Den Vesteuropæiske Union, WEU, var en militær alliance, der under navnet Vestunionen blev oprettet i marts 1948 af Storbritannien, Frankrig og Beneluxlandene. Medlemmerne var i henhold til traktaten ubetinget forpligtet til at garantere hinandens sikkerhed. WEUs allianceforpligtelse kan derfor opfattes som stærkere end NATOs.

Faktaboks

Også kendt som

Vestunionen, Western European Union, WEU

Sigtet med WEU var dog først og fremmest at opmuntre USA til at tage et sikkerhedspolitisk ansvar i Europa, hvilket lykkedes med oprettelsen af NATO i 1949. NATO overflødiggjorde derefter til dels Vestunionen, der fik sit nuværende navn i 1955 i forbindelse med Vesttysklands og Italiens optagelse og samtidig fik til opgave at kontrollere den vesttyske oprustning.

Indtil begyndelsen af 1980'erne stod WEU helt i skyggen af NATO, men fra 1984 blev den forsøgt genoplivet som et vesteuropæisk sikkerhedspolitisk forum. Som led heri blev de nye EF(EU)-medlemmer Spanien, Portugal og Grækenland optaget. Efter den kolde krigs ophør 1989-90 fik WEU for en tid en mere fremtrædende rolle. Dens organisatoriske apparat blev styrket, og en række lande blev knyttet til den, nogle som associerede medlemmer (europæiske NATO-lande uden for EU), andre som associerede partnere (central- og østeuropæiske lande) eller som observatører (EU-lande, der som Danmark af forskellige grunde ikke ønskede medlemskab). Samtidig placeredes WEU centralt i den sikkerhedspolitiske debat mellem USA og EU-landene.

På den ene side blev WEU med Maastrichttraktaten af 1992 knyttet til EU, således at EU's Ministerråd kunne opfordre den til at udføre militærpolitiske beslutninger inden for EU's Fælles Udenrigs- og Forsvarspolitik, FUSP (se EU (7.13. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken)). WEUs rolle blev her at være EU's "militære arm". På den anden side blev WEU søgt knyttet nærmere til NATO som del af dennes "europæiske søjle", bl.a. gennem en aftale fra 1994 om, at WEU under visse omstændigheder kunne låne militær kapacitet fra NATO til egne operationer.

Den senere diskussion (1999-2000) om en europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik skød dog WEU i baggrunden, således at NATO og EU i fremtiden vil samarbejde direkte om sikkerhedspolitiske aktioner uden WEU som mellemled. Som følge af denne udvikling blev WEUs organisation i november 2000 i alt væsentligt overført til EU.

Processen blev færdiggjort i 2009 med en solidaritets-forpligtigelse mellem EU's medlemslande, som blev indskrevet i Lissabon traktaten. Derefter blev blev medlemslandene enige om at erklære traktaten for ophævet og den 30. juni 2011 blev Den Vesteuropæiske Union formelt nedlagt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig