Folkekammeret (ty. Volkskammer) er betegnelsen for det østtyske parlament og øverste statslige magtorgan i DDR; det var dog uden større politisk indflydelse.

Folkekammeret blev oprettet i oktober 1949. Det var det lovgivende organ i den nye stat DDR, og det valgte regeringen og formanden for statsrådet (præsident).

Valg til Folkekammeret

Det politiske system i DDR var et såkaldt folkedemokrati, dvs. et samarbejdende demokrati uden opposition. Alle tilladte partier indgik i den Nationale Front, der var et forbund mellem partierne og flere masseorganisationer som Frei Deutsche Jugend. Ved valg i DDR opstillede de på en enhedsliste for den Nationale Front.

I DDR blev der afholdt valg til Folkekammeret hvert 4. år , men det var ikke frie valg. Fra det første valg i 1950 blev medlemmerne af Folkekammeret valgt på grundlag af den nævnte enhedsliste for den Nationale Front. Fordelingen mellem partierne foregik efter en på forhånd fastlagt fordelingsnøgle. De østtyske vælgere kunne følgelig ikke vælge mellem de forskellige partier og kandidater, men kun stemme ja eller nej til listen og dermed til den aftalte mandatfordeling.

Folkekammerets opgaver

Folkekammerets opgave var at lovgive og bifalde regeringens politik. Bortset fra i ét tilfælde er alle love blevet vedtaget enstemmigt; ved afstemningen om indførelse af fri abort i 1972 blev medlemmer fra CDU stillet frit og nogle stemte imod.

Folkekammeret valgte ministerpræsident og regering, og i regeringen var alle partier repræsenteret. Den blev ledet af SED, idet de andre partier ("blokpartier") havde accepteret SED's ledende rolle.

Frie valg i marts 1990

Efter murens fald i november 1989, blev det aftal, at der snarest skulle afholdes frie valg i DDR. De fandt sted den 18. marts 1990. Valget gav flertal til partier, der gik ind for forening med Vesttyskland. De dannede en regering, der indledte forhandlinger med Vesttyskland herom. Folkekammeret gennemførte i august en nyorganisering af DDR i delstater, der 3. oktober 1990 blev optaget i Vesttyskland.

Folkekammeret blev nedlagt ved Tysklands genforening den 3. oktober 1990.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig