James Madison var en amerikansk politiker og fra 1809 til 1817 USA's fjerde præsident. Madison blev født i Virginia og tog eksamen fra College of New Jersey (det nuværende Princeton University) i 1771. Han involveredes hurtigt i politik i tiden op til Den Amerikanske Revolution, fik i 1776 sæde i Virginias revolutionære forsamling og blev i 1780 medlem af Kontinentalkongressen.
Madison var i 1787 blandt initiativtagerne til indkaldelsen af den føderale forfatningsforsamling, hvor han fungerede som bindeled mellem fortalere for og modstandere af en stærkt føderal statsmagt. Sammen med Alexander Hamilton og John Jay skrev han 1787-1788 Federalist Papers, som anses for den mest autoritative fortolkning af intentionerne bag USA's forfatning. Efter at være valgt til det nye Repræsentanternes Hus var han den ledende figur i vedtagelsen af Bill of Rights, de ti første tillæg til den amerikanske forfatning af 1789. Herefter lagde han afstand til præsident George Washingtons regering og trådte i 1797 ud af Kongressen. Da Jefferson i 1801 blev præsident, blev Madison udenrigsminister, og i 1809 efterfulgte han Jefferson. Han var ikke nogen handlekraftig politiker, men trods en noget usikker regeringsledelse kom nationen helskindet gennem Den Amerikansk-engelske Krig 1812-1814.
Madisons betydning lå først og fremmest i hans politisk-teoretiske arbejde. Han anses for periodens væsentligste tænker og det amerikanske folkestyres egentlige grundlægger og fremstår frem for nogen anden som skaberen af det første regeringssystem, der var baseret på repræsentativt folkestyre, og som i princippet tillod almindelig stemmeret; i praksis var politisk tale- og beslutningsret dog forbeholdt nogle få udvalgte. Madison blev også grundlægger af, hvad han kaldte "en ny politisk videnskab" med teorien om det pluralistiske samfund, dvs. et samfund præget af en bred fordeling af politisk indflydelse og konkurrence mellem de bedst organiserede og bedst placerede samfundsgrupper.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.