DDR

De sejrende magter efter Anden Verdenskrig – de vestlige allierede og Sovjetunionen – havde lært én lektie af fredsforhandlingerne efter Første Verdenskrig. Den var, at det besejrede Tyskland denne gang skulle være totalt besat indtil det tidspunkt, hvor en fredstraktat kunne blive underskrevet med et demokratisk Tyskland. Derfor var aftalen, at Sovjetunionen besatte det østlige Tyskland. Hovedstaden Berlin blev inddelt i fire særlige administrative sektorer, selv om den udelukkende var omkranset af et sovjetisk besat landområde. Dette arrangement for det fremtidige Tyskland blev bekræftet ved en konference blandt de allierede magter i Potsdam i juli 1945.

De fælles principper for besættelsen af Tyskland, som de allierede var enige om, bestod i, at nazismen i alle dens former skulle elimineres, at en demokratisk genopdragelse skulle pålægges det tyske folk, og at de dele af Tysklands industrielle kapacitet, der kunne bruges til militærproduktion, skulle elimineres.

Allerede under krigen og i særdeleshed under Potsdam-konferencen viste der sig store spændinger mellem de vestlige allierede på den ene side og Sovjetunionen på den anden side. De ideologiske forskelle mellem Vestens demokrati og markedsøkonomi og Sovjetunionens kommunisme og planøkonomi fik også betydning for Tysklands fremtid.

De ideologiske forskelle betød, at beslutningen om at behandle Tyskland som én økonomisk enhed ikke blev til noget. Uenighed om Sovjetunionens ret til at kræve fabrikker og maskineri udleveret også fra den vestlige side, Berlins status, den amerikanske Marshall-hjælp til (Vest)Tyskland, valutapolitikken og andre emner førte til sammenbrud for den fælles firemagtskontrol. Dermed var vejen banet for et todelt Tyskland med Forbundsrepublikken Tyskland i vest og DDR i øst.

Sovjetunionen sendte allerede før den tyske kapitulation i maj 1945 en gruppe tyske kommunister i sovjetisk eksil ind i de østtyske områder for at berede vejen for et regime efter sovjetisk model. Fomelt set tillod Sovjetunionen ligesom de vestlige allierede dannelsen af politiske partier i den sovjetiske besættelseszone. Samtidig favoriserede man klart det tyske kommunistparti, KPD. I østzonen blev der endvidere gennemført en nærmest total udrensning af nazisterne i hele den offentlige sektor. I alt blev cirka 520.000 personer udrenset, før afnazificeringen blev indstillet i februar 1948 i den sovjetiske besættelseszone.

Sovjetunionen pressede på for at få en sammenslutning de to arbejderpartier, KPD (kommunister) og SPD (socialdemokrater) til ét parti. Fusionen fandt sted i april 1946 og skabte ét nyt parti: det Socialistiske Enhedsparti i Tyskland (tysk: Sozialistische Einheitspartei Deutschlands – SED). Under forhadlingerne om en sammenslutning blev der afgivet løfter om lige behandling af KPD- og SPD-medlemmerne inden for SED, men de blev snart efter ignoreret af Sovjetunionen, og SED blev meget hurtigt et rendyrket kommunistisk parti.

Det liberale parti (Liberal-Demokratische Partei Deutschlands – LDPD) og det kristeligt demokratisk parti (CDU) fik tilladelse til at fortsætte med at eksistere i østzonen. Men i 1948 blev der samtidig skabt to ’marionetpartier’ i form af det Demokratiske Bondeparti (DBD) og det Nationale Demokratiske Parti i Tyskland (NDPD) (et parti for ekssoldater og rehabiliterede medlemmer af nazistpartiet). Det skete med det formål at tiltrække dem, som ellers måske ville have stemt på LDPD og CDU. På trods af eksistensen af andre partier end SED var der ingen tvivl om, at SED var det ledende parti i DDR.

For at cementere SED rolle som ledende parti blev der desuden skabt et blokpartisystem, hvor alle mandater blev tildelt partierne ud fra et kvotesystem forud for valgdagen. Vælgere skulle således blot stemme for eller imod én samlet liste over godkendte kandidater. De fire partier udover SED indgik i en fælles ’Enhedsfront af antifascistisk-demokratiske partier’ (Antifa-Bloch). På denne måde var partikonkurrencen elimineret, og SED's hegemoni var sikret. Samme procedure blev også anvendt i forhold til organisationer som fagforeninger og ungdomsorganisationer, der også blev underkastet SED's dominans.

Der var også stor forskel mellem de vestlige besættelsesmagter og Sovjetunionen i synet på omfanget af de tyske krigsskadeserstatninger. Sovjetunionen gik langt mere hårdhændet til værks end vestmagterne. I oktober 1945 beslaglagde den sovjetiske besættelsesmagt cirka 7000 industrivirksomheder i østzonen. Heraf overgik 213 vigtige industrivirksomheder (svarende til 25-30 procent af zonens industriproduktion) til egentlig sovjetisk ejendom i juni 1946. Den sovjetiske politik gik samtidig ud på, at der skulle etableres et planøkonomisk system efter sovjetisk forbillede i østzonen, hvilket var helt forskelligt fra den markedsøkonomiske model, som blev gennemførst i de vestallieredes besættelseszoner.

Socialiseringspolitikken sås også på landbrugsområdet i østzonen. Alle landbrug over 100 hektar blev i første omgang konfiskeret. Der blev oprettet småbrug, som i anden omgang fra 1952 indgik i de store østtyske kollektivbrug á la systemet i Sovjetunionen. Jordreformerne i den sovjetiske besættelseszone i Tyskland og i Polen havde som konsekvens, at junkerne med ét blev udslettet som social klasse, hvor de havde boet i mange hundrede år. En århundredgammel økonomisk struktur og en klasse, som havde haft så stor betydning for udformningen af tysk og preussisk politik og militær blev tilintegjort. Junkerklassens århundredgamle frygt for Rusland/Sovjetunionen viste sig at være reel.

Oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland af de vestlige magter den 23. maj 1949 fik hutigt et sovjetisk svar. Den 7. oktober 1949 trådte en ny forfatning for DDR i kraft. Det socialistiske økonomiske system med dets kollektiviseringer og centrale planlægning betød, at mange DDR-borgere udvandrede eller flygtede til Vesttyskland. Gennemførelsen af mere krævende arbejdsmål vedtaget af regeringen i 1953 førte til et oprør blandt arbejderne i Østberlin og andre østtyske byer den 17. juni 1953. Selv om oprøret hurtigt blev slået ned ved hjælp af sovjetiske tropper, var det udtryk for en stor utilfredshed med regimet. Det blev også hurtigt brugt af Vesttyskland som et propagandavåben mod DDR-styret som bevis på dets hårdhændede metoder og de utilfredstillende levevilkår. Opstanden i 1953 knuste samtidig sovjetiske forhåbninger om, at kommunisterne i DDR nogensinde ville komme til at spille en rolle i et eventuelt forenet Tyskland. Sovjetunionen var nu desuden klar over, at kun sovetisk understøttelse kunne holde DDR-styret ved magten.

I 1950'erne var der ikke mindst mange veluddannede borgere, som udvandrede til Vesttyskland. Derfor besluttede DDR-styret at rejse Berlinmuren i 1961, som delte Berlin i to. Man konstruerede også et velbevogtet grænsehegn langs hele grænsen mellem DDR og Vesttyskland bemandet med grænsevagter, som havde ordre til at skyde, hvis nogle forsøgte at komme til Vesttyskland. Jerntæppet var hermed en helt konkret realitet langs den tysk-tyske grænse. Resultatet var på den ene side større stabilitet i DDR, da folk indså, at de var nødt til at tilpasse sig regimet i stedet for at forsøge at udvandre fra det.

På den anden side var prisen, at mange berettiget følte, at DDR-styret holdt landets egne borgere som i et fængsel. Mange blev også dræbt i flugtforsøg. Desuden nåede levestandarden aldrig Vesttysklands niveau. En del DDR-borgere blev fængslet for systemkritik eller i et forsøg på at forlade DDR uden tilladelse. De blev isiden ofte frikøbt af Vesttyskland som politiske fanger, når DDR havde brug for 'hårde' D-mark.

Udvandringen fra DDR til Vesttyskland fra 1945 og frem drejede sig om cirka 3,7 millioner borgere. De unge og de højere uddannede var som nævnt overrepræsenteret i denne gruppe. Den østtyske statsledelse forsøgte at imødegå udvandringen ved hjælp af hård grænsekontrol (især fra 1961) og hårde straffe for ’republikflugt’, som blev effektueret, hvis de udvandrede kom midlertidigt tilbage på for eksempel familiebesøg i DDR. Så længe grænsen midt i Berlin var åben, kunne udvandringen imidlertid kun vanskeliggøres, men ikke forhindres. Tyskerne i DDR viste deres uilfredshed med mangel på demokrati og lav levestandard ved at ’stemme med fødderne’.

Efter hånden fik udvandringen et sådant omfang, at den omkring 1960 var tæt på at føre til den østtyske stats sammenbrud. Den 13. august 1961 afspærrede den østtyske regering i strid med firemagtsaftalen om Berlin alle grænser mellem Øst- og Vestberlin og påbegyndte opbygningen af Berlinmuren. Dermed stoppede flugten fra DDR næsten, men det havde den store pris, at DDR-borgerne bogstavelig talt blev lukket inde uden mulighed for at besøge borgerne i Forbundsrepubikken, som man ofte havde tætte familiebånd med.

DDR blev integreret i den sovjetiske blok gennem medlemskabet af de østeuropæiske samarbejdsorganer i form af Rådet for Gensidig Økonomisk Assistance (COMECON) og den militære Warszawa-pagt. DDR var blandt de stater i den kommunistiske blok, som støttede Sovjetunionen mest trofast (indtil Mikhail Gorbatjovs reformer). Det hang naturigvis sammen med, at DDR fuldt ud skyldte Sovjetunionen sin eksistens, og at landets kun blev opreholdt via sovjetisk understøttelse. Det gjaldt ikke i samme grad – om overhovedet – for Polen, Tjekkoslavakiet, Ungarn, Rumænien osv. DDR's ledere støttede entusiastisk den sovjetiske aktion for at eliminere det ungarske oprør i 1956 og med hensyn til at nedkæmpe reformtendenserne under ’foråret’ i Tjekkoslovakiet i 1968.

Mange havde håbet, at skiftet i DDR-lederskabet fra Walter Ulbricht til Erich Honecker i 1971 ville medføre en mere pragmatisk politik i DDR. Der kom imidlertid ikke mange ændringer på den indenrigspolitiske scene, men der blev dog underskrevet en traktat mellem de to tyske stater i 1972. Det var første skridt i den tysk-tyske udsoning og et af de konkrete resultater af Willy Brandts Ostpolitik.

Forholdet mellem DDR og Vesttyskland var en nøglefaktor i øst-vestforholdet. I Tyskland reflekterede den kolde krig sig i opdelingen i to stater. I første omgang så en genforening ud til at være urealistisk, netop fordi de to tyske stater hver især var integreret i rivaliserende blokke. DDR-styret accepterede oprindeligt ligesom Vesttyskland officielt, at genforeningen ville finde sted på et tidspunkt. Men DDR's vision for et genforenet Tyskland var en socialistisk republik, hvilket kunne se svært ud, når Vesttyskland var kapitalistisk.

Forbundsrepublikkens første kansler, Konrad Adenauer, og de vestlige allierede søgte at knytte Vesttyskland så tæt til Vesten som muligt både økonomisk og militært. Den udvikling lagde pres på Sovjetunionen og DDR. DDR's ministerpræsident i begyndelsen af 1950'erne, Otto Grotewohl, forsøgte sig med en plan for genforeningen af Tyskland i en neutral stat. Den plan var uacceptabel for Adenauer-regeringen, som forlangte, at frie tyske valg skulle gå forud for enhver konference om forfatningen for at genforene Tyskland i én tysk stat. Det var imidlertid en betingelse, som SED i DDR ikke turde acceptere, da SED efter alt at dømme så ville miste enhver indflydelse på Tysklands politiske retning. Da genforeningen kom i 1990 var Adenauer-regeringens linje, som blev fulgt, og konsekvensen blev, som SED havde frygtet.

Den sovjetiske leder, Josef Stalin, sendte i 1952 en besked til de vestlige magter, hvor han tilbød et genforenet Tyskland baseret på frie valg og en fredstraktat med de allierede. Betingelsen var dog, at det genforenede Tyskland skulle være en neutral og relativt afrustet stat, hvor der kun skulle være de styrker, som var nødvendige for landets forsvar. Et genforenet Tyskland måtte ikke blive bundet til NATO. Disse vilkår var imidlertid uacceptable for Adenauer og hans vestlige allierede. De frygtede bl.a., at et relativt afrustet og genforenet Tyskland ville glide langsomt ind i den sovjetiske magtsfære og være et let militært bytte i tilfælde af en sovjetisk aggression.

Som modsvar udviklede Adenauer en isolationspolitik over for DDR baseret på den såkaldte Hallstein-doktrin (opkaldt efter Walter Hallstein, som var departementschef i det tyske udenrigsministerium). Hallstein-doktrinen indebar, at intet land – med undtagelse af Sovjetunionen – som havde diplomatiske forbindelser til DDR, også kunne have sådanne forbindelser til Forbundsrepublikken Tyskland. Hensigten med doktrinen var at nægte DDR international legitimitet. Det indebar bl.a., at ikke mindst tredjeverdenslande, som var afhængige af bistand fra og handel med Vesttyskland, måtte acceptere, at sådanne fordele også havde politiske betingelser.

I Forbundsrepublikken Tyskland gav ikke-anerkendelses-politikken i forhold til DDR sim bl.a. udslag i , at der i de første år blev refereret til ’die Sowjetische Besatzungszone’ eller Østzonen. Senere gik man over til at tale om ’den såkaldte’ Tyske Demokratiske Republik. Medierne i Vesttyskland henviste i det hele taget ofte til DDR som noget, der foregik i tysk indenrigspolitik. For dem var Østtyskland var for dem det tabte territorium øst for Oder-Neisse grænsen.

I Forbundsrepublikken Tysklands Grundgesetz (grundlov) stod der indtil genforeningen, at DDR ikke var en ’fremmed’ stat. DDR var snarere en del af Tyskland, som var under midlertidig ekstern kontrol. Dette betød i praksis, at alle DDR-borgere havde ret til statsborgerskab i Vesttyskland, hvilket også gjorde udvandringen fra meget DDR lettere. Desuden fastholdt Forbundsrepubikken Tyskland via Hallstein-doktrinen som nævnt, at man var landet, der alene havde ret til at repræsentere alle tyskere på vegne af den demokratisk legitime, suveræne tyske stat.

Det var først i 1966-1969 under den store koalition mellem CDU/CSU og SPD, at der kom den første optøning af forholdet til DDR fra den vesttyske regerings side. Optøningen tog mere fart med østpolitikken under Brandt-regeringen fra 1969. Efter diskussioner mellem forbundskansler Willy Brandt og Willi Stoph (den daværende ministerpræsident i DDR) i Erfurt og Kassel i 1970 blev der underskrevet en traktatlignende aftale i november 1972. Når aftalen ikke blev en egentlig traktat, skyldtes det, at Vesttyskland som nævnt ikke betragtede DDR som en suveræn stat, og traktater indgås mellem stater.

Den tysk-tyske aftale indebar bl.a. fri adgang for journalister fra en tysk stat til at operere inden for den andens territorium. Den muliggjorde også, at begge tyske stater kunne tilslutte sig internationale organisationer som FN. Forbundsrepublikken Tyskland sikrede endvidere i tillæg til aftalen, at landets egen fundamentale position vedrørende en eventuel genforening af de to dele af Tyskland blev bevaret.

Aftalen regulerede forholdet mellem DDR og Vesttyskland på en mere pragmatisk måde end tidligere. Samhandelen steg på baggrund af øgede lån fra Vesttyskland til DDR og som følge af betalinger fra Vesttyskland for eksempelvis postservice og rejseruter til Vestberlin. Antallet af personlige og kommercielle kontakter steg også betragteligt. Der var imidlertid helt overvejende tale om, at flere fra Vesttyskland besøgte DDR end omvendt.

I midten af 1980'erne var ideen om en tysk genforening i de flestes øjne urealistisk. Der var endda nogle venstreorienterede politikere, som foreslog, at Vesttyskland skulle indse realiteterne, fjerne alle referencer til en mulig genforening fra landets Grundgesetz.

Det var også et udtryk for normaliseringen af forholdet mellem de to tyske stater, at DDR’s leder, Erich Honecker, blev inviteret til at besøge Vesttyskland. Efter adskillige afbud på grund af protester fra Sovjetunionen foretog han det, der lignede et statsbesøg i 1987. To år efter faldt Berlin-muren imidlertid. Tre år efter var DDR opslugt af (eller genforenet med) Vesttyskland under sidstnævntes officielle navn: Forbundsrepublikken Tyskland, selv om navnet ’Tyskland’ mere og mere anvendes som navn for den nye stat i stedet for navnet 'Forbundsrepublikken'. Før genforeingen var det lige omvendt. Genforeningen mellem de to tyske stater fandt i øvrigt sted nøjagtig som forudsat i den tyske ’Grundgesetz’.

En nøglebegivenhed i genforeningsprocessen var tilbuddet fra Vesttyskland til DDR om en valutaunion, hvor DDR-mark kunne veksles 1:1 med vesttyske D-mark. Den måde at binde den østtyske mark til den vesttyske mark på var ensbetydende med et fælles valutaområde og reelt vejen til en hurtig genforening. Tilbuddet om skabelsen af en union på én gang blev modstræbende accepteret af DDR og endeligt underskrevet den 18. marts 1990 af en nyvalgt DDR-regering under Lothar de Maizière. Der var ikke andre muligheder fr DDR-styret. DDR savnede i den grad en regering med autoritet og evne til at administrere landet. Befolkningen nægtede at adlyde nogen ordre, tiggede om D-marken og truede med at udvandre til Vesttyskland i stor stil. Nu kunne man igen 'stemme med fødderne'. Det var som i 1950'erne risikoen for at blive tømt for borgere, som udgjorde den største trussel mod DDR's eksistens. I modsætning til dengang ophørte eksistensen i 1990.