mammuttræ

Mammuttræ i Ledreborg Park.

.

Mammuttræ, kæmpetræ, Sequoiadendron, nåletræsslægt i sumpcypresfamilien med kun en art, Sequoiadendron giganteum, hjemmehørende i Sierra Nevada i Californien. Bladene er 3-6 mm lange (på hovedskuddene indtil 12 mm), skælformede og skruestillede. Koglerne er ægformede med skruestillede, skjoldformede kogleskæl; hvert skæl bærer 3-9 frø på oversiden. Barken er rødbrun, flaget og meget blød. Den kan på gamle træer blive 50 cm tyk.

Mammuttræet hører til blandt verdens største træer. Det kan blive næsten 100 m højt med en stammeomkreds på over 25 m og nå en alder af 1500 år. I Danmark kan 30-35 m høje mammuttræer med en stammeomkreds på 4-5 m ses i enkelte herregårdsparker, fx Ledreborg og Knuthenborg.

Se også Sequoia National Park.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig