Salvning, salvelse, indsmøring af legemet i olie eller salve, der i ritualer ofte betegner fornyelse eller indvielse. I det gamle Egyptens templer salvedes kultbilledet hver dag for at gøre guden rede til sit virke i verden. Tilsvarende salvede man embedsmænd ved deres tiltrædelse. I det gamle Israel salvedes kongen før sin tronbestigelse, og i jødedom blev den salvede, hamashiah (messias, gr. christos), betegnelsen for den kommende frelserkonge. Med kristendommen indførtes salvning i Europa dels ved dåb og andre sakramenter, dels i kroningsritualer. I enevældens tid, også i Danmark, var salvning ved kongekroning et udtryk for, at kongen var indsat af Gud. Den katolske kirke anvender salvning ved firmelse og syges salvelse.