Ole Rømer

Ole Rømer, Ole Christensen Rømer, 25.9.1644-19.9.1710, dansk videnskabsmand, der opdagede lysets hastighed.

Ole Rømer kom som 18-årig fra Aarhus til Københavns Universitet, hvor han studerede astronomi hos sin senere svigerfar, Rasmus Bartholin.

Den unge Rømer arbejdede med en korrekturlæsning ("reduktion") af Tycho Brahes utrykte observationer for Bartholin, da den franske astronom Jean Picard i 1671 kom til København for at stedfæste Uraniborgs plads geografisk. Ole Rømer og Jean Picard tog til Ven for at måle forskellen i længdegrad mellem Paris-observatoriet, Rundetaarn og Uraniborgs plads.

Ole Rømer gjorde arbejdet så præcist, at Jean Picard blev klar over, at han var særlig begavet. Han søgte derfor kongens tilladelse til, at Ole Rømer fulgte ham til Paris. Tilladelsen blev givet, og 1672 rejste de til Paris medførende Tycho Brahes observationer.

Ole Rømer blev medlem af Académie des sciences og fik bolig på det nybyggede observatorium. Her gjorde han 1675-76, efter grundige studier af den inderste jupitermånes omløbstider, den opdagelse, som skaffede ham verdensberømmelsen, at lyset har en endelig hastighed, eller, som Rømer selv udtrykte det, at lyset "tøver" (se lys). Han fandt, at det tager lyset mellem 8 og 11 min at tilbagelægge afstanden mellem Solen og Jorden (den faktiske værdi er 8 min 20 s).

I Frankrig viste Ole Rømer sin praktiske sans inden for naturvidenskaberne: Foruden at arbejde med gradmålingen og med nivelleringer i forbindelse med vandtilførsler til kongelige slotte (bl.a. Versailles) konstruerede han fx pumpeværker.

Som matematiklærer for dauphinen (kronprinsen) opfandt Rømer en række planetmaskiner, der kunne illustrere himmellegemernes bevægelser. Kopier af de franske maskiner gik til shahen af Persien, kongen af Siam og kejseren af Kina. Christian 5. bestilte to planetmaskiner, der nu findes på Rosenborg.

I 1681 blev Ole Rømer kaldt hjem af kongen. Han blev professor i astronomi og direktør for Rundetaarn. I professorboligen i St. Kannikestræde i København indrettede han i 1691 et privatobservatorium med verdens første passageinstrument og i 1704 endnu et, Observatorium Tusculanum nær Vridsløsemagle, med den første meridiankreds.

Hans formål med instrumenterne var at lave et stjernekatalog med bestemmelse af fiksstjerneparallakser og dermed give det afgørende bevis for, at Jorden bevæger sig om Solen.

For at kunne korrigere sine astronomiske ures gang for temperatursvingninger havde Ole Rømer behov for nøjagtige termometre, og han opdagede, at både vands fryse- og kogepunkt er fikspunkter, som kan anvendes ved kalibrering af termometerskalaer, hvilket inspirerede G.D. Fahrenheit.

Ole Rømer var enevoldsmagten en lydig tjener, og inden for administrationsapparatet gjorde han stor gavn. Han sad i talrige kommissioner; han sørgede for, at Danmark i 1700 overgik til den gregorianske kalender.

Han ensrettede i 1680'erne mål og vægt for hele landet, var politi-, brand- og borgmester i København samt højesteretsdommer. To gange var han universitetsrektor, og han bestred hvervet som universitetsbibliotekar.

Ole Rømer publicerede meget lidt. Han gav selv hovedsagelig travlhed skylden. Otte kobberstik til et uudgivet astronomisk værk samt dele af korrespondancen viser dog, at havde han levet lidt længere, havde han nok fået meddelt omverdenen resultaterne af sin astronomiske virksomhed og ikke mindst demonstreret sine instrumentkonstruktioner, der var langt forud for hans tid.

De fleste af hans uudgivne observationer gik tabt ved Københavns brand i 1728; dog er Adversaria, hans arbejdspapirer, og Triduum, tre døgns observationer i 1706, bevaret. Adversaria blev udgivet i 1910; i 2001 udgaves Ole Rømer. Korrespondance og afhandlinger samt et udvalg af dokumenter.

I 1978 genfandtes og udgravedes Observatorium Tusculanum, og året efter åbnede Kroppedal (tidl. Ole Rømer Museet) nær stedet.