Relikt, i botanik og zoologi undertiden en betegnelse for en tidligere, men ikke længere fungerende struktur; mere almindeligt betegner relikt en plante- eller dyreart, der tidligere havde større udbredelse og nu overlever i et begrænset område.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet relikt kommer af latin relictum 'noget efterladt', af re- og afledn. af linquere 'forlade, efterlade'.
Det californiske mammuttræ, Sequoiadendron giganteum, er et eksempel på en sådan art; det vokser i nutiden kun i Sierra Nevada, Californien, men kendes fra fossilfund også i Europa og Asien. I Skandinavien har en del plante- og insektarter, der ellers er knyttet til fjeldkæden, reliktforekomster i åben, steppeagtig alvarvegetation på Öland og Gotland, hvor de sandsynligvis har overlevet fra postglacial tid.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.