Faktaboks

John Jay
Født
12. december 1745
Død
17. maj 1829

John Jay, 12.12.1745-17.5.1829, amerikansk politiker og jurist. Jay var delegeret ved Kontinentalkongressen 1774-76 og Provinsialkongressen i New York, hvis forfatning han udarbejdede i 1777. Han var ambassadør i Spanien 1780-82 og deltog 1782-83 sammen med Benjamin Franklin i fredsforhandlingerne med Storbritannien i Paris. Jay var endvidere minister for udenrigsanliggender 1784-89 og 1789-95 den første præsident for USA's højesteret, United States Supreme Court. Han skrev fem af de såkaldte Federalist Papers, som argumenterede for en stærk centralregering. Jay var 1795-1801 guvernør i sin hjemstat, New York.

Jaytraktaten

er en traktat om venskab, handel og søfart mellem Storbritannien og USA, forhandlet af John Jay og underskrevet i London 19.11.1794. Aftalen med den britiske regering drejer sig om løsning af en række uoverensstemmelser mellem Storbritannien og USA, som var opstået i kølvandet på USA's uafhængighed, bl.a. vedr. grænsen mellem USA og Canada og vedr. erstatningskrav fra britiske statsborgere, som i visse af delstaterne var blevet afskåret fra at kræve deres tilgodehavender. I USA udløste traktaten protester blandt Thomas Jeffersons franskvenlige tilhængere, som beskyldte Jay for at have givet for store indrømmelser til briterne. Jaytraktaten anses for en milepæl i udvikling af metoder til fredelig bilæggelse af tvister mellem stater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig