Subborealtid, Yngre Lindetid, geologisk tidsperiode fra 3900 f.Kr. til 500 f.Kr. Tidsperioden, der består af de kulturhistoriske perioder yngre stenalder og bronzealder, afslutter Postglacialtidens varmeoptimum, hvor temperaturen i Danmark var ca. 2 °C varmere end i dag. Klimaet blev koldere i løbet af Subborealtid, og perioden antages at have været relativt tør, men med betydelige nedbørs- og temperaturudsving.

Skovene var domineret af lind, ask og eg. Hassel og birk blev også almindelige træer, og bøg kom til landet ca. 1500 f.Kr., omtrent samtidig med avnbøg. En betydelig tilbagegang for elm, bl.a. forårsaget af menneskelig udnyttelse og elmesyge, indledte perioden, og mennesker skabte lysninger i skoven ved svedjebrug for at dyrke jorden. Nogle hundrede år efter landbrugets indførelse indledtes landnamsfasen, hvor skove blev fældet og nyt land opdyrket og navnlig anvendt til græsning. Nye naturtyper som overdrev, eng og hede opstod; de ældste lyngheder er således fra ca. 2800 f.Kr. Forskellige arter af hvede blev almindeligt dyrket i begyndelsen af Subborealtid. Senere blev nøgen byg den hyppigste kornsort, og havre blev introduceret, samtidig med at bøgen indvandrede. Se også Holocæn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig