allé

Allé, gade, vej eller havegang, kantet på begge sider af ensartede trærækker. Det blev i 1600-t. et yndet indslag i franske haver at opdele og indramme disse af alléer, som fortsatte langs vejene ud over det tilhørende landbrugsland og gennem skovene; ingen skulle være i tvivl om, at området tilhørte en stor jordbesidder.

De ældste danske alléer er fra begyndelsen af 1700-t.; de blev anlagt ved kongelige veje, der førte til slotte og slotshaver, ved herregårde, som markering af opkørslen til større bøndergårde samt i disses haver. Den længste danske allé hører til Ledreborg herregård, hvorfra en 7 km lang allé fører til Roskilde.

Der gjaldt særlige regler for forholdet mellem alléens længde og bredde, og træerne skulle stå to og to over for hinanden; disse krav overholdes ikke længere. I 1800-t. anlagde man de brede gader, boulevarderne, hvor der tidligere havde ligget forsvarsværker i form af volde og grave. En række gadegennembrud blev, specielt i Paris, tilplantet med allétræer. I 1900-t. blev træer plantet af de offentlige myndigheder langs gader og veje, i parker, på kirkegårde og ved offentlige bygninger, bl.a. i de kongelige haver til afløsning af de gamle lindealléer.

Som allétræer bruges lind, platan, hestekastanje, røn, løn, akacie m.fl. Elm var tidligere en meget anvendt art, men da der siden 1955 har været elmesyge i Danmark, er plantning af elm næsten opgivet. Såvel de gamle som de nyplantede alléer i byerne har vanskelige vilkår; de gamle er ofte for smalle til den moderne trafik, og i særlig markante alléer har man ensrettet trafikken i selve alléen og anlagt en ny kørebane udenfor, som fx Jægersborg Allé i Gentofte ved København.

Jordsammenpresning, beskadigelse af rodnet ved op- og nedgravning af forsyningsledninger, parkering mellem træerne, påkørsel samt nedsivning af vejsalt og andre kemikalier truer allétræerne. Nyetablering af alléer kræver i byerne et større anlægsarbejde med udskiftning af jord, dræning og mulighed for vanding, nærings- og lufttilførsel.