Deltagere i marchen fra Selma til Montgomery, Alabama, den 21.-25. marts 1965. Af /Everett Collection/Shutterstock/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Borgerrettighedsbevægelsen

Artikelstart

Borgerrettighedsbevægelsen er en amerikansk græsrodsbevægelse, der med udgangspunkt i USA's grundlæggelsesidealer og Forfatningen kæmper for afroamerikanernes lige rettigheder som amerikanske statsborgere og imod racemæssig diskrimination. Bevægelsen oplevede en blomstringsæra fra midt-1950'erne til midt-1960'erne under ledelse af Martin Luther King, Jr., og endnu en opblomstring fra 2013, hvor organisationen Black Lives Matter blev etableret.

Faktaboks

Også kendt som

The Civil Rights Movement

Bevægelsens historiske rødder

Slaveriets ophævelse og Rekonstruktionsæraen

Borgerrettighedsbevægelsen har rødder både i slavers og abolitionisters modstand mod det amerikanske slaveri og i en lille minoritet af frie afroamerikaneres samtidige kamp for deres borgerrettigheder frem mod slaveriets ophævelse (abolition) i 1865. Blandt de vigtigste aktører i denne kamp var Frederick Douglass (ca. 1818-1895) og Harriet Tubman (ca. 1822-1913), der begge var flygtet ud af slaveriet, og frie afroamerikanere som David Walker (1796-1839) og Martin R. Delany (1812-1885), foruden sådanne hvide abolitionister som William Lloyd Garrison (1805-1879) og Harriet Beecher Stowe (1811-1896). Borgerrettighedsbevægelsen fandt dog først sit moderne organisatoriske udtryk fra starten af det 20. århundrede.

USA definerede sig selv som nation den 4. juli 1776 med Uafhængighedserklæringen, der hævder, at "alle mennesker er skabt lige", og at de af deres skaber har "fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke". Først med afslutningen på Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865) og ratificeringen af den 13. forfatningsændring (1865) blev slaveriet imidlertid afskaffet. Under den påfølgende Rekonstruktionsæra (1865-1877), hvor de 11 sydstater, der havde forsøgt at løsrive sig fra USA, blev holdt militært besat, opnåede den afroamerikanske befolkning en række basale borgerrettigheder. Den 14. forfatningsændring (1868) definerede enhver person født i USA og under den amerikanske nations jurisdiktion som statsborger med adgang til "lovenes lige beskyttelse". Den 15. forfatningsændring (1870) gjorde det ulovligt at fratage nogen borger stemmeretten på grund af race, hudfarve eller tidligere slaveri.

Jim Crow-systemet

Efter Rekonstruktionsæraens afslutning og ophævelsen af den militære besættelse af sydstaterne etablerede det hvide befolkningsflertal i sydstaterne fra 1890'erne Jim Crow-systemet, baseret på en racistisk ideologi om hvidt overherredømme (white supremacy). I praksis byggede systemet på tre elementer: raceadskillelse i det offentlige rum; fratagelse af de fleste afroamerikaneres stemmeret; og lynchninger og andre former for terror mod afroamerikanere og andre personer mistænkt for at overskride Jim Crow-systemets skrevne og uskrevne regler.

Fra 1890'erne og frem mod midten af 1960'erne nød alle Jim Crow-systemets tre elementer i et eller andet omfang statsmagtens beskyttelse i sydstaterne. Raceadskillelsen i det offentlige rum fik lovkraft med dommen i sagen Plessy versus Ferguson (1896), hvor Højesteret med udgangspunkt i den 14. forfatningsændrings påbud om "lovenes lige beskyttelse" knæsatte doktrinen om adskilt, men lige (separate but equal). Adgangen til at stemme blev for de fleste afroamerikaneres vedkommende afskaffet i sydstaterne gennem lokale lovtiltag, der uden eksplicit at nævne racebegrebet dog alligevel i praksis fratog de fleste afroamerikanere stemmeretten, det være sig gennem opkrævning af en personskat i forbindelse med valghandlingen eller en læse- og forståelsesprøve. I tilgift hertil vedtog flere af delstaternes lovgivende forsamlinger en bedstefarklausul (grandfather clause), der fritog de borgere for disse byrder, hvis bedstefædre havde kunnet stemme – hvilket udelukkede de personer, hvis bedstefædre havde været slaver. Det Demokratiske Parti, der dengang dominerende i sydstaterne, indførte ligeledes hvide primærvalg med udelukkelse af afroamerikanere. Endelig nød deltagerne i lynchningerne en ganske høj grad af beskyttelse. Fra afslutningen på Rekonstruktionsæraen i 1877 og frem mod 1950'erne vendte den føderale regering i det store hele det blinde øje til voldelige overgreb begået af Ku Klux Klan og andre hvide racister mod afroamerikanere i syd, mens både det lokale politi og retsvæsen i overvældende grad var domineret af hvide borgere, der bakkede op om Jim Crow-systemet.

Den tidlige kamp mod Jim Crow-systemet, 1890-1945

Tiden frem mod Anden Verdenskrig

Under påberåbelse af Uafhængighedserklæringen og Forfatningen begyndte borgerrettighedsbevægelsen i begyndelsen af det 20. århundrede at spire i kamp netop mod Jim Crow-systemet. I 1909 grundlagde en gruppe sorte og hvide amerikanere National Association for the Advancement of Colored People (NAACP). Blandt stifterne var de sorte aktivister Ida B. Wells-Barnett og William E.B. Du Bois. Sidstnævnte var 1910-1934 redaktør for NAACP's tidsskrift The Crisis og blev det tidlige 20. århundredes mest prominente borgerrettighedsforkæmper. NAACP organiserede mange former for protester, herunder demonstrationer mod visningen af D.W. Griffiths filmiske hyldest til Ku Klux Klan, En Nations Fødsel (The Birth of a Nation, 1915) og "den tavse march" i New York City den 28. juli 1917 efter hvide amerikaneres voldelige angreb på afroamerikanere i East St. Louis, Missouri, samme sommer. NAACP gjorde det snart til sit speciale at kæmpe for afroamerikanernes borgerrettigheder gennem retsvæsenet.

Borgerrettighedsbevægelsen benyttede ikke USA's deltagelse i Første Verdenskrig fra april 1917 til konfliktens afslutning i november 1918 som anledning til en øget grad af aktivisme. William E.B. Du Bois skrev ligefrem, at så længe krigen rasede, "bør vi glemme vores særlige klagepunkter". Ganske vist blomstrede organisationen Universal Negro Improvement Association (UNIA) kortvarigt fra 1916 og indtil den jamaicanskfødte grundlægger Marcus Garveys fængsling for postsvindel i 1922 og deportation fem år senere; men UNIA var en tidlig eksponent for en separatistisk sort nationalisme og ikke en egentlig borgerrettighedsorganisation, der kæmpede for rettigheder gennem det amerikanske politiske system.

Anden Verdenskrig: Et vendepunkt

Udbruddet af Anden Verdenskrig (1939-1945) blev et vendepunkt i borgerrettighedskampen. USA's deltagelse i konflikten fra december 1941 udstillede det problem, at selvom nationen gik i kamp mod racistisk nazisme og fascisme, gjorde den det med et raceopdelt militær.

Allerede i foråret 1941 annoncerede den sorte fagforeningsleder A. Philip Randolph (1889-1979) en march mod Washington i protest mod racediskriminationen i militæret og forsvarsindustrien. En presset præsident Franklin D. Roosevelt indkaldte derpå Randolph og andre afroamerikanske ledere til møde i Det Hvide Hus. Udkommet blev, at Roosevelt den 25. juni 1941 udstedte eksekutivordre nummer 8802 til bekæmpelse af racediskrimination i forsvarsindustrien, og at Randolph afblæste marchen. Selve militæret forblev dog raceadskilt indtil 1948.

I februar 1942 annoncerede den indflydelsesrige afroamerikanske avis The Pittsburgh Courier en dobbelt V-kampagne: “sejr [victory] over vores fjender hjemme og sejr [victory] over vores fjender på slagmarkerne i udlandet.” Ligeledes i 1942 etablerede en gruppe sorte og hvide aktivister inspireret af Mahatma Gandhis ikke-voldsfilosofi borgerrettighedsorganisationen Congress of Racial Equality (CORE) med base i Chicago.

Borgerrettighedsbevægelsens opblomstring efter Anden Verdenskrig og frem mod 1965

Brown versus Board of Education

Efter Anden Verdenskrig fremstod Jim Crow-systemet som en anakronisme. I den tidlige fase af Den Kolde Krig, hvor indenrigspolitiske protester ofte blev stemplet som "kommunistiske", var borgerrettighedsbevægelsens aktiviteter dog begrænsede.

Den 17. maj 1954 vandt NAACP imidlertid en markant sejr, da Højesteret i den skelsættende kendelse Brown versus Board of Education of Topeka ophævede raceadskillelsen i uddannelsesvæsenet, om end domstolen ikke satte nogen deadline for implementeringen af denne proces. Dommen mobiliserede mange hvide borgere i sydstaterne til forsvar for Jim Crow-systemet gennem etableringen af hvide borgerråd (White Citizens' Councils), og Ku Klux Klans aktivitetsniveau steg. Ophævelsen af raceadskillelsen i uddannelsesvæsenet blev en lang og sej proces, og undervejs måtte præsident Dwight D. Eisenhower i 1957 indsætte føderale tropper i Little Rock, Arkansas, for at beskytte sorte elever, der integrerede en hidtil "hvid" high school, ligesom præsident John F. Kennedy måtte gøre det i 1962 i Oxford, Mississippi, efter at to personer var blevet dræbt under uroligheder forårsaget af den sorte luftvåbenveteran James H. Merediths (f. 1933) optagelse på University of Mississippi. Højesterets kendelse i Brown-sagen udgjorde under alle omstændigheder en stor triumf for borgerrettighedsbevægelsen og ansporede den til mere direkte aktionsformer ud fra en forventning om, at det fra nu af ville kunne betale sig at anlægge et moralsk og politisk pres på den føderale regering.

Busboykotten i Montgomery

Den 1. december 1955 nægtede den 42-årige afroamerikanske syerske og borgerrettighedsaktivist Rosa Parks (1913-2005) at vige sit sæde for en hvid passager i en bybus i Montgomery, Alabama. Efter at hun blev arresteret og idømt en bøde, iværksatte lokale borgerrettighedsforkæmpere ført an af den 26-årige nytilflyttede baptistpræst fra Atlanta Martin Luther King, Jr., busboykotten i Montgomery, der betød, at afroamerikanere i over et år (381 dage) undlod at benytte bybusserne. Boykotten endte med, at Højesteret i december 1956 ophævede raceadskillelsen i busserne. I 1957 stiftede King og hans støtter paraplyorganisationen Southern Christian Leadership Conference (SCLC), der samarbejdede med lokale borgerrettighedsgrupper om at bekæmpe Jim Crow-systemet ud fra et princip om ikkevoldelig civil ulydighed inspireret af Henry David Thoreau og Mahatma Gandhi.

Studenteraktivisme

Den 1. februar 1960 udfordrede fire afroamerikanske mandlige studerende Jim Crow-reglerne i Greensboro, North Carolina, da de satte sig ned ved cafeteriadisken i den lokale filial af lavprisvarekæden Woolworths og forlangte at blive betjent. Selvom personalet afviste dem, blev de siddende indtil lukketid og vendte tilbage i de følgende dage. De blev dermed de vigtigste ikoner for sit-in-bevægelsen, som henved 70.000 sorte og hvide studenteraktivister tilsluttede sig i løbet af 1960. Inspireret af denne aktivisme dannede en gruppe studenter ved et møde i Raleigh, North Carolina, i april 1960 Student Nonviolent Coordinating Committee (SNCC, udtalt "snick").

I foråret 1961 lancerede medlemmer af borgerrettighedsorganisationen CORE de såkaldte freedom rides i et forsøg på racemæssigt at integrere langfartsbusselskaberne og deres rutebilstationer. Selvom planen var at køre den mere end 1.700 kilometer lange rute fra Washington, D.C., til New Orleans i det sydligste Louisiana, trak CORE sig fra aktionen efter voldelige overfald i South Carolina og Alabama fra racistiske elementer, herunder medlemmer af Ku Klux Klan. Herefter tog SNCC imidlertid over og fortsatte aktionen. De grove overfald på aktivisterne fortsatte, indtil justitsminister Robert F. Kennedy indgik en underhåndsaftale med de lokale myndigheder i Alabama og Mississippi om at beskytte aktivisterne, mod at justitsministeriet til gengæld vendte det blinde øje til, når politiet i strid med Forfatningen arresterede dem i Jackson, Mississippi. I efteråret 1961 ophævede de føderale myndigheder raceadskillelsen i busdriften mellem delstaterne.

Kampagnen i Birmingham, Alabama

I foråret 1963 påbegyndte Southern Christian Leadership Conference med Martin Luther King, Jr., i spidsen en række borgerrettighedsdemonstrationer i industribyen Birmingham, Alabama. Den 12. april blev King arresteret, og fra sin fængselscelle skrev han Letter from Birmingham City Jail, et manifest til civil ulydighed og ikke-vold. I begyndelsen af maj begyndte politiet at arrestere i hundredvis af demonstrerende børn, der blev kørt bort i skolebusser, og samtidig tog politiet under ledelse af politidirektør Eugene "Bull" Connor (1897-1973) politihunde, tåregas og vandkanoner i brug mod de ikkevoldelige demonstranter.

Kampagnen i Birmingham endte i sejr til borgerrettighedsbevægelsen, da SCLC i maj 1963 indgik en aftale med byens ledende erhvervsdrivende om en plan for afvikling af Jim Crow-systemet. Denne sejr lagde samtidig et politisk pres på præsident John F. Kennedy. Den 11. juni 1963 holdt han en tv-transmitteret tale, hvori han opfordrede Kongressen til at vedtage en borgerrettighedslov til ophævelse af Jim Crow-systemet.

"I Have a Dream" og borgerrettighedsloven af 1964

Den 28. august 1963 fandt marchen mod Washington sted med henved 250.000 deltagere. Her holdt King talen "I Have a Dream", der kulminerede med hans vision om et USA, der levede op til Uafhængighedserklæringens idealer: "Jeg har en drøm, at denne nation en dag vil hæve sig op og udleve den sande betydning af sin trosbekendelse – ‘Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige.’”

Marchen mod Washington øgede det politiske pres på Kongressen for at vedtage en borgerrettighedslov. Efter drabet på præsident John F. Kennedy den 22. november 1963 benyttede hans efterfølger Lyndon B. Johnson netop Kennedys martyrium til at gøre presset uimodståeligt. I kølvandet på en lang politisk kamp i Kongressen om lovforslaget kunne præsident Johnson den 2. juli 1964 underskrive borgerrettighedsloven, der ophævede raceadskillelsen i det offentlige rum.

Kampen for stemmeretten

Efter vedtagelsen af borgerrettighedsloven satte borgerrettighedsbevægelsen fokus på stemmeretten, som de fleste afroamerikanere i sydstaterne endnu ikke havde adgang til. Allerede i sommeren 1964 gennemførte SNCC Mississippi Freedom Summer, hvor knap 900 sorte og hvide aktivister drog til delstaten Mississippi for at bevidstgøre den lokale afroamerikanske befolkning om deres borgerrettigheder og mobilisere dem politisk. Under kampagnen blev tre unge aktivister myrdet af elementer med tilknytning til Ku Klux Klan og politiet. I de første måneder af 1965 fulgte en omfattende kampagne for stemmeretten i Selma, Alabama, hvor både SNCC og Kings SCLC deltog. Herunder blev yderligere tre aktivister dræbt. Politiets voldelige angreb på fredelige demonstranter på Edmund Pettus-broen den 7. marts – herunder på SNCC-lederen og det senere medlem af Repræsentanternes Hus John Lewis (1940-2020) – huskes i dag som Bloody Sunday. Den 6. august 1965 underskrev præsident Johnson valgretsloven af 1965, der havde til hensigt at sikre stemmeretten mod racediskrimination.

Med vedtagelsen af borgerrettighedsloven af 1964 og valgretsloven af 1965 oplevede borgerrettighedsbevægelsen sine største politiske sejre. Samtidig inspirerede bevægelsen ikke blot til 1960'ernes store studenteroprør, men ansporede også til den rettighedsrevolution (rights revolution) gennem hvilken flere andre grupper – herunder USA's oprindelige befolkning, kvinder og homoseksuelle – kæmpede for deres rettigheder som amerikanske statsborgere.

Borgerrettighedsbevægelsen efter 1965

Black Power og radikaliseringen af protesterne

Efter Selma-kampagnen i 1965 vendte borgerrettighedsbevægelsen sig i stigende grad mod mærkesager, der handlede om social og økonomisk ulighed. Samtidig blev dele af bevægelsen radikaliseret. Dette skete under indtryk dels af præsident Johnsons eskalering af USA's militære engagement i Vietnamkrigen, dels af raceuroen i Los Angeles-bydelen Watts (Watts Riot) i 1965 og to år senere i Detroit, Michigan, og Newark, New Jersey.

Mod slutningen af 1965 forlod de sidste hvide aktivister CORE, og i 1966 udrensede SNCC sine hvide medlemmer. Samme år lancerede den nye formand for SNCC Stokely Carmichael sloganet "Black Power" og bevægede organisationen i retning af den sorte nationalisme, Malcolm X havde kæmpet for, inden han blev myrdet den 21. februar 1965. Siden fulgte en række mislykkede tiltag til at fusionere med den revolutionære sorte nationalistiske organisation Black Panther Party, der var blevet etableret i Oakland, Californien, i 1966, inden SNCC reelt gik i opløsning i 1968.

Martin Luther Kings sidste år

Martin Luther King, Jr., og SCLC, gennemgik ikke samme grad af radikalisering som SNCC; men efter de grundlæggende sejre over Jim Crow-systemet i 1964 og 1965 bevægede også han og Southern Christian Leadership Conference sig noget mod venstre. I 1966 gennemførte King og SCLC en i det store hele mislykket kampagne for at bekæmpe racediskriminationen i storbyen Chicagos boligsektor. Året efter brød King afgørende med Johnson-administrationen ved den 4. april 1967 at kritisere USA's engagement i Vietnamkrigen i en tale i Riverside-kirken i New York City.

I foråret 1968 planlagde King at stå i spidsen for en "kampagne for de fattige" i Washington, D.C., i maj, men blev den 4. april skuddræbt i Memphis, Tennessee. SCLC gennemførte alligevel kampagnen for de fattige; men den endte i kaos. Nøjagtig en uge efter Kings død underskrev præsident Johnson en borgerrettighedslov, hvis hovedformål var at bekæmpe racediskrimination i boligsektoren.

Stilhed og genopblomstring: Udviklingen frem mod Black Lives Matter

Efter 1968 var der i mange år stille omkring borgerrettighedsbevægelsen, selvom ikke mindst NAACP vedblev med at bekæmpe racediskrimination gennem retsvæsenet, og på trods af at valget af afroamerikaneren Barack Obama til præsident i 2008 og hans genvalg i 2012 blev set som triumfer for det sorte USA; udnævnelsen af USA's to første afroamerikanske justitsministre netop under Obama – først Eric Holder (2009-2015), dernæst Loretta Lynch (2015-2017) – blev ligeledes betragtet som milepæle.

Med etableringen af bevægelsen Black Lives Matter i 2013 fik borgerrettighedsbevægelsen for alvor nyt liv. Med inspiration fra både 1950'erne og 1960'ernes borgerrettighedsbevægelse og fra den sorte nationalisme kæmpede Black Lives Matter imod racisme og vold mod sorte mennesker og for politiske reformer til bekæmpelse af politivold og "systemisk racisme". Efter politidrabet på den 46-årige afroamerikaner George Floyd den 25. maj 2020 i Minneapolis, Minnesota, oplevede USA med Black Lives Matter i spidsen de største demonstrationer i sin historie.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig