De vigtigste forhandlingspunkter gjaldt Tysklands fremtid, og de tre magter bekræftede Jaltakonferencens aftale om opdeling af Tyskland i fire besættelseszoner under henholdsvis amerikansk, britisk og sovjetisk administration. Efter britisk ønske fik Frankrig efterfølgende tildelt en besættelseszone og fik sæde i stedfortræderrådet. Berlin blev udskilt af zoneopdelingen og opdeltes i stedet i fire sektorer, besat og administreret af hver af de fire sejrsmagter og adskilt fra den omliggende sovjetiske besættelseszone. Wien og Østrig skulle opdeles på samme måde.
Politikken over for Tyskland skulle være demilitarisering, afnazificering, demokratisering og decentralisering. En nærmere bestemmelse af, hvad dette indebar, var man ikke noget frem til under krigen, idet USA fastholdt, at den mere præcise udformning af besættelsespolitikken over for det slagne Tyskland først skulle afklares efter krigen. Det betød, at der var divergerende opfattelser hos USA, Storbritannien og Sovjetunionen af, hvillen politik, man skulle føre.
De var imidlertid enige om, at Tyskland på det økonomiske område skulle behandles som et hele. Besættelsesmagterne kunne dog skaffe sig krigsskadeserstatning inden for deres egen zone, først og fremmest i form af industriudstyr; dog skulle 25 % af erstatningerne fra vestzonerne overgå til Sovjetunionen, hvoraf de 15 % mod råvareleverancer fra den sovjetiske zone. På grund af de utrolig omfattende ødelæggelser i den del af Sovjetunionen, som under krigen havde været erobret af Tyskland, ønskede man fra sovjetisk side at foretage en meget omfattende demontering af tysk industri og infrastruktur ikke kun i den sovjetiske besættelseszone. Således foreslog Stalin firemagtskontrol over det vigtigste tyske industri- og mineområde i Ruhr, som lå i den britiske zone. Dette blev afvist af de vestallierede. I lyset af de voksende spændinger med Sovjetunionen om Tysklands-politikken prioriterede Storbritannien og USA genopbygningen af den vesttyske økonomi og vesttysk industri i deres besættelseszoner højere end demontagepolitikken, og de satte derfor denne i bero.
Med hensyn til grænsedragningen enedes man om, at området øst for floderne Oder og Neiße indtil videre skulle under polsk administration (se Oder-Neiße-grænsen), mens Østpreussen administrativt skulle deles mellem Polen og Sovjetunionen. Vestmagterne accepterede, at det betød, at millioner af tyskere i årene efter 2. verdenskrig blev fordrevet fra Østpreussen, Bagpommern og Schlesien til Tyskland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.