Revolutions- og Napoleonskrigene

I april 1792 udbrød der krig mellem det revolutionære Frankrig på den ene side og Østrig og Preussen på den anden. Østrig og Preussen følte sig provokeret af de franske politikeres ønske om at udbrede revolutionens idéer og etablere de "naturlige grænser"; de to magter var imidlertid mere optaget af problemerne i Polen, og franskmændene slog dem ved Valmy i september 1792.

Fra februar 1793 kom Storbritannien, Spanien og Holland samt andre lande med ind i krigen, og dermed var den første koalition mod Frankrig dannet (se koalitionskrigene). Efter en række tilbageslag var Frankrig i offensiven fra 1794, da en massemobilisering var gennemført. Preussen og Spanien trak sig ud af krigen, og Østrig led nederlag i Sydtyskland og blev slået tilbage af general Napoleon Bonaparte i Norditalien. Krigen afsluttedes med Freden i Campo Formio i 1797 mellem Frankrig og Østrig.

Det skulle vise sig kun at blive en kortvarig fred. Napoleon betragtede Storbritannien som hovedfjenden og forberedte en invasion over Kanalen. Da en ny koalition, den tredje, bestående af Storbritannien, Østrig og Rusland tog form i 1805, brød den franske hær op fra Boulogne, hvor den havde været samlet med invasionen i Storbritannien for øje, og marcherede mod østrigerne, der blev slået i oktober 1805 ved Ulm og i december ved Austerlitz. I oktober samme år ramtes Frankrig imidlertid af et sømilitært tilbageslag, da den forenede fransk-spanske flåde led et knusende nederlag ved Trafalgar. Alle invasionsplaner mod Storbritannien måtte herefter skrinlægges.

Da Preussen følte sin stilling truet, bl.a. af oprettelsen af det franskstøttede Rhinforbund, kastede det sig i 1806 alene ud i kampen mod Napoleon, men led nederlag ved Jena og Auerstedt, og Berlin blev indtaget. Det var herfra, Napoleon lancerede Berlinerdekretet, som proklamerede Kontinentalsystemet, en økonomisk krigsførelse mod Storbritannien. Rusland indgik forbund med Preussen, og Napoleon forfulgte herefter de russiske tropper dybt ind i Østeuropa; ved Eylau i februar 1807 var slaget nærmest uafgjort, men ved Friedland i juni blev russerne afgørende slået. Den russiske kejser, Aleksander 1., sluttede fred i Tilsit i juli og indgik en alliance med Napoleon. Atter stod Storbritannien alene i kampen mod Frankrig.

Fra slutningen af 1807 kom Den Iberiske Halvø i fokus. Portugal havde nære handelsforbindelser med Storbritannien, og for at håndhæve Kontinentalsystemet sendtes general Junot i oktober med spansk accept mod Portugal. Det medførte, at Napoleon blev involveret i interne spanske hofintriger, og under pres blev den spanske konge afsat, og Napoleons bror Joseph indsat som konge. Det kom derefter til opstande mod franskmændene, og en meget brutal guerillakrig tog sin begyndelse. Franskmændene led et afgørende nederlag ved Baylen i juli 1808, og britiske tropper under ledelse af general Wellesley, den senere hertug af Wellington, blev indsat for at støtte oprørerne. Joseph blev fordrevet, og i 1814 rykkede briterne over Pyrenæerne ind i Sydfrankrig.

Disse tilbageslag fra 1808 tilskyndede Østrig til at tage revanche. Den østrigske hær var i mellemtiden blevet moderniseret, og atter måtte Napoleon marchere mod arvefjenden og med besvær slå den ved Wagram i juli 1809. Det østrigske nederlag dannede grundlaget for indgåelse af en alliance og et ægteskab mellem Napoleon og ærkehertuginde Marie Louise af Habsburg.

Efter mødet i Tilsit blev forholdet mellem Rusland og Frankrig mere og mere anspændt. Den russiske kejser brød Kontinentalsystemet ved at lægge told på franske varer og åbne havnene for neutrale skibe. Det trak op til en konflikt, og i 1811 begyndte Napoleon at lægge planer for sit største felttog nogensinde. Over ¹/₂ mio. mand fra forskellige lande, 200.000 heste og enorme mængder af materiel samledes til denne styrkeprøve. 24. juni 1812 overskred Napoleon i spidsen for Den Store Armé den prøjsiske grænseflod, Njemen, ved Kovno (nuv. Kaunas i Litauen) med 220.000 soldater på vej mod Vilnius med Moskva som mål. Russerne trak sig tilbage for overmagten, og først ved Borodino tæt ved Moskva stillede russerne op i slag, der medførte store tab på begge sider. Russerne trak sig tilbage, og Napoleons tropper kunne invadere byen 14/9. Moskva var imidlertid allerede rømmet, og snart udbrød der brande, som lagde store dele af byen i ruiner. Efter at Napoleon forgæves havde ventet i fem uger på forhandlere fra den russiske kejser i Sankt Petersborg, gav han ordre til tilbagetrækning. Størstedelen af Den Store Armé omkom pga. sult, sygdom, kulde og kosakangreb. Katastrofen var total, og pga. forlydender om et kupforsøg i Paris vendte Napoleon i al hast tilbage til sin hovedstad og overlod hæren til sin skæbne.

Nederlaget gav anledning til fornyet modstand mod Frankrig fra de europæiske magter. Napoleon rejste en ny hær, men i Slaget ved Leipzig i oktober 1813 måtte de franske tropper trække sig tilbage. Snart overskred de allierede Rhinen, og ved aftalen i Chaumont i marts 1814 blev de fire stormagter enige om i fællesskab at nedkæmpe Napoleon og omorganisere Europa. Trods Napoleons fornyede energi og dristige manøvrer var overmagten for stor. Paris overgav sig uden særlig kamp 31.3.1814, og en uge efter abdicerede Napoleon. Derefter sluttedes den første forholdsvis milde Pariserfred, og en provisorisk regering dannedes under tidligere udenrigsminister Talleyrands ledelse. Kongemagten blev retableret (Den Første Restauration) med Ludvig 18. på tronen, mens Napoleon blev forvist til Elba.

I marts 1815 vendte han tilbage til Frankrig og indtog efter en triumfmarch Paris. De allierede, der var samlet til Wienerkongressen, rykkede straks frem med enorme styrker. I første omgang skulle Napoleon møde britiske tropper under hertugen af Wellington og preussiske tropper under general Blücher i Belgien. Napoleon håbede at kunne slå dem hver for sig, og 18.6.1815 kastede han sine tropper frem mod Wellingtons styrker nær ved Waterloo. Da preusserne imidlertid nærmede sig tidligere end ventet, var slaget tabt, og Napoleon måtte abdicere for anden gang. Han overgav sig til briterne og blev forvist til Sankt Helena. Den Anden Restauration gennemførtes, og i november blev den anden Pariserfred sluttet på hårde betingelser. Næsten et kvart århundredes krige var endt, og Frankrigs æra som ledende stormagt var forbi.

• Napoleon Bonaparte