Versailles

Indretningen af slottet blev forestået af Charles Le Brun, der sammen med François Girardon skabte og udsmykkede den 78 meter lange Spejlsal (1678-1686), der ud mod parken forbinder kongens og dronningens gemakker. Mansart indrettede sammen med Robert de Cotte de kongelige gemakker, bl.a. Ludvig 14.s soveværelse i anlæggets absolutte centrum.

Slotskirken i østfløjen (1689-1710) skyldes ligeledes Mansart og de Cotte, mens den fine nyklassicistiske slotsopera i samme fløj er indrettet af Ange-Jaques Gabriel i 1748-1770. Slottet har været museum siden 1837.

Slottet Versailles er placeret på en mindre, ca. 20 meter høj bakkeformation, hvorfra terrænet mod vest – dvs. på havesiden – oprindelig faldt svagt og fladede sig ud til en lavtliggende slette. På denne vestvendte skråning, anlagdes – efter jagtslottet var bygget – en kvadratisk parterrehave, Petit Parc, i alt ca. 800 gange 800 meter stor og inddelt i 16 felter. Denne parterrehave, som er vist på en plan fra omkring 1652-1661, strakte sig ned til det sted, hvor det moseagtige terræn begyndte.

I 1661 ansatte Ludvig 14. arkitekten Louis Le Vau til at udvide slottet, maleren Charles Le Brun til at udsmykke det og havekunstneren André Le Nôtre til at tegne haven.

Fra 1661 og 40 år frem arbejdede Le Nôtre videre med haven og skabte den storslåede barokhave, som vi ser i dag. Han bearbejdede og brugte det faldende terræn omkring slottet: På ankomstsiden i øst stiger en granitbefæstet flade jævnt op mod slottet; på havesiden mod vest blev terrænet drænet og vandet brugt til at danne en kanal med korsform, der således rækker ud i fire retninger. Kanaludgravningen blev påbegyndt i 1668, og de smukke, brede vandflader ses i den 1500 meter lange og 62 meter brede Grand Canal, i tværkanalen og i bassiner, ikke mindst det store bassin, Pièce d'Eau des Suisses sydvest for slottet.

Le Nôtres plan er bygget op omkring en dominerende symmetriakse, hvortil kommer et system af langs-, tvær- og diagonalgående alléer samt bosquetter og broderiparterrer. Det store haveanlæg rummer tillige skulpturer, hvoraf en del sammen med citrus-træer i potter blev hentet fra Nôtres barokhave Vaux-le-Vicomte.

For at markere havens lange, gennemgående akse skar Le Nôtre en bred åbning igennem den gamle, kvadratiske have, Petit Parc, i form af et græstæppe, et tapis vert, der når ned til Apollon-bassinet og derefter afløses af Grand Canal.

I den nordlige havedel ligger lystslottene Grand Trianon, opført 1687 og Petit Trianon, opført 1762-1768 samt miniaturelandsbyen Le Hameau. I 1770’erne fik Marie-Antoinette anlagt en landskabshave her.

Fra 1682 blev det hydrauliske system til kaskader og fontæner udviklet, bl.a. af den danske videnskabsmand Ole Rømer.

André le Notre blev i 1692 efterfulgt af sin nevø Claude Desgots, som i 1686 tegnede den plan, der ses på illustrationen.

Fra 2008 har kunstnere i sommerhalvåret skabt kunstværker i dialog med slot og have; bl.a. Jeff Koons i 2008, Anish Kapoor i 2015 og i 2016 Olafur Elíasson, der skabte et præcist, højt vandfald i begyndelsen af Grand Canal og et tågeslør af vand i Bosquet de l’Etoile.