Weimarrepublikken er en ofte anvendt betegnelse for Tyskland i årene fra 1919 til 1933. En nyvalgt Nationalforsamling vedtog i august 1919 i byen Weimar en demokratisk forfatning for Tyskland.

Oprettelsen af Weimarrepublikken

Oprettelsen af Weimarrepublikken skete i kølvandet på det tyske kejserriges sammenbrud den 9. november 1918 og 1. Verdenskrigs afslutning med en våbenstilstand den 11. november. Sideløbende med dette udfoldede sig en revolutionær og urolig overgangsfase, den såkaldte Novemberrevolution. Den urolige periode stilnede af, da der blev valgt en forfatningsgivende Nationalforsamling den 19. januar 1919.

Med vedtagelsen af en ny forfatning den 11. august 1919 blev Weimarrepublikken formelt oprettet. Efter valget i januar havde Tyskland de facto udgjort et parlamentarisk demokrati med en flertalsregering. Dens hovedopgaver var at få sluttet fred og få normaliseret situationen oven på krig, Novemberrevolution og indre uro.

Versaillestraktaten og det nye demokrati

Tyskland havde tabt krigen. I maj 1919 blev det nye demokratiske styre præsenteret på slottet Versailles ved Paris. Det skete med Versaillestraktaten, som indeholdt en række betingelser for fred. Traktaten pålagde Tyskland vidtgående fredsbetingelser og var en ydmygelse af den tyske stormagt.

Traktatens betingelser

Tyskland blev gjort ansvarlig for krigen i den såkaldte krigsskyldsartikel nummer 231, og det skulle afstå store landområder til det nye Polen og Elsass-Lothringen til Frankrig, andre grænser til Belgien og Danmark skulle afgøres ved folkeafstemninger, og Tyskland skulle afrustes til et militær på 100.000 mand.

Landet blev endvidere pålagt at betale omfattende krigsskadeserstatninger (såkaldte reparations) til de krigshærgede lande. Beløbet blev i 1920 foreløbigt fastsat til 132 mia. guldmark. Desuden blev Tyskland ikkeoptaget som medlem af den nye internationale organisation til sikring af fred, Folkenes Forbund.

Den tyske reaktion på vilkårene

Den tyske delegation i Versailles og den tyske regering afviste fredsbetingelserne, men efter at de allierede sejrherrer havde truet med at genoptage krigshandlingerne, bøjede en ny tysk regering sig og underskrev den 28. juni 1919 fredstraktaten.

Freden blev opfattet som hård: Tyskland måtte afstå godt 1/6 af sit territorium med 1/7 del af sin befolkning. Landet måtte optage udenlandske lån for at kunne betale krigsskadeserstatninger. Den samlede sum, som Tyskland betalte, blev senere anslået til mere end 60 mia. dollars. Betalingen af krigsskadeserstatninger blev indstillet i 1932, mens det sidste afdrag på de udenlandske lån blev betalt i 2010.

Det store militær blev reduceret til 100.000 mand, Tyskland måtte ikke besidde offensiv- eller angrebsvåben, og Tyskland blev internationalt sat i en slags skammekrog, indtil det i 1926 kunne optages som medlem af Folkenes Forbund.

Versaillestraktaten var indenrigspolitisk omstridt, og alle partier gik ind for at få revideret fredstraktaten. Det skete først fra 1934 af, da det nazistiske regime ensidigt begyndte at bryde fredsbetingelserne.

Fra politisk uro til stabilitet: 1919-1923

Krigen efterlod store problemer. Flere millioner soldater skulle demobiliseres, og arbejdsløsheden voksede. Landet oplevede en inflation, der kulminerede i en hyperinflation i 1923, hvilket førte til en valutareform.

Politisk fortsatte uroen. Efter den kommunistiske Spartakusopstand i Berlin i januar 1919 fulgte i marts 1920 et statskupsforsøg anført af Wolfgang Kapp og Walther von Lüttwitz (kaldet Kapp-kuppet), hvorunder regeringen måtte flygte fra Berlin. Og i 1923 kom flere oprørsforsøg, forsøg på statskup i München (det såkaldte Ølstuekup) og den fransk-belgiske besættelse af Ruhr-området i januar 1923.

I september 1923 gennemførtes en valutareform, der stoppede inflationen og indledte en politisk og økonomisk stabil periode. Det liberale og frisindede nye demokrati førte samtidig til en kulturel blomstring der med hovedstaden Berlin som centrum er kendt under betegnelsen de "gyldne" eller "brølende" 1920'ere.

Årene med stabilitet: 1924-1929

Også en ny ordning på betalingen af krigsskadeserstatninger med den såkaldte Dawes-plan, der fra 1924 fastlagde årlige betalinger, medvirkede til stabiliseringen. Fra 1924 oplevede økonomi, samfund og politik i Tyskland fremgang og stabilitet, amerikanske lån bidrog til at styrke økonomien, og trods hyppige regeringsskift medvirkede etableringen af den store koalition i 1928 til politisk stabilitet.

Internationalt førte Tyskland en såkaldt forsoningspolitik over for Vestmagterne, og i 1926 blev landet rehabiliteret, da det blev medlem af Folkenes Forbund. Med Locarno-aftalen i 1925 havde Tyskland godtaget de nye grænser mod vest, mens det blev afvist at anerkende de nye grænser til Danmark og Polen. Og i 1930 blev den udenlandske besættelse af Rhinlandet, der blev betragtet som garanti for at Tyskland opfyldte fredsbetingelserne, afsluttet før tid.

Weimarrepublikkens undergang i 1933

Forud for Weimarrepublikkens undergang var den økonomisk verdenskrise i slutningen af 1929, som ramte den eksportafhængige tyske økonomi hårdt. Man så en omfattende produktionsnedgang og voksende arbejdsløshed, der kulminerede i 1932 med over 30 % arbejdsløse og udbredt social nød.

Politisk usikkerhed førte i marts 1930 til et systemskifte. Med indsættelsen af regeringen Brüning kom en regering, der var afhængig af rigspræsidenten og ikke længere af Rigsdagen. Dermed indledtes det såkaldte præsidialstyre, der var en mere autoritær regeringsform.

Nazismens fremmarch

Det nazistiske parti NSDAP havde frem til 1929/30 mest gjort sig bemærket ved brug af vold og terror i offentligheden. Men ved valget til Rigsdagen den 14. september 1930 fik partiet som det næststørste parti et politisk gennembrud.

Det fortsatte de følgende år, og ved et nyt valg i juli 1932 blev partiet med 37 % af vælgerne bag sig det største parti. Da var NSDAP allerede kommet med i magten i et par delstater. Partiet havde opbakning fra over en tredjedel af de tyske vælgere, da rigspræsident Paul von Hindenburg den 30. januar 1933 indvilligede i at udnævne partiets leder Adolf Hitler til rigskansler og leder af en ny præsidialregering.

Kort tid derefter blev Weimarrepublikken efter udhuling af den demokratiske forfatning reelt lagt i graven efter knap 14 års levetid.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig