CDU

Commons.Wikipedia .
Licens: CC BY 2.0
Commons.Wikipedia .
Licens: CC BY 2.0
Wikipedia.Commons.
Licens: CC BY 2.0
Wikipedia.Commons.
Licens: CC BY 2.0
Wikipedia.Commons.
Licens: CC BY 2.0
Commons.Wikipedia .
Licens: CC BY 2.0

Artikelstart

CDU, Christlich Demokratische Union, er et tysk politisk parti. CDU blev grundlagt i 1945 og var før Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949 organiseret i de fire besættelseszoner.

Da østzonens CDU i 1947 indgik i den østtyske Nationale Front, kom det til et brud, og de tre vestlige CDU-landsforbund sluttede sig i 1949 sammen til én organisation. CDUs første leder var Konrad Adenauer, der var tidligere medlem af det katolske parti Zentrum, som CDU kan ses som arvtager efter. I 1990 efter Berlinmurens fald blev det vesttyske og det østtyske CDU forenet.

Som parti var CDU imidlertid en nyskabelse. Det var et konservativt folkeparti, der forsøgte at samle kristne inden for alle konfessioner. En del af CDU gik oprindelig ind for en kristelig socialisme, men det blev idéen om en social markedsøkonomi, der bestemte partiets program. Siden Adenauer er partiet gået ind for Tysklands tilknytning til USA, medlemskab af NATO og Europas politiske union. På trods af hensigtserklæringen om Tysklands genforening søgte partiet som regeringsparti længe at isolere DDR.

Samtidig var dannelsen af CDU imidlertid også en reaktion imod tiden under Weimarrepublikken med den atomisering af partisystemet, der fandtes da, og som fik stor betydning for dens undergang. Det var derfor målet at skabe et bredt folkeligt parti, som også havde stærke rødder hos lønmodtagere og med forbindelser til fagforeningerne. Samtidig ville partiet samle katolikker såvel som protestanter og ikke være et rent katolsk parti som Zentrum var det under Weimarrepublikken med Konrad Adenauer som en ledende skikkelse. Den brede sociale, konfessionelle og politiske basis har givet CDU en mulighed for fleksibilitet, uden at det er gået ud over det, som er så vigtigt for alle politiske partier, nemlig at fastholde deres ideologiske branding.

I delstaten Bayern fungerer partiet CSU som søsterparti til CDU, og de to partier har siden 1957 haft gruppefællesskab i Forbundsdagen. CDU har frem til 1969, igen fra 1982 til 1998 og siden 2005 haft regeringsledelsen; fem af Forbundsrepublikkens kanslere har været CDUere: Konrad Adenauer (1949-63), Ludwig Erhard (1963-66), Kurt Georg Kiesinger (1966-69), Helmut Kohl (1982-98) og Angela Merkel (2005-).

Sammen opnåede CDU/CSU mange fordele via det nye valgsystem i Frobundsrepublikken Tyskland efter 2. Verdenskrig, der bevidst var indrettet med henblik på at undgå den ustyrbare partisplittelse, som havde martret Weimarrepublikken. Selv om de to kristelig demokratiske partier oprindeligt var tilhængere af en valgmåde à la de britiske og amerikanske flertalsvalg i enkeltmandskredse i perioden 1945-49, fik CDU/CSU meget gode resultater under valgsystemet med proportionel repræsentation kombineret med en spærregrænse på fem procent. Da først CDU/CSU var dannet, blev det en hegemonisk kraft i tysk politik, som andre politiske partier havde svært ved at slå af pinden.

Tilslutningen til CDU/CSU blev desuden fremmet af det vesttyske økonomiske mirakel, som blev forbundet med CDU/CSU. I Vesttyskland i de tidlige 1950'ere var den eneste måde at komme i gang på ifølge mange tyskere at gå ud fra, at man skulle begynde helt forfra, da man befandt sig i en slags ”Stunde Null” både økonomisk, politisk og moralsk. Snart kom der en periode med fantastisk økonomisk vækst i Vesttyskland, og politisk kulminerede CDU/CSU med forbundsdagsvalget i 1957, der blev beskrevet som et ’Adenauer-valg’, da Forbundsrepublikken Tysklands første kansler og hans parti i høj grad blev opfattet som ansvarlige for den øgede levestandard. CDU’s valgplakat ved dette valg bestod i et billede af Konrad Adenauer og teksten ”Keine Experimente”. Vælgerne behøvede ikke mere forklaring.

Fremgangen var især et resultat af Ludwig Erhards succesfulde markedsøkonomiske reformer som økonomiminister med udgangspunkt i den ordoliberale økonomiske filosofi baseret på hård konkurrenceregulering og en stabilitetsorienteret økonomisk politik. Samtidig var en medvirkende faktor til partiernes folkelige opbakning, at CDU fra begyndelsen anlagde en centrum-orienteret politisk linje (partiets rødder var som nævnt til dels i partiet Zentrum), som rakte ud mod de tyske arbejdere og fagforeninger.

På det tidspunkt syntes der ikke at have været noget realistisk alternativ til politikken ført af Adenauer og hans økonomiminister, Ludwig Erhard. CDU/CSU’s popularitet hos vælgerne steg fra 31 procent i 1949 til 45 procent i 1953 og til over 50 procent af stemmerne i 1957.

FDP forlod koalitionen med CDU/CSU i 1966 efter uenighed med Ludwig Erhard om den økonomiske politik. Det betød, at Erhard efterfølgende blev vraget som formand af sit eget parti. CDU gik i stedet ind i en stor koalition med SPD med Kurt-Georg Kiesinger (CDU) som forbundskansler (kaldes i Tyskland for ’GroKo’ – Grosse Koalition). Denne regering, som ikke havde nogen opposition af betydning i Forbundsdagen, var i stand til at håndtere den økonomiske situation og den bølge af radikal politisk aktivitet på gaderne og på universiteterne, som opstod med studenteroprøret i 1968.

GroKo med CDU/CSU og SPD formåede også at tage de første skridt i retning af at få en normal vesttysk kontakt med de østeuropæiske lande i Østblokken. Kontakten til de østeuropæiske nabolande havde indtil da lidt under, at man under Adenauer ikke ville have diplomatisk kontakt med lande, som anerkendte DDR (med undtagelse af Sovjetunionen). Der var imidlertid kun få politikere og vælgere, som ønskede at have denne ret unaturlige regering med de to store partier på hver sin fløj.

Ved forbundsdagsvalget i 1969 kunne det lille FDP selv vælge, hvilket af de to store partier det ville støtte i regeringen. Selv om man aldrig eksplicit havde udmeldt en præference, havde der faktisk været flere indikationer på, at man ville vælge SPD. Det skete også. Willy Brandt, der var SPD-leder og udenrigsminister i den store koalition samt tidligere overborgmester i Vestberlin, blev forbundskansler. Walter Scheel blev som FDP-leder udenrigsminister.

Skiftet fra CDU til SPD på kanslerposten markerede enden på efterkrigsfasen i Vesttyskland. Skiftet viste landets status som et normalt europæisk demokrati med et styre, hvor magten veksler frem og tilbage mellem forskellige partier på centrum-højre og centrum-venstre siden, og hvor regeringer overlever kriser (i modsætning til under Weimar-republikken). Den nye regering lykkedes med at gennemføre de løfter, som begge partier havde afgivet under deres valgkampagner. Brandt-koalitionens nye politik over for de kommunistiske lande i Østeuropa blev kendt som østpolitikken (’Ostpolitik’) og resulterede i traktater med Sovjetunionen og Polen og en traktatlignende aftale med DDR såvel som en firemagtstraktat vedrørende Berlin.

SPD med Helmut Schmidt som forbundskansler vandt valget i 1976, men snart efter viste koalitionen tegn på at være slidt ned. Mange troede ikke, at den ville holde indtil 1980-valget. Så skete der imidlertid det, at de Kristelige Demokrater valgte den meget konservative CSU-leder, Franz Josef Strauss, som deres kanslerkandidat. Da FDP under ingen omstændigheder ville støtte Strauss som kansler, forblev SPD-FDP-koalitionen derfor intakt og vandt også valget i 1980.

FDP frygtede i begyndelsen af 1980’erne, at SPD's upopularitet (som viste sig i meningsmålingerne) ville smitte af på partiet. FDP's forsøg på (som i 1966 med Erhard) at få vedtaget en mere markedsorienteret politik og flere besparelser i de offentlige udgifter var resultatløse. I september 1982 forlod FDP derfor regeringen. Den 1. oktober 1982 støttede FDP CDU/CSU’s mistillidsvotum mod kansler Schmidt. Helmut Kohl blev derefter kansler i stedet for Helmut Schmidt uden nyvalg.

Den nye regering med CDU’eren Kohl i spidsen kom således til magten uden valg på grund af FDP's skift af koalitionspartner. Den nye regering indså, at man behøvede et hurtigt vælgermandat, hvorfor et valg fandt sted i marts 1983. Det gav den nye regering et sikkert flertal. Den økonomiske politik undergik samtidig en ændring i retning af reduktion af den offentlige sektors underskud og en mere erhvervsvenlig politik. Kohl-regeringen vandt endnu en periode ved valget i januar 1987. Han vandt også ”genforeningvalget” til Forbundsdagen i 1990 og forbundsdagsvalget i 1994.

Ved indgangen til forbundsdagsvalget i 1998 kunne Kohl og hans koalitionspartner i FDP konstatere, at de sidste 16 års tyske indenrigspolitik havde været en ren CDU-FDP-bastion. Kohls rolle som ”genforeningens fader” havde sandsynligvis givet ham en del år ekstra som forbundskansler. Det var lykkedes Kohl at genforene vest og øst til én samlet tysk enhed i 1990. Valget i 1998 skulle imidlertid vise sig at bringe denne æra til ophør og indvarsle en ende på CDU-hegemoniet.

Efter forbundsdagsvalget i september 1998, hvor CDU og CSU led et alvorligt nederlag, måtte CDU overlade kanslerposten til Gerhard Schröder (SPD). Som følge af valgnederlaget trådte Helmut Kohl tilbage i november 1998 som partiformand og blev erstattet af Wolfgang Schäuble.

Kort tid efter udløste beskyldninger om bestikkelse og ulovlig partistøtte en dyb krise i partiet. Schäuble måtte i 2000 træde tilbage og blev erstattet af Angela Merkel.

I begyndelsen af 2002 enedes CDU og CSU om CSUs formand, Edmond Stoiber, som kanslerkandidat til forbundsdagsvalget i september 2002. Stoiber fik dog ikke megen vælgeropbakning i Nord- og Østtyskland og kunne ikke vinde regeringsmagten.

I de følgende år sejrede CDU ved delstatsvalg i Slesvig-Holsten og Nordrhein-Westfalen. I maj 2005 blev Angela Merkel udnævnt som kanslerkandidat, og selv om CDU ved forbundsdagvalget i september 2005 fik det tredjedårligste resultat i parties historie, blev Angela Merkel Tysklands første kvindelige kansler i november 2005. Hun ledede en koalitionsregering – en såkaldt GroKo, Grose Koalition – bestående af CDU/CSU og SPD.

Ved valget i 2009 vandt CDU/CSU valget igen med Angela Merkel i spidsen. Denne gang kunne hun danne regering med sin foretrukne koalitionspartner, FDP. Valget fire år senere i september 2013 blev en personlig triumf for Merkel, som gik betydeligt frem med sit parti, CDU. Valget indebar en sejr til CDU/CSU, som med 42 procent af stemmerne og næsten halvdelen af pladserne i Forbundsdagen fik det bedste resultat siden genforeningsvalget i 1990. Samtidig røg den hidtidige koalitionspartner, FDP, imidlertid ud af Forbundsdagen for første gang i partiets historie, fordi det ikke opnåede de krævede fem procent af stemmerne.

Eneste realistiske regeringsmulighed i 2013 var derfor en regering på baggrund af en GroKo mellem CDU/CSU og SPD. Den kom i stand efter lange forhandlinger, hvor Angela Merkel efter krav fra SPD bl.a. måtte finde sig i indførelsen af en minimumsløn på det tyske arbejdsmarked med henblik på at afdæmpe effekten af dele af Hartz-reformerne, som ironisk nok var indført af SPD’s kansler Schröder. Det var tredje gang i Forbundsrepublikkens historie, at man fik en GroKo.

Valget i 2017 gav store nederlag til de to store tyske folkepartier, CDU/CSU og SPD. CDU/CSU fik 33 procent af stemmerne, og SPD fik 21 procent. CDU/CSU’s store nederlag skyldtes ikke mindst Angela Merkels håndtering af flygtningekrisen i 2015-2016, hvor hun havde åbnet de tyske grænser for over en million flygtninge og migranter. Visse dele af CDU/CSU’s bagland var meget kritiske over for denne fremgangsmåde. Under valgkampen havde SPD endvidere erklæret, at man under ingen omstændigheder ville gå med CDU/CSU i endnu en GroKo. Merkel forsøgte derfor i flere måneder at danne en såkaldt Jamaica-koalition med FDP og De Grønne, som var opkaldt efter partiernes tre farver: sort (CDU/ CSU), gul (FDP) og grøn (De Grønne).

Efter månedlange forhandlinger måtte forsøget imidlertid opgives, og eneste mulighed var derefter endnu en GroKo mellem CDU/CSU og SPD, hvis man skulle have en flertalsregering, hvad der har været normen i Forbundsrepublikken Tyskland siden 1949, hvor den blev stadfæstet af Konrad Adenauer som endnu et element, som skulle umuliggøre gentagelsen af Weimarrepublikkens kaos i den nye Forbundsrepublik. For Angela Merkel blev det skuffende valgresultat i 2017 efter flygtningekrisen begyndelsen på enden. Hun erklærede, at hun ville trække sig som formand for CDU og senest ved valget i 2021 også som forbundskansler.

Angela Merkels regeringsperiode har indebåret sejre og nederlag for CDU/CSU. I fire ud af fem forbundsdagsvalg har hun ikke klaret det godt som leder af CDU/CSU-koalitionen, når man ser på stemmetallene. Senest i september 2017 fik partiet cirka 33 procent af stemmerne – den laveste stemmeandel siden 1945. Hendes valgsejr i 2013 faldt, efter at Tyskland med hende ved roret tilsyneladende var kommet bedre gennem den økonomiske krise end mange andre europæiske lande. I 2013 lå CDU/CSU på 42 procent.

Angela Merkel slutter muligvis med at have reddet stormen af for CDU. Noget kunne i tyde på, at CDU får forbundskanslerposten igen. Hvis det bliver resultatet, vil det være en udmærket finale for Angela Merkels lange periode som forbundskansler. Det ville i givet fald endnu engang bekræfte CDU/CSU’s position som det hegemoniske parti i tysk politik. Kanslerkandidaten for CDU/CSU til forbundsdagsvalget i 2021 bliver formanden for CDU, Armin Laschet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig