Rosa Parks

Dengang var byens busser opdelt i tre sektioner, hvor den forreste var forbeholdt hvide passagerer og den bageste afroamerikanske. Praksis var, at afroamerikanere kunne sætte sig i midtersektionen, men at de skulle rydde hele rækken, hvis blot en enkelt påstigende hvid passager manglede en plads. Netop en sådan situation opstod denne aften.

Da Parks nægtede at afgive sin plads, tilkaldte chaufføren politiet, og hun blev arresteret og kort efter idømt en bøde. Samme chauffør havde i 1943 korporligt smidt Parks ud af en bus, da hun efter at have betalt sin billet oppe foran havde nægtet at stige ud af fordøren igen for så at gå ind ad bagdøren.

I løbet af disse 381 dage afholdt afroamerikanerne, der normalt udgjorde langt over halvdelen af passagergrundlaget, sig fra at benytte bybusserne. I stedet blev en privat flåde bestående af knap 300 biler organiseret. I spidsen for den omfattende boykot stod den 26-årige nytilflyttede baptistpræst Martin Luther King, Jr.

Aktionen endte med sejr til Borgerrettighedsbevægelsen, da Højesteret i november 1956 stadfæstede en lavere retsinstans' dom: at raceadskillelsen i bybusserne var forfatningsstridig.

I 1996 overrakte præsident Bill Clinton Parks præsidentens frihedsmedalje, og i 1999 fik hun Kongressens guldmedalje. Efter sin død den 24. oktober 2005 besluttede Kongressen at lade Parks' kiste opstille med æresvagt under kongresbygningens rotunde, en særlig hædersbevisning, der aldrig tidligere var overgået en kvinde.