Amerikas Konfødererede Stater var en statssammenslutning af 11 sydstater; sammenslutningen var gældende i årene 1861 til 1865. Med Amerikas Konfødererede Stater forsøgte de 11 sydstater at bevare slaveriet ved at udmelde sig af USA.

Faktaboks

Også kendt som

Confederate States of America, CSA

Dette udløste Den Amerikanske Borgerkrig, der var en militær konflikt mellem Nordstaterne og Sydstaterne.

Nordstater og Sydstater under Den Amerikanske Borgerkrig
Kort over Nordstaterne og Sydstaterne under Den Amerikanske Borgerkrig. Sammenslutningen af Amerikas Konfødererede Stater bestod af de 11 sydstater Alabama, Arkansas, Florida, Georgia, Louisiana, Mississippi, North Carolina, South Carolina, Tennessee, Texas og Virginia.
Nordstater og Sydstater under Den Amerikanske Borgerkrig
Af .
Licens: CC BY NC ND 4.0

Jefferson Davis – første og eneste præsident

Jefferson Davis blev sammenslutningens første og eneste præsident. Staternes forfatning var en efterligning af Unionens forfatning (se USA – forfatning) — dog med større vægtning af enkeltstaternes rettigheder.

Sammenslutningens hovedopgave

Hovedopgaven var at inddrive skatter og skaffe soldater til borgerkrigen. Med Unionens blokade af sydstaternes havne udtørredes indkomstkilder som eksportafgifter og told. I stedet trykkede regeringen pengesedler, pålagde en naturalieskat på 1/10 af høstudbyttet og foretog trods lokale protester beslaglæggelser for at forsyne hæren.

Værnepligt

I april 1862 indførtes almindelig værnepligt, dog med en række undtagelser, som favoriserede overklassen af plantageejere. Desertering antog et stort omfang, og nye love udstrakte værnepligten fra 17 til 50 år. Til sidst søgte man endog at udruste sorte soldater.

Amerikas Konfødererede Stater opløses

Selvom både Storbritannien og Frankrig ydede nogen støtte, lykkedes det ikke Amerikas Konfødererede Stater at opnå diplomatisk anerkendelse, og de 11 stater måtte efter nederlaget enkeltvis søge genoptagelse i Unionen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig