ikke-vold

Artikelstart

Ikke-vold, kampform, der er baseret på afvisning af fysisk vold mod mennesker. Blandt fortalere for ikke-vold kan nævnes Henry D. Thoreau, Lev Tolstoj, Mahatma Gandhi og Martin Luther King. Andre betegnelser for ikke-voldsanvendelse er socialt forsvar og civilt eller civilt-baseret forsvar. Motiverne til anvendelse af ikke-vold kan være forskellige, ligesom anvendelsesområder og udtryk varierer; fx er der uenighed om berettigelsen af sabotage og lignende former for "vold" mod ting.

Moralsk kan ikke-vold være begrundet i en ubetinget afvisning af berettigelsen af voldelige midler, hvilket oftest er religiøst motiveret, som tilfældet er hos hinduer, buddhister og i nogle kristne sekter, fx kvækerne. Sociologisk-politisk kan ikke-vold begrundes med, at "vold korrumperer", og at vold er uforenelig med demokrati og menneskerettigheder. Politisk pragmatisk argumenteres der for, at ikke-vold er mere effektiv end voldelige kampmidler, og at ikke-vold vil overflødiggøre militæret og fremme ned- og afrustning, hvorved resurser til andre formål frigøres.

Ikke-vold anskues bl.a. som et kampmiddel med universel anvendelighed; det kan anvendes i arbejds- eller borgerrettighedskonflikter, fx de sortes borgerrettighedskamp i USA, og i det nationale forsvar, og af nogle opfattes ikke-vold som et alternativ eller supplement til det militære forsvar.

Ikke-vold som national forsvarsmetode vil skabe tillid, fordi det udelukker angreb på andre (se defensivt forsvar). Det hævdes, at den krigsforebyggende effekt af ikke-vold som forsvar er tilstrækkelig: Det kan ikke forhindre en invasion og besættelse, men det kan forholde angriberen gevinsterne herved, fx gennem strejker eller sabotage af produktionsanlæg.

Til offensive formål er ikke-vold bl.a. blevet benyttet i kampen for Indiens løsrivelse fra England (Mahatma Gandhi), i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse (Martin Luther King), i kampen mod militærkup (Kapp-kuppet i Tyskland, 1920) og i forbindelse med den algeriske generalopstand i 1961. De oftest nævnte eksempler på succesfuld anvendelse af ikke-vold som nationalt forsvar omfatter Ruhrkonflikten 1923, folkestrejkerne mod den tyske besættelse 1940-45, bl.a. i Danmark, modstanden mod den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 og Litauens frigørelse fra Sovjetunionen i 1990. Det er omdiskuteret, om ikke-vold var det afgørende i disse historiske tilfælde, og om erfaringer herfra kan anvendes på andre væbnede konflikter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig