Konrad Adenauer

På trods af sin høje alder fik Adenauer en blomstrende politisk karriere efter 1945. Han var medstifter af CDU som et nyt kristeligt-socialt folkeparti, og han indgik aktivt i opbygningen af en tysk stat i de vestlige besættelseszoner.

I 1948 blev han præsident for det forfatningsgivende parlamentariske råd, 1949 indvalgtes han i Forbundsdagen, og 15.9.1949 blev han valgt til forbundskansler og leder af en koalitionsregering. Adenauer var forbundskansler indtil 1963, genvalgt tre gange — 1953, 1957 og 1961. I 1951-55 var han også udenrigsminister og 1950-66 formand for CDU.

Politisk-ideologisk fremstod Konrad Adenauer som antipreussisk og antikommunistisk. Han brød med den antivestlige linje i tysk politik, og under den kolde krig blev det hans mål at knytte Tyskland — selv hvis det kun blev en del af det — til vestmagterne og søge forståelse med dem om større tysk suverænitet.

Adenauers politik udmøntede sig 1951 i Forbundsrepublikkens optagelse i Europarådet, 1952 i deltagelse i oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, 1955 i opnåelsen af fuld tysk suverænitet og medlemskab af Den Vesteuropæiske Union og NATO.

Samme år styrkede Adenauer sin popularitet i Vesttyskland, da han under et forsoningsbesøg i Moskva havde held til at få de sidste tyske krigsfanger i Sovjetunionen frigivet og sendt hjem. Nogle af de vigtigste resultater af Adenauers politik var Vesttysklands medlemskab af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF) i 1958 og Den Fransk-tyske Venskabstraktati 1963.

Koreakrigen (1950-1953) satte rigtig skub i den vesttyske eksport. Den ledte samtidig til en debat om genoprustningen af Vesttyskland med henblik på at lette de tidligere besættelsesmagters byrde, da de nu også skulle bruge tropper til FN’s styrke i Korea.

Genoprustningen var naturligvis et ekstremt følsomt emne i Forbundsrepublikken set i lyset af de ulykker, som 2. Verdenskrig havde givet anledning til. Mange både tyskere og andre europæere afviste etableringen af et tysk militær i årene lige efter 2. Verdenskrig, akkurat som de allierede havde afvist tanken herom i 1945.

Adenauers oprustningsplaner kom således under beskydning fra venstrefløjen og fra store dele af befolkningen i Vesttyskland. Da den første plan om et vesteuropæisk forsvarssamarbejde (den europæiske forsvarstraktat om etableringen af en såkaldt Europahær) blev afvist af den franske nationale forsamling i august 1954, fandt man imidlertid en løsning, som medførte Vesttysklands medlemskab af NATO året efter. Langsomt og skridt for skridt kom Vesttyskland fuldt ud med i det vestlige samarbejde.

Adenauers effektive regeringsstil, den faldende arbejdsløshed og SPD's vedvarende manglende vælgertække medførte, at hans koalition vandt valget i 1953 med en større majoritet end i 1949. Efter uoverensstemmelser med FDP trak dette parti sin støtte til regeringen i 1956. Adenauer med CDU og CSU (det bayerske søsterparti til CDU) vandt derefter et absolut flertal af vælgerne ved valget i 1957, således at Adenauer ikke engang havde brug for FDP i sin regering. Adenauers personlige popularitet steg som følge af den økonomiske fremgang og velstand, der ikke mindst var et resultat af Ludwig Erhards succesfulde markedsøkonomiske reformer som økonomiminister. Samtidig var en medvirkende faktor til partiernes folkelige opbakning, at CDU fra begyndelsen anlagde en centrum-orienteret politisk linje (partiets rødder var da også partiet Zentrum), som rakte ud mod de tyske arbejdere og fagforeninger.

I 1959 ændrede SPD imidlertid sit program og sit image på partikongressen i byen Bad Godesberg, som er en bydel i Bonn. Man forlod dermed den marxistisk-baserede klassekampretorik til fordel for et mere moderne og mindre ideologisk partiprogram i stil med de nordiske socialdemokratier. Dette gjorde SPD til en stærkere rival for CDU/CSU.

På trods af den efterfølgende forbedring i vælgertilslutningen for SPD dannede Adenauer igen regering efter valget i 1961. Men han lovede dog at trække sig tilbage før det næste valg – et løfte, han opfyldte i 1963. Han var på det tidspunkt 87 år gammel. Adenauer-æraen havde imidlertid etableret et mønster for vesttysk politik og for landets relationer, som hans efterfølgere havde svært ved at ændre på. Adenauer skabte med andre ord en sti i tysk politik, som efterfølgerne på kanslerposten mere eller mindre var tvungne til at følge.

Adenauer satte vestintegrationen over genforeningen og hævdede, at kun et stærkt og vestligt bundet Tyskland kunne få Sovjetunionen med til en tysk genforening på vestlige betingelser. I 1952 afviste han Josef Stalins udspil om, at Tyskland kunne blive genforenet, hvis det til gengæld blev alliancefrit. Adenauer søgte også effektivt at isolere DDR, hvis eksistens han nægtede at anerkende.

Adenauer må tilskrives æren for den politik, der førte til Vesttysklands selvstændighed og ligeberettigede stilling blandt de øvrige vesteuropæiske lande. Indenrigspolitisk var han omdiskuteret; bl.a. blev han kritiseret for at lade gamle nazister og belastede embedsmænd fra Det Tredje Rige som Hans Globke genoptage deres karriere og virke som hans nære medarbejdere.

Konrad Adenauer førte en barsk ideologisk afgrænsningspolitik over for SPD, og hans egenrådige politiske stil måtte stå for skud. Han blev også bebrejdet sin passivitet i forbindelse med Berlinmurens opførelse i 1961.

Alt i alt tillægges Konrad Adenauer i dag stor betydning som politisk leder i Forbundsrepublikken Tyskland efter anden verdenskrig. Han fik Tyskland integreret i det europæiske samarbejde og i NATO, og han gennemførte en økonomisk politik, som skabte det tyske økonomisk mirakel – Die Wirtschaftswunder. På den rent politiske side skabte han en stærk position for den tyske forbundskansler, som efterfølgerne har fulgt. Den position var dog allerede forudset i den tyske grundlov fra 1948. Det var den stærke norm om, at tysk regering skal være en flertalsregering derimod ikke, men denne arv fra Konrad Adenauer gælder stadig i tysk politik.