Født Mohandas Karamchand Gandhi. Populært navn Mahatma Gandhi, 'Den store ånd'.
Mahatma Gandhi.
Mahatma Gandhi (th.) og hans bror Laxmidas i 1886.
Mahatma Gandhi.
Mohandas Karamchand Gandhi var en indisk politisk leder, som det lykkedes at samle brede dele af den indiske befolkning i kampen mod det britiske kolonistyre, som ledte til Indiens uafhængighed i 1947.
Gandhis brug af civil ulydighed og ikke-vold blev inspirationskilde for borgerretsbevægelser i hele verden, bl.a. Sydafrika og USA. Martin Luther King, Barack Obama og Nelson Mandela er blandt dem, der har nævnt Gandhi som forbillede.
Gandhi blev født i Porbander i Gujarat. Familien var ortodokse hinduer, der ernærede sig som købmænd, og som 13-årig blev han i 1883 gift med den 14-årige Kasturba Kapadia (1869-1944) som led i et arrangeret ægteskab. Sammen fik de fem børn.
Mod at love at afstå fra alkohol, kvinder og kød, fik Gandhi familiens velsignelse til at rejse til London for at læse jura i 1888-1891. I Storbritannien fandt han inspiration blandt bl.a. teosofiske tænkere. Det var teosoffen Annie Besant, der gav Gandhi tilnavnet mahatma, 'store ånd'. Gandhi vendte tilbage til Indien i 1891, hvor han uden videre held arbejdede som advokat.
Han tog til Sydafrika 1893 for at bistå et familiemedlem som sagfører. Tiden i Sydafrika strakte sig til 1914, hvor Gandhi arbejdede han for at bedre det indiske mindretals kår, og hvor han udviklede sine idéer om civil ulydighed og ikke-vold som midler i den politiske kamp. Han kaldte det satyagraha, egentlig sandheds- eller sjælsstyrke, en ikke-voldelig handling, der kunne antage forskellig skikkelse efter omstændighederne, men altid havde til formål at vække modpartens samvittighed samt forsvare egen integritet over for uretten og om nødvendigt lide for det.
Gandhi vendte tilbage til Indien i 1915. I nogle år indtog han iagttagerens rolle, men ledede også nogle satyagrahaer, som gav ham et vist ry.
I tiden umiddelbart efter 1. Verdenskrigs afslutning med stærke sociale og politiske spændinger blev han leder af Den Indiske Nationalkongres, INC, og i 1920 iværksatte han sin første landsomfattende ikke-samarbejdskampagne mod det britiske kolonistyre. Formålet var at underminere de mangeartede relationer mellem indere og briter, der gjorde det muligt for briterne at fastholde magten med en begrænset indsats af personel.
Modstanden mod koloniherrerne skulle bl.a. ske ved en omfattende boykot af kolonistyrets institutioner, fx lovgivende forsamlinger, retsvæsen, uddannelsessystem, ved skattenægtelse og boykot af britiske varer. Dermed ændrede den nationale kamp mod kolonimagten karakter. Fra at have været en lille uddannet elites krav om politisk indflydelse fx i form af et indisk hjemmestyre blev det nu en omfattende bevægelse, der krævede øjeblikkeligt selvstyre.
Kampagnen mislykkedes og blev afblæst i 1922, og Gandhi sad fængslet indtil 1924. Herefter helligede han sig et socialt konstruktivt arbejde, som han betragtede som en nødvendig forudsætning for indisk selvstyre. Han ville fx fremme enighed mellem hinduer og muslimer, udrydde urørlighed, udbrede hjemmeproduktion af klæde, khadi, som led i en selvforsyningsstrategi, fremme afholdenhed og mindske ulighed mellem kønnene. Gandhi var ikke modstander af kastesystemet, hvilket bragte ham i modsætningsforhold til en anden af frihedskampens profiler, Bhimrao Ambedkar, selv oprindelig urørlig, der krævede et mere radikalt opgør med kastetraditionen.
I 1929 lod Gandhi sig overtale til at vende tilbage til politik og begyndte året efter en civil ulydighedskampagne. Efter en mediedækket månedlang vandring gennem det vestlige Indien til havet, den store saltmarch, hvor han symbolsk fremstillede salt, overtrådte Gandhi og hans følgere kolonistatens monopol på salt.
Kampagnen udvidedes senere til andre felter, og selvom den næppe truede briternes position, understregede den deres svækkede prestige og afhængighed af befolkningens accept og samarbejde. Kampagnen ophørte i 1934.
Forinden havde Gandhi deltaget i en rundbordskonference i 1931 i London om Indiens fremtid og i øvrigt tilbragt en del af tiden i fængsel. Han trak sig igen tilbage til sit sociale arbejde, vendte efter 2. Verdenskrigs udbrud tilbage i nationalistisk politik og iværksatte i 1942 sin sidste store kampagne, Quit India. Det bragte ham på ny i fængsel i en periode, og herefter arbejdede han forgæves på at forlige hinduer og muslimer i tiden umiddelbart før og efter Indiens uafhængighed og deling i 1947. Andre havde da overtaget ledelsen i INC.
Gandhi blev skudt og dræbt i januar 1948 af en militant hindu fra den militante bevægelse RSS, der fandt ham for forsonlig over for muslimerne og Pakistan.
Som politiker var Gandhi en glimrende organisator og formidler, og han evnede at udmønte den nationale kamp i letfattelige symboler. Mange især i Vesten har fundet ham uforståelig og selvmodsigende, hvilket skyldes, at hans idéer udvikledes i en stadig proces, en "eksperimentel søgen efter sandheden" for at parafrasere titlen på hans selvbiografi (The Story of My Experiments with Truth, 1927-1929).
Gandhi var frem for alt en karismatisk leder, som store grupper af den indiske befolkning betragtede som en helgen. Han baserede sig på en hinduistisk tradition, men omformede den, så den passede til hans visioner – bl.a. med inspiration fra vestlige tænkere.
Gandhis idéer om det ideelle samfund var nært knyttet til hans religiøsitet. Et uafhængigt Indien måtte derfor baseres på åndelige værdier, og han forestillede sig et enkelt, harmonisk liv i landsbyer i gensidig afhængighed og respekt uden moderne storindustri, som han fandt menneskefjendsk, og med så lidt regering som muligt. Det blev ikke disse idéer, det moderne Indien kom til at følge. Ikke desto mindre betragtes Gandhi med megen ret som nationens egentlige grundlægger i kraft af hans betydning for kampen mod kolonimagten.
Der er ikke noget slægtskab mellem Mohandas Gandhi og de senere politikere i Nehru Gandhi-familien.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.