Forholdet mellem DDR og Vesttyskland var en nøglefaktor i øst-vestforholdet. I Tyskland reflekterede den kolde krig sig i opdelingen i to stater. I første omgang så en genforening ud til at være urealistisk, netop fordi de to tyske stater hver især var integreret i rivaliserende blokke. DDR-styret accepterede oprindeligt ligesom Vesttyskland officielt, at genforeningen ville finde sted på et tidspunkt. Men DDR's vision for et genforenet Tyskland var en socialistisk republik, hvilket kunne se svært ud, når Vesttyskland var kapitalistisk.
Forbundsrepublikkens første kansler, Konrad Adenauer, og de vestlige allierede søgte at knytte Vesttyskland så tæt til Vesten som muligt både økonomisk og militært. Den udvikling lagde pres på Sovjetunionen og DDR. DDR's ministerpræsident i begyndelsen af 1950'erne, Otto Grotewohl, forsøgte sig med en plan for genforeningen af Tyskland i en neutral stat. Den plan var uacceptabel for Adenauer-regeringen, som forlangte, at frie tyske valg skulle gå forud for enhver konference om forfatningen for at genforene Tyskland i én tysk stat. Det var imidlertid en betingelse, som SED i DDR ikke turde acceptere, da SED efter alt at dømme så ville miste enhver indflydelse på Tysklands politiske retning. Da genforeningen kom i 1990 var Adenauer-regeringens linje, som blev fulgt, og konsekvensen blev, som SED havde frygtet.
Den sovjetiske leder, Josef Stalin, sendte i 1952 en besked til de vestlige magter, hvor han tilbød et genforenet Tyskland baseret på frie valg og en fredstraktat med de allierede. Betingelsen var dog, at det genforenede Tyskland skulle være en neutral og relativt afrustet stat, hvor der kun skulle være de styrker, som var nødvendige for landets forsvar. Et genforenet Tyskland måtte ikke blive bundet til NATO. Disse vilkår var imidlertid uacceptable for Adenauer og hans vestlige allierede. De frygtede bl.a., at et relativt afrustet og genforenet Tyskland ville glide langsomt ind i den sovjetiske magtsfære og være et let militært bytte i tilfælde af en sovjetisk aggression.
Som modsvar udviklede Adenauer en isolationspolitik over for DDR baseret på den såkaldte Hallstein-doktrin (opkaldt efter Walter Hallstein, som var departementschef i det tyske udenrigsministerium). Hallstein-doktrinen indebar, at intet land – med undtagelse af Sovjetunionen – som havde diplomatiske forbindelser til DDR, også kunne have sådanne forbindelser til Forbundsrepublikken Tyskland. Hensigten med doktrinen var at nægte DDR international legitimitet. Det indebar bl.a., at ikke mindst tredjeverdenslande, som var afhængige af bistand fra og handel med Vesttyskland, måtte acceptere, at sådanne fordele også havde politiske betingelser.
I Forbundsrepublikken Tyskland gav ikke-anerkendelses-politikken i forhold til DDR sim bl.a. udslag i , at der i de første år blev refereret til ’die Sowjetische Besatzungszone’ eller Østzonen. Senere gik man over til at tale om ’den såkaldte’ Tyske Demokratiske Republik. Medierne i Vesttyskland henviste i det hele taget ofte til DDR som noget, der foregik i tysk indenrigspolitik. For dem var Østtyskland var for dem det tabte territorium øst for Oder-Neisse grænsen.
I Forbundsrepublikken Tysklands Grundgesetz (grundlov) stod der indtil genforeningen, at DDR ikke var en ’fremmed’ stat. DDR var snarere en del af Tyskland, som var under midlertidig ekstern kontrol. Dette betød i praksis, at alle DDR-borgere havde ret til statsborgerskab i Vesttyskland, hvilket også gjorde udvandringen fra meget DDR lettere. Desuden fastholdt Forbundsrepubikken Tyskland via Hallstein-doktrinen som nævnt, at man var landet, der alene havde ret til at repræsentere alle tyskere på vegne af den demokratisk legitime, suveræne tyske stat.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.