Artikelstart
Lind, Tilia, slægt af løvfældende træer i katostfamilien. Slægtens ca. 25 arter er udbredt på den nordlige halvkugle; i Europa forekommer fem arter, der alle kan krydses med hinanden, hvilket kan vanskeliggøre artsbestemmelsen. Arterne har alle toradede blade, der ofte danner en tæt bladmosaik. Blomsterstanden er en kvast, hvis skaft er sammenvokset med det ene forblad, som ved frugtmodning vokser og danner en vinge, der hjælper til spredning af frugterne. Blomsterne har som regel fem grønlige bægerblade og fem gullige kronblade; støvbærerne er mange, men placeret i fem bundter. Frugtanlægget består af helt sammenvoksede frugtblade; frugten er nøddeagtig med kun ét frø. Honningkirtler i blomsten udvikler store mængder duftende nektar, der giver glimrende honning.
To arter, småbladet lind (Tilia cordata) og storbladet lind (T. platyphyllos), er vildtvoksende i Danmark. Parklind (T. europaea), der anses for en naturlig hybrid mellem storbladet og småbladet lind, er indført i Danmark. Den er meget plantet i parker og som vejtræ pga. relativt god salttolerance og evne til at regenerere efter beskæring; den er mindre egnet til parkeringspladser pga. hyppige bladlusangreb, der visse år resulterer i store mængder honningdug (ofte over 1 kg/m2 pr. år), der dækker alt under træerne med et klæbrigt lag.
Pga. velegnet skud- og kronbygning og de gode muligheder for at forme træets krone ved beskæring har arter af lind i århundreder spillet en stor rolle som pryd- og allétræ omkring slotte, ved bonde- og præstegårde og som centralt træ i bystævnet i de gamle landsbyer.
Tørrede blomster af lind benyttes især i Mellem- og Sydeuropa til lindete.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.