Elm, Ulmus, slægt af løvfældende træer tilhørende elmefamilien; fem arter i Europa og mindst 12 i tempereret Nordamerika og Asien. Elm har dybt furet bark. Bladene sidder i to rækker langs grenene, er oftest ru af stive hår og har meget skæv basis. De små tvekønnede blomster sidder i tætte nøgler på skud fra året før. Blosteret er enkelt og 4-8-delt med et tilsvarende antal støvbærere og et tovinget frugtanlæg med to grifler. De fleste arter blomstrer før løvspring, og de karakteristiske vingede frugter, manna, udvikles kort efter og spredes allerede i forsommeren.
Tre arter af elm anses for oprindeligt vildtvoksende i Danmark: skovelm (storbladet elm), Ulmus glabra, småbladet elm (parkelm), Ulmus carpinifolia, og skærmelm, Ulmus laevis. Skovelm er almindelig i skove og hegn på næringsrig bund i hele landet, dog ikke Vestjylland. Småbladet elm forekommer vildtvoksende især i sommervarme og relativt nedbørsfattige egne langs de indre danske farvande; muligvis er det en relikt fra en tidligere varmeperiode som fx Atlantisk tid eller Subborealtid. Skærmelm findes kun i skovene omkring Krenkerup på Lolland og må også betragtes som en varmetidsrelikt.
Elmens ved er lyst yderst (splintved), men længere inde mørkebrunt (kerneved). Elmetømmer får let dybdegående, rådne knasthuller og bruges derfor sjældent i større stykker, men da det kan forarbejdes meget smukt, er det velegnet til mindre genstande, fx geværkolber, parketstave og til finering. Elm fra danske skovbrug anvendes ikke i større omfang til produktionsformål; det elmeved, der bruges i Danmark, er hovedsagelig importeret.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.