antikommunisme

har sin oprindelse i borgerkrigen i Rusland, hvor vestmagterne støttede "de hvide" mod bolsjevikkerne. Den fortsatte som en stærkt antisocialistisk strømning. Fra et højre-antikommunistisk synspunkt var kommunismen farlig, fordi den ville gennemføre en verdensrevolution og dermed være en trussel mod civilisationen, nationen, ejendommen, familien og religionen. I mellemkrigstiden var antikommunismen medvirkende til, at fascister og nazister kunne nå frem til langt flere end deres egentlige tilhængere pga. den almindelige forskrækkelse efter bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland. Den katolske kirke fordømte kommunismen som ateistisk. I Tyskland blev antikommunismen endvidere koblet sammen med antisemitismen, og kommunismen blev anset for jødisk. I 1936 grundlagde Tyskland og Japan Antikominternpagten, der var vendt mod Komintern (Kommunistisk Internationale). Italien tilsluttede sig i 1937, og i 1941 blev pagten fornyet med mange nye stater, heriblandt Danmark.

Venstreorienteret antikommunisme, især den socialdemokratiske, bekæmpede kommunismen, fordi den var udemokratisk, og fordi USSR var et diktatur. De revolutionære bevægelser, fx den anarkistiske, gik imod kommunismen, fordi den ikke gennemførte en egentlig socialistisk revolution, og fordi den var udemokratisk.

Ved den kolde krigs begyndelse i 1946-47 fik højreorienteret og socialdemokratisk antikommunisme et mere ensartet præg. Den understregede modsætningen mellem "den frie verden" og totalitarismen og førte til en amerikansk politisk og kulturel offensiv i Europa med dannelsen af NATO i 1949 og Kongressen for Kulturel Frihed i 1950. Antikommunismen har eksisteret i denne form frem til kommunismens og USSRs sammenbrud 1989-90. Dens styrke har vekslet med venstrefløjens styrke og har således været offensiv, når venstrefløjen vandt frem, fx i Chile i 1973.

Antikommunismen fæstede tidligt dybe rødder i amerikansk politisk kultur og har i perioder tangeret nationalt hysteri, hvilket bl.a. var tilfældet under den såkaldte Red Scare 1919-20 og senere i 1950'erne under mccarthyismen. I 1920'erne blev den antikommunistiske retorik brugt flittigt i bestræbelserne på at bekæmpe fagforeninger og i forsøgene på at standse strømmen af immigranter — særligt fra Østeuropa — der blev stemplet som farlige revolutionære. USA's alliance med Sovjetunionen under 2. Verdenskrig medførte et midlertidigt tøbrud, men med udbruddet af den kolde krig indtog antikommunismen atter en central rolle i amerikansk samfundsdebat. Hvor den i 1920'erne især var blevet næret af etniske og klassemæssige spændinger, var det nu i højere grad forestillingen om, at den amerikanske supermagt var truet af kommunister og deres sympatisører i statsadministrationen, undervisningssektoren (se bl.a. Alger Hiss) og filmindustrien. I 1990'erne godtgjorde nyåbnede arkiver, at sovjetisk spionage under den kolde krig havde et større omfang end hidtil antaget. Skønt heksejagten på "undergravende elementer" aftog kraftigt efter senator Joseph McCarthys politiske fald i 1954, er forestillingen om the American way som kommunismens ideologiske modpol forblevet en hovedhjørnesten i nationens politiske selvforståelse.