Sydstaterne

Sydstaterne, USA's sydøstlige stater beliggende syd for Delawarebugten, Pennsylvania og Ohiofloden.

Allerede i kolonitiden lagdes grunden til et økonomisk og socialt særpræg. Produktionen var ensidigt koncentreret om eksportvarer, især tobak, ris og bomuld, der blev dyrket af slaver, som kunne tvinges til hårdt arbejde i det varme og fugtige klima. Slaverne udgjorde ca. 1/3 af befolkningen i Sydstaterne, da Unionen med Nordstaterne blev styrket ved Forfatningen af 1787 (se USA - forfatning).

Efter 1800 udviklede Sydstaternes økonomi sig i kraft af en stærkt stigende efterspørgsel efter bomuld i britisk tekstilindustri. Ældre såvel som nye plantagefamilier, hvis livsstil efterlignede den britiske lavadels, bandt sig både økonomisk og ideologisk til slaveriet som Sydens særlige institution. Denne separatisme kulminerede, da 11 slavestater efter valget af Abraham Lincoln som præsident i 1860 meldte sig ud af Unionen (USA) og oprettede Amerikas Konfødererede Stater (se også secession).

Den Amerikanske Borgerkrig uddybede forskellene mellem Nord og Syd i endnu godt hundrede år, idet forbuddet mod slaveri blev besvaret med et forpagtningssystem, som fastholdt kontrol med de sorte, og hvor Det Demokratiske Parti havde eneherredømme over de hvide vælgere.

Fra ca. 1900 blev der skabt en racelære og en række retsforordninger, som udmøntedes i en systematisk raceadskillelse (se segregation), som først kom under pres med Borgerrettighedsbevægelsen fra 1950'erne og føderal lovgivning i 1960'erne.

Siden da er Sydstaterne eller Solbæltet, med dets varme og fugtige klima foruden lavere lønninger og en svag fagbevægelse, blevet en attraktion, ikke mindst for japanske firmaer, men også for velhavende pensionister fra Nordstaterne.

Sydstaterne er blevet et nyt vækstområde med en landbrugsøkonomi baseret på nye afgrøder og mekaniseret drift. Hertil kommer en stor, højteknologisk militærindustri stimuleret af føderale investeringer.

Fra 1970'erne er Det Demokratiske Partis dominans afløst af en stærk stilling for Republikanerne (se Det Republikanske Parti).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig