Faktaboks

Malcolm X

Malcolm Little, el-Hajj Malik el-Shabazz

Født
19. maj 1925, Omaha, Nebraska, USA
Død
21. februar 1965, Manhattan, New York, USA

Malcolm X. Foto fra 1963.

.

Malcolm X var en afroamerikansk borgerrettighedsaktivist. Malcolm X voksede op i Michigan som søn af en baptistpræst, der støttede sort nationalisme, indtil han i 1931 blev dræbt af en Ku Klux Klan-agtig organisation.

Fra sit trettende år levede Malcolm X som kriminel i Boston og New York, indtil han i 1946 fik en fængselsdom. I fængslet kom han i kontakt med Black Muslims-bevægelsen og lod sig omvende. Efter sin løsladelse i 1952 blev Malcolm X bevægelsens karismatiske talsmand, og fra 1959 var han i stand til at optræde som modspiller til Martin Luther King, hvis ikke-volds-strategi og integrationsbestræbelser han afviste.

Malcolm X lagde vægt på organisering af sorte skoler og virksomheder og hægede om bevægelsens bud om streng askese. Hans organisationstalent og retoriske stil blev beundret i bevægelsen, men i december 1963 førte intern uenighed mellem ham og Black Muslims ledere, Elijah Muhammad og Louis Farrakhan, dog til hans eksklusion fra bevægelsen. Han dannede derpå sin egen organisation, Muslim Mosque, Inc., og foretog i 1964 en pilgrimsrejse til Mekka. Ved sin hjemkomst modererede han sin holdning til sort separatisme og grundlagde Organization of Afro-American Unity, som havde et socialistisk grundlag.

Malcolm X blev skudt og dræbt af medlemmer af Black Muslims. Før sin død dikterede han sin selvbiografi, The Autobiography of Malcolm X (1965, da. Selvbiografi, 1971), til vennen Alex Haley.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig