Otto Grotewohl var en tysk politiker, ministerpræsident i DDR i 1949-1964. Grotewohl blev medlem af det tyske socialdemokrati, SPD, i 1912. Han var minister i Braunschweig i 1920-1924 og medlem af Rigsdagen i 1925-1933. Under krigen var han flere gange interneret. Grotewohl blev i 1945 leder af SPD i den sovjetiske besættelseszone og bidrog i april 1946 til partiets sammenslutning med Kommunistpartiet, KPD, til enhedspartiet SED. Socialdemokraterne fik dog en sekundær placering i SED, og selvom Grotewohl selv fik både en fremtrædende position i partiet og ved DDR's oprettelse i oktober 1949 blev valgt til ministerpræsident, stod han i skyggen af Walter Ulbricht.