i 2009 en katastrofe: Partiet gik ved valget tilbage til 23 procent mod 34 procent af stemmerne i 2005. Nederlaget førte til, at Sigmar Gabriel blev ny formand for SPD hvilket han var, indtil Martin Schultz tog over i 2017. Sigmar Gabriel var blevet slidt op på forskellige ministerposter i Merkels regering og havde derfor svært ved at profilere SPD. Martin Schultz blev samtidig betragtet som en succesrig formand for den socialistiske gruppe i Europa-Parlamentet.

Ved forbundsdagsvalget i 2013 røg FDP under spærregrænsen for første gang siden Forbundsrepublikkens etablering i 1949, og CDU/CSU ønskede derfor igen at danne en ’stor koalition’ med SPD, fordi det tilsyneladende igen var den eneste mulighed for at få en regering med et flertal bag sig i Forbundsdagen, som har været normen i Tyskland siden Konrad Adenauer. Selv om SPD ikke var meget for det, gav man sig alligevel. Det var for SPD et fatalt valg.

Valget blev samtidig en personlig triumf for Angela Merkel, som gik betydeligt frem med sit parti, CDU. En ny GroKo-med CDU/CSU og SPD kom i stand efter lange forhandlinger, hvor Merkel efter krav fra SPD bl.a. måtte finde sig i indførelsen af en minimumsløn på det tyske arbejdsmarked med henblik på at afdæmpe effekten af dele af Hartz-reformerne, som jo ironisk nok var blevet indført af SPD selv.

SPD's decimering

Fire år senere blev valget et stort nederlag for både CDU/CSU og SPD. CDU/CSU fik 33 procent af stemmerne, og SPD fik 21 procent. Kristendemokraternes store nederlag skyldtes ikke mindst Angela Merkels håndtering af flygtningekrisen i 2015, hvor hun mere eller mindre egenhændigt havde åbnet grænserne for over en million flygtninge og migranter. Visse dele af CDU/CSU’s bagland var meget kritiske over for denne fremgangsmåde. Det gjaldt også dele af SPD’s bagland, selv om røsterne herom ikke var så artikulerede som i CDU/CSU. Hvorom alting er, så forsvandt en hel del af SPD’s arbejdervælgere ved dette valg til det indvandrerkritiske parti, Alternative für Deutschland (AfD), som fik 13 procent af stemmerne.

Såvel AfD som det venstreorienterede Die Linke (med godt 9 procent af stemmerne) bliver stadig betragtet som uegnede til at indgå i regeringskoalitioner på forbundsniveau i Tyskland. Årsagen skal findes i tysk historie. Die Linke er udsprunget af SED, som styrede diktaturet DDR, og AfD minder ifølge de ledende figurer i CDU, SPD og De Grønne for meget om det ledende parti under diktaturet i Tyskland i 1933-1945.

Under valgkampen havde SPD’s kanslerkandidat, Martin Schultz, erklæret, at SPD under ingen omstændigheder ville gå med CDU/CSU i endnu en stor koalition. Angela Merkel forsøgte derfor i flere måneder at danne en såkaldt ”Jamaica-koalition” med FDP og De Grønne (kaldtes således, fordi sort, grøn og gul er de tre partiers farver, som også indgår i Jamaicas flag). Til sidst måtte forsøget imidlertid opgives, og eneste mulighed var – efter godt et halvt år uden regering – endnu en stor koalition mellem CDU/CSU og SPD, hvilket var nødvendigt, hvis man skulle have en flertalsregering. SPD ofrede sig igen for stabilitetens skyld.

I SPD foregår der i disse år en intens diskussion om, hvilken strategi der kan skaffe i det mindste nogle af de tabte vælgere tilbage. Fra 1970’erne og i årtier frem bestod partiets vælgerbasis i en kombination af arbejderklassen og det liberale uddannelsesborgerskab, hvor sidstnævnte strakte sig fra gymnasielærere og til den kreative klasse.

SPD kunne holde den liberal-borgerligt-proletariske koalition sammen, fordi den økonomiske politik var det primære politiske felt, og fordi begge koalitionens grupper i forlængelse heraf havde en interesse i en offentlig sektor af betydelig størrelse.

Kan SPD tilbageerobre arbejdervælgerne?

Sagen er imidlertid, at SPD har mistet en betydelig del af arbejdervælgerne til AfD ved de seneste valg, hvilket blandt andet skyldes, at SPD er blevet forbundet med en liberal udlændingepolitik. Samme problematik gjaldt også for det danske socialdemokratiske parti indtil valget i 2019. Det danske socialdemokratiske søsterpartis tilbageerobring af arbejdervælgerne gik ikke mindst via en ændring af partiets udlændingepolitik fra at være liberal og til at være restriktiv.

Den tidligere SPD-formand og udenrigsminister, Sigmar Gabriel, har i tysk presse henvist til det danske parti som et eksempel til efterfølgelse for SPD. Det er sket i en artikel lige efter det danske folketingsvalg med overskriften: ”SPD bør orientere sig efter de danske kammeraters resultater.” Heri skriver han: ”Alle forsøg på at undgå, at tilrettelæggelsen af den humane flygtningepolitik underminerer integrationspolitikken er konsekvent blevet afvist af SPD. Til forskel fra det tyske søsterparti har de danske socialdemokrater konsekvent taget stilling til integrationsudfordringen” (Handelsblatt, 7. juni 2019).

SPD er dobbeltpresset fra både højre og venstre side i tysk politik og har været det, siden det blev klart, at PDS/Die Linke ikke kun var et overgangsfænomen, men en permanent politisk kraft til venstre for SPD, som oven i købet bredte sig fra øst til vest i stedet for – som mange i SPD havde håbet på – ville kunne inddæmmes blandt det ældre befolkningssegment i det gamle DDR for derefter at dø ud af naturlige årsager. Det har bragt SPD ud af den undtagelsestilstand, som partiet havde været i siden 1956, da det tyske kommunistparti, KPD, blev forbudt i Vesttyskland.

Samtidig har SPD’s gentagne deltagelse i GroKoer med CDU/CSU i høj grad slidt på partiets profil. Selv om SPD ikke er gået med i de store koalitioner med CDU/CSU alene af idealistiske årsager, har der også været en holdning til, at partiet som et af tysk politiks folkepartier havde en forpligtelse til at give sit bidrag til politisk stabilitet i form af tilvejebringelsen af en regering med et flertal bag sig i Forbundsdagen. Netop den pligtnorm er imidlertid på nippet til at koste SPD rollen som folkeparti.

SPD's fremtid

Hvad skal SPD så gøre, for at skaffe den traditionelle vælgerbase tilbage, som har eller er på vej til at forlade partiet til fordel for Die Linke (dem med præference for mere social lighed) eller AfD (dem med præference for en skrappere udlændingepolitik)? SPD kunne følge de danske socialdemokraters vej, således som Sigmar Gabriel anbefaler.

Andre i SPD frygter imidlertid, at en ændring ikke vil være nok til at lokke arbejdervælgerne tilbage samtidig med, at øvelsen kan skræmme vælgerne bort, som ønsker en liberal udlændingepolitik. Skræmmeeksemplet for SPD er naturligvis en fuldstændig socialdemokratisk nedsmeltning som i Holland og Frankrig, hvilket betyder, at mange ledende medlemmer af SPD frygter at rokke båden for meget. I den forbindelse spiller det også en rolle, at SPD var partiet, som gennemførte de mest fundamentale – og på kort sigt også ulighedsfremmende – reformer i nyere tysk politik i form af Hartz-reformerne. CDU/CSU bakkede op om reformerne, men man initierede dem ikke. SPD har derfor et indbygget troværdighedsproblem, når hovedindsatsen på ulighedsområder i disse år går ud på at moderere eller afmontere dele af Hartz-reformerne, som partiet selv i sin tid stod fadder til.

Et andet område, hvor SPD har haft svært ved at tegne en skarp profil, drejer sig om EU-politikken. SPD er som CDU/CSU, FDP og De Grønne klare pro-EU partier. I Tyskland trives EU-skepsissen alene hos Die Linke og AfD. Omvendt ses SPD ikke som et klart profileret pro-europæisk parti, og partiet fik et dårligt valg ved valget til Europa-Parlamentet i 2019, hvor det kun fik 15 procent af stemmerne.

Endelig har det været problematisk for SPD med de mange skift af formænd i de senere år. Dobbelt- eller ”ligestillingsformandskabet” i form af Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken er stadig ret ukendte, men omvendt har de ikke formøblet noget af den tilslutning, som SPD havde, da de kom til i 2019. SPD lå i lang tid ret konstant omkring de 15 procents opbakning i meningsmålingerne.

I 2020 blev Olaf Scholz nomineret til at være SPD’s kandidat til forbundskanslerposten ved valget i september 2021. Det skete på forslag fra Saskia Esken og Norbert Walter-Borjans. Olaf Scholz regnes for at tilhøre SPD’s moderate fløj. Bl.a. har han stærkt talt imod et samarbejde med Die Linke. Med Olaf Scholz som kanslerkandidat er det lykkedes SPD af overhale CDU i meningsmålinger. SPD endte med at få 25,7 procent af stemmerne ved forbundsvalget, hvilket var en stor fremgang, som gjorde SPD til et større parti end CDU/CSU. I december 2021 dannede SPD regering med FDP og De Grønne i en såkaldt "trafiklys"-regering – opkaldt efter de tre partiers farver – med Olaf Scholz som forbundskansler.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig