korporatisme (Den korporative stat)

Korporatisme (Den korporative stat), Korporatismen og den korporative stat er i praksis tæt forbundet med det fascistiske regime i Italien 1922-43.

Korporatismen blev del af regimets officielle ideologi og udtrykte ifølge Benito Mussolini overvindelsen af liberalisme og socialisme. Og fascisterne nåede langt i bestræbelserne på at opbygge en korporativ stat, hvis arkitekter var Alfred Rocco og Giuseppe Bottai.

Opbygningen af et nyt socialt og politisk ordenssystem på arbejdsmarkedet indledtes i 1926; arbejdsgivere og arbejdstagere blev socialt og økonomisk ligestillede for dermed at overvinde klassekampen, og med skabelsen af fascistiske syndikater og de overliggende korporationer, der omfattede såvel arbejdsgivere som arbejdstagere, blev en korporativ struktur påbegyndt.

Det blev underlagt en korporationsminister, G. Bottai, der blev udnævnt samtidig med ikrafttrædelsen af den korporative stats forfatning 3.4.1926. Der blev oprettet korporationer inden for de vigtigste erhvervs- og produktionsgrene, og i 1930 oprettedes det nationale korporationsråd under Mussolinis direkte ledelse. Korporationerne blev en del af statsmagten, da det hidtidige andetkammer, Deputeretkammeret, i 1936 blev erstattet af et Camera dei Fasci e delle Corporazioni som øverste lovgivende organ.

Dets fundament lå ikke længere i valgkredse, men i korporationerne; af de 823 medlemmer kom 66 fra det fascistiske parti, resten fra de i alt 22 branchedefinerede korporationer. Korporationskammeret fik dog ikke nogen lang levetid, idet det reelt blev suspenderet, da Italien gik med i 2. Verdenskrig.

I virkeligheden var indretningen af den korporative stat mere et udtryk for det fascistiske diktaturs ønske om at kontrollere arbejdsgivere og især arbejdere end ønsket om at varetage de forskellige erhvervsgruppers interesser. I praksis favoriserede korporationssystemet arbejdsgiverne (og den fascistiske stat), idet det blandt andet førte til ophævelse af ottetimersdagen, til suspension af arbejdernes interesserepræsentation og tillige bidrog til lønsænkninger. Samtidig muliggjorde det forskellige statskapitalistiske indgreb, der resulterede i skabelsen af store statslige foretagender, fx IRI i 1933.

Den italienske korporatisme inspirerede udviklingen i andre lande, fx Østrig og Argentina, der i form af hhv. austrofascismen og peronismen optog elementer af den korporative statsidé; især indordningen af fagforeningerne. Det samme var tilfældet for Spanien og Portugal. Men også nazismen i Tyskland var inspireret af den. Oprettelsen af Deutsche Arbeitsfront, DAF, i maj 1933 må opfattes som udtryk herfor. DAF skulle træde i stedet for de opløste fagforeninger, men blev ikke som korporationerne en del af statsmagten.

Den ovenfor behandlede korporatisme må ikke sammenblandes med neokorporatisme, hvori korporationer eksisterer som et system for interesserepræsentation i demokratiske systemer med deltagelse af erhvervs- og interesseorganisationer i offentlige beslutningsprocesser.