Student Nonviolent Coordinating Committee, (eng. 'studenternes koordinerede ikke-volds-komité), SNCC, amerikansk borgerrettighedsorganisation, grundlagt i 1960 af sorte studerende. SNCCs hovedformål var at organisere aktioner, hvor både hvide og sorte trodsede Sydens raceadskillelse på restauranter, i busser og på andre offentlige steder. Senere blev mobilisering af sorte vælgere i Syden den primære opgave. Organisationen spillede i første halvdel af 1960'erne en betydelig rolle, men 1966 blev ledelsen overtaget af en fraktion, som gjorde SNCC militant og separatistisk. Ved årtiets udgang var organisationen gået i opløsning.