Faktaboks

Peter von Scholten

Peter Carl Frederik von Scholten

Født
17. maj 1784, Vestervig
Død
26. januar 1854, Altona

Peter von Scholten var en dansk embedsmand og generalguvernør i Dansk Vestindien 1827-1848.

Karriere og privatliv

Peter von Scholten ved sit arbejdsbord i guvernementsbygningen i Christiansted. Tegningen er udført af Henry Morton ca. 1843-1844.

.

Efter en karriere i hæren, som vejermester i toldvæsenet på Sankt Croix og endelig som guvernør på Sankt Thomas, blev Peter von Scholten i 1827 udnævnt til den højeste stilling i kolonien: Som generalguvernør for alle tre øer i Dansk Vestindien. Som generalguvernør var han den danske konges forlængede arm i kolonien.

Peter von Scholten plejede et tæt venskab med den danske kong Frederik 6. og fik måske derfor ret frie tøjler i sit embede. Peter von Scholten holdt af fest og luksus, og selvom han var blandt de højest betalte embedsmænd i det danske rige, manglede han ofte penge.

Peter von Scholten var gift med Anne Elisabeth "Lise" Thortsen (1786-1849), som ikke trivedes i Caribien og derfor valgte at bosætte sig med parrets børn i København. Peter von Scholten selv indgik i mange år i et kæresteforhold med den velhavende Anna Heegaard (1790-1859), en sort kvinde, og de to boede sammen i guvernørboligen Bülowsminde på St. Croix. Anna Heegaard finansierede en del af Peter von Scholtens forbrug, og i modsætning til Peter von Scholten ejede hun slaver. På trods af disse komplekse omstændigheder er det ikke usandsynligt at forholdet til Anna Heegaard har påvirket Peter von Scholten i en mere lighedsorienteret retning.

Slaverispørgsmålet

Skolebygning St. Croix
Skitse af en af Peter von Scholtens såkaldte "slaveskoler" på St. Croix.

Peter Von Scholtens syn på ligestilling mellem sorte og hvide indbyggere i Dansk Vestindien afspejler et menneskesyn, der var usædvanligt blandt danske koloniembedsmænd i både samtiden og eftertiden. Til trods for massiv modstand fra både kolleger i koloniadministrationen, og i særdeleshed fra de hvide plantageejere i Dansk Vestindien, brugte Peter von Scholten sin indflydelse til at forbedre forholdene for både slavegjorte og frie sorte vestindere.

I 1827 gav han slavegjorte vestindere ret til direkte at henvende sig til ham med klager, som ikke blev imødekommet af andre myndigheder. Der blev implementeret flere reformer på øerne, herunder tilladelse til, at slavegjorte kunne afgive vidnesbyrd i retten fra 1830, forudsat at de var døbt.

Fra 1838 blev det ulovligt at sælge slavegjorte børn under 10 år uden forældrenes samtykke. Byggerier af de såkaldte "slaveskoler" startede i 1839, og den første skole åbnede i 1841 med obligatorisk undervisning for alle slavegjorte børn. Fra 1843 fik slavegjorte vestindere fri både lørdag og søndag. Peter von Scholtens reformer repræsenterede et skridt hen imod en opblødning af det strenge klasse- og racehierarki i Dansk Vestindien.

I Danmark eksisterede der ikke en decideret abolitionistisk bevægelse, som man kender det fra fx USA og England. Som en af de få personer i det danske rige gik Peter von Scholten ind for et slaveriforbud, og han forsøgte ved flere lejligheder at overbevise kongen om idéen.

Dialogen om et slaveriforbud ophørte efter vennen Frederik 6.'s død og Christian 8. tronbestigelse. Den nye konge delte ikke begejstringen for Peter von Scholten og havde ikke nogen entusiasme for idéerne om slaveriets afskaffelse. Emnet blev dog drøftet i de danske stænderforsamlinger, hvorefter Christian 8. besluttede, at slavegjortes børn født efter den 28. juli 1847 ville blive født frie, mens alle andre først ville opnå frihed efter 12 år, dvs. i 1859.

Dette var tænkt som en gradvis udfasning af slaveriet, men det gav anledning til skepsis blandt den hvide befolkning og vakte stærk utilfredshed blandt den frie og ufrie sorte befolkning i Dansk Vestindien.

Oprør og forbud mod slaveri i 1848

Den trykte proklamation fra 1848, hvor generalguvenør Peter von Scholten bekendtgør slaveriets ophævelse i Dansk Vestindien.

.

Utilfredsheden kulminerede den 3. juli 1848 med et massivt slaveoprør på Saint Croix, hvor op mod 8.000 slavegjorte plantagearbejdere organiserede sig i koloniens hidtil største oprør. Oprøret blev afblæst, da Peter von Scholten proklamerede at slaveri var forbudt, og at alle slavegjorte var frie mennesker med øjeblikkelig effekt.

Peter von Scholten havde dog hverken lokal opbakning eller støtte fra kongen eller andre i Danmark. Særligt plantageejerne var rasende over beslutningen, da de jo de facto havde ejerskab over de slavegjorte plantagearbejdere og dermed mistede ejendom til store værdier. Peter von Scholten kollapsede umiddelbart efter proklamationen og blev sejlet til Danmark kort derefter. Han vendte aldrig tilbage til Dansk Vestindien.

Efterspil og død

Efter hjemvendelsen til Danmark blev Peter von Scholten stillet for en domstol med anklager om magt- og embedsmisbrug. Han blev dømt og frataget sin pension, men ankede dommen til højesteret som frifandt ham. Hans kone, Lise, døde i 1849, hvorefter Peter von Scholten rejste til Altona og boede hos sin datter og svigersøn. Han døde som 69-årig som en svækket og nedbrudt mand, og er begravet i et mausoleum på Assistens Kirkegård i København.

Fra omkring 1900 skete der en ændring i synet på og opfattelsen af Peter von Scholten. Fra at have været en foragtet skikkelse i den danske offentlighed, bliver han nu omtalt som en klarsynet helt, der gjorde det rigtige. Først fra omkring 1970 med Thorkild Hansens såkaldte "slavetrilogi" bliver man i Danmark atter opmærksom på det oprør, der var den konkrete årsag til at Peter von Scholten afskaffede slaveriet.

I Dansk Vestindien, fra 1917 U.S. Virgin Islands, har man derimod holdt erindringen om både Peter von Scholten, hans relation til Anna Heegaard samt oprøret i 1848 og de aktører, man kender derfra.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig