Vietnamkrigen

Siden 1880'erne havde Vietnam været en del af Fransk Indokina. Den japanske besættelse af landet under 2. Verdenskrig gav uafhængighedsbevægelsen vind i sejlene, og efter Japans kapitulation proklamerede Ho Chi Minh, leder af den nationalistiske og kommunistiske befrielsesbevægelse Viet Minh, landets uafhængighed den 2. september 1945.

Med britisk hjælp vendte Frankrig imidlertid tilbage som kolonimagt i det sydlige Vietnam, og landet blev i praksis delt i to: Republikken Vietnam havde magten i den nordlige del af Vietnam og hovedstad i Hanoi, mens den franske kolonimagt kontrollerede den sydlige del og havde hovedsæde i Saigon (det nuværende Ho Chi Minh City). Begge parter forberedte sig på at udkæmpe en krig om magten i hele landet.

Ved stormagternes mellemkomst blev der i juli 1954 vedtaget en fredsaftale i Genève, hvorved Vietnam midlertidig blev delt ved den 17. breddegrad. Der skulle inden to år afholdes et internationalt kontrolleret valg, og landet skulle genforenes under en fælles regering; dette valg blev aldrig afholdt.

USA brugte i de følgende år stadig større resurser i et forgæves forsøg på at stabilisere landet. Præsident Ngo Dinh Diems diktatoriske styre i Saigon var ikke alene truet fra det ligeledes diktatorisk ledede nord, men også af udbredt modstand fra store dele af den sydvietnamesiske befolkning, som fortsat sympatiserede med Viet Minh. Særligt i landdistrikterne deltog mange i guerillakrig mod den sydvietnamesiske regering, og tusinder havnede i de sydvietnamesiske fængsler. Det førte til stærkere appeller til det kommunistiske styre i Hanoi om militær støtte.

I 1959 opgav kommunistpartiet i Nordvietnam ideen om, at Vietnam kunne genforenes med politiske midler. Man var nu parat til mere aktivt at støtte, træne og udruste partisaner syd for den 17. breddegrad til væbnet kamp mod styret i Saigon. Guerillabevægelsen Den Nationale Befrielsesfront (FNL) blev efterhånden bedre kendt under den oprindeligt nedsættende betegnelse Viet Cong. Samtidig forsøgte USA uden meget held at træne den sydvietnamesiske hær, ARVN, til at modstå presset fra partisanerne.

I 1963 godkendte USA's præsident John F. Kennedy et militærkup mod den stadig mere upopulære og korrupte præsident Diem i håbet om større folkelig opbakning til et nyt styre. Diem, der selv var katolik, havde blandt andet gjort sig voldsomt upopulær ved at slå hårdt ned på munke fra landets buddhistiske flertal. De skiftende regimer, som fulgte efter Diem, viste sig dog også ude af stand til at klare sig uden massiv amerikansk støtte. Snarere end at opgive sit engagement i Vietnam valgte den amerikanske regering at optrappe det.

Da præsident Kennedy blev myrdet den 22. november 1963, tre uger efter kuppet mod og mordet på præsident Diem, havde USA 16.700 militære rådgivere i landet, hvis primære opgave var at opbygge Sydvietnams hær. Da Lyndon B. Johnson overtog præsidentposten, tog optrapningen af det amerikanske engagement fart.

Heller ikke en voldsom optrapning af luftkrigen vendte udviklingen. De menneskelige omkostninger var frygtelige, men i et landbrugsland med få oplagte militære mål var de militærstrategiske resultater minimale. Til gengæld voksede protesterne mod den amerikanske krigsførelse såvel hjemme i USA som i andre dele af verden.

En særlig anstødssten var den udbredte brug af bomber med napalm og selvantændende hvid fosfor. Napalm blev første gang anvendt af Frankrig i 1951 og blev siden hyppigt anvendt af USA. En anden anstødssten var anvendelsen af den dioxinholdige sprøjtegift Agent Orange i årene 1962-1971. Giften skabte alvorlige og langvarige skader på miljøet i Vietnam. Røde Kors har anslået, at op mod en million vietnamesere siden har haft fødselsskader, handicap og helbredsproblemer, som skyldes brugen af Agent Orange.

I januar 1968 angreb nordvietnamesiske hærenheder og Viet Cong en række større byer i Sydvietnam. Militært blev denne såkaldte Tet-offensiv, som varede indtil efteråret 1968, en fiasko, men i den amerikanske offentlighed fjernede den endegyldigt troen på, at krigen i Vietnam kunne vindes. Senere på året blev der gjort forberedelser til, at parterne kunne indlede officielle fredsforhandlinger. Samtidig indledte USA og Nordvietnam deres egne hemmelige fredsforhandlinger i Paris.

Alligevel gav præsident Nixon i marts 1969 ordre til hemmelige bombninger i Cambodja, og året efter udvidede han officielt krigen ved at sende tropper til landet samt til nabolandet Laos i håb om at kunne afskære forsyningslinjerne fra baser her til FNL i Sydvietnam. Invasionerne fik atter protester i USA til at blusse voldsomt op.

Fra udgangen af 1971 overlod amerikanerne al kamp på landjorden til den sydvietnamesiske hær, der i de foregående år var blevet massivt oprustet; i luften var de amerikanske styrker dog fortsat særdeles aktive. Da forhandlingerne i Paris fortsat stod i stampe, overhørte den amerikanske regering i julen 1972 internationale protester og gennemførte 11 dages regulære terrorbombardementer af Hanoi.

I januar 1973 lykkedes det omsider at få alle involverede parter til at underskrive en fredsaftale i Paris, og to måneder senere forlod de sidste amerikanske soldater Vietnam. Trods fredsaftalen fortsatte kamphandlingerne imidlertid, indtil nordvietnamesiske styrker efter to måneders storoffensiv og den sydvietnamesiske hærs fuldstændige kollaps indtog præsidentpaladset i Saigon den 30. april 1975. Næsten 30 år efter Ho Chi Minhs uafhængighedserklæring var Vietnam genforenet under et kommunistisk styre.

Det anslås, at omkring 3 millioner vietnamesere ud af en befolkning på dengang 40 millioner havde mistet livet under krigen. Ud af disse var omkring 150.000 soldater i den sydvietnamesiske hær. Andre 1,4 millioner vietnamesere havde fået alvorlige fysiske mén. 300.000 mennesker var meldt savnet, og en halv million børn var forældreløse. Desuden havde krigen skabt omkring 10 millioner flygtninge.

Blandt de amerikanske soldater var ca. 58.000 blevet dræbt i Vietnam, og herudover var 270.000 blevet såret.

Fra 1965 eksisterede der i USA en organiseret modstand mod krigen i Vietnam. Students for a Democratic Society førte an i en protestbevægelse, hvis støtte steg betydeligt, da den amerikanske regering indførte værnepligt. Sidst i 1960'erne blev den organiserede protestbevægelse stadig mere militant, og på flere af landets universiteter var der voldelige sammenstød mellem studenter og politi.

Også i andre dele af verden blev der protesteret voldsomt. Ikke mindst afsløringen af My Lai-massakren, USA's invasion i Cambodja i 1970 og julebombardementerne af nordvietnamesiske byer i 1972 udløste mange steder skarpe fordømmelser af USA. Se også Russell-tribunalet.

• Ho Chi Minh
• Viet Minh
• Dien-Bien-Phu
• den kolde krig
• dominoteorien
• Nixondoktrinen