Richard M. Nixon

Richard M. Nixon var en amerikansk politiker og fra 1969 til 1974 USA's 37. præsident.

Richard Nixon var jurist og praktiserede i 1937-1941 som advokat i Whittier, Californien. I 1942-1945 gjorde han tjeneste i flåden i Stillehavskrigen.

Han blev i 1946 indvalgt i Repræsentanternes Hus for Det Republikanske Parti og gjorde sig bemærket som en ivrig antikommunist. I 1950 valgtes han til Senatet, og i 1952 blev han valgt som Dwight D. Eisenhowers vicepræsident.

Nixon tabte præsidentvalget i 1960 til demokraten John F. Kennedy, og efter nederlag ved guvernørvalget i Californien i 1962 trådte han ud af politik og nedsatte sig som praktiserende advokat i New York. I 1968 gjorde han dog comeback og besejrede Hubert Humphrey i kampen om præsidentposten. Nixon genvalgtes i 1972, da han slog George McGovern med en af de største valgsejre i USA's historie.

Nixons største indenrigspolitiske problem var inflationen. Regeringen forsøgte med varierende held at forbedre økonomien via nedskæringer i de offentlige udgifter, pris- og lønkontrol, underskudsfinansiering og devaluering af dollaren for at forbedre handelsbalancen. Hans nok vigtigste indenrigspolitiske beslutning var udnævnelsen af fire nye højesteretsdommere, som gav domstolen et mere konservativt præg.

Det altoverskyggende problem i Nixons første embedsperiode var forsøget på at finde en løsning på Vietnamkrigen. Han fremsatte i 1969 den såkaldte Nixondoktrin og påbegyndte samme år tilbagetrækningen af de amerikanske tropper. Samtidig optrappedes bombningerne af Nordvietnam, og i 1970 invaderedes Cambodja for at tvinge vietnameserne til forhandlingsbordet; bombningerne udløste omfattende protester i USA. I januar 1973 indgik USA og Nordvietnam en fredsaftale i Paris, som afsluttede USA's deltagelse i Vietnamkrigen.

Med Henry Kissinger som national sikkerhedsrådgiver og senere udenrigsminister førte Nixon en meget aktiv udenrigspolitik; nogle af hans største triumfer var således afspændingen i forhold til Sovjetunionen og tilnærmelsen til Kina. I februar 1972 gennemførte han et statsbesøg i Kina, som USA ikke havde haft forbindelse med siden 1949, og i maj 1972 underskrev han i Moskva SALT I-aftalen om begrænsning af de strategiske kernevåben og aftaler om videnskabeligt samarbejde.

Nixons anden embedsperiode blev domineret af Watergateskandalen. Den 17. juni 1972 blev fem indbrudstyve arresteret i Det Demokratiske Partis hovedkvarter i Washington, D.C., og de efterfølgende undersøgelser afslørede, at Nixons genvalgskomité stod bag indbruddet, og at højtstående embedsmænd i Det Hvide Hus havde forsøgt at hindre opklaringsarbejdet. I juli 1974 vedtog det juridiske udvalg i Repræsentanternes Hus at rejse rigsretssag mod Nixon, som bl.a. blev anklaget for at hindre opklaringsarbejdet og for magtmisbrug. For at undgå at blive stillet for retten erklærede Nixon den 8. august, at han ville træde tilbage den følgende dag. Han efterfulgtes af vicepræsident Gerald Ford.

Nixon trak sig tilbage til sit hjem i San Clemente, Californien, hvor han skrev sine memoirer og flere værker om international politik. I sine sidste år opnåede Richard Nixon som ældre statsmand en vis genoprejsning og var rådgiver for flere præsidenter i udenrigspolitiske spørgsmål.