Vilnius. Domkirken med det fritliggende klokketårn.

.

Vilnius. Gediminas' tårn på en høj ved Domkirken.

.

Gediminas' tårn og borgområde i Vilnius.

.

Vilnius er hovedstaden i Litauen. Byen har 552.787 indbyggere (2022), heraf 62 % litauere, 16,2 % polakker og 12 % russere (2012). Vilnius' centrale del ligger i en lavning i et morænelandskab ved floden Neris og bifloden Vilnia. Uden om ligger store boligkvarterer fra sovjettiden, men også mange parker og grønne områder.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Vilnius kommer af Vilnia, en biflod til Neris, afledning af litauisk vieloti 'bugte, bøje'.
Også kendt som

polsk Wilno, jiddisch Vilna

Trods en noget afsides beliggenhed er Vilnius et trafikalt knudepunkt og Litauens politiske, administrative, økonomiske og kulturelle centrum. Erhvervslivet er domineret af elektronik-, tekstil-, maskin- og fødevareproduktion samt af den fremvoksende servicebranche. Der findes en række højere læreanstalter, blandt andet universitetet, der er grundlagt i 1579 og dermed et af de ældste i Østeuropa. Byen rummer desuden museer, teatre, opera og ballet, og der er et omfattende koncertliv.

Arkitektonisk er Vilnius' gamle bydel et monument i sig selv med bygninger i gotik, renæssance, barok og nyklassicisme; i 1994 kom den på UNESCO's Verdensarvsliste. Fra den klassicistiske domkirke med sit selvstændige tårn, beliggende på det store katedraltorv, udgår den førende forretningsgade, Gedimino, der strækker sig herfra til parlamentsbygningen. Restaureringen af Vilnius' gamle bydel har høj prioritet, og arbejdet er i gang mange steder. Talrige bygninger skal dog renoveres fra grunden efter Sovjettidens forfald, og i de første ti år efter selvstændigheden i 1991 blev kun 1/10 nået.

Historie

Stedet var bebygget i 900-tallet, men Vilnius regnes først officielt for grundlagt, da storfyrst Gediminas i 1323 gjorde byen til sin hovedstad, selvom den allerede inden da var et knudepunkt i handelen mellem Øst- og Vesteuropa. I de følgende århundreder udviklede den sig til en af Central- og Østeuropas største byer. Den fik et stærkt kosmopolitisk præg og ikke mindst en religiøs mangfoldighed, hvor kirker, moskéer og synagoger lå side om side. Fra 1300-tallet frem til 2. Verdenskrig var Vilnius et af de vigtigste centre for jødisk kultur. Den havde tilnavnet Nordens Jerusalem, og i begyndelsen af 1900-tallet var 40-50 % af byens befolkning jødisk. Omkring år 2000 forsøger man at genoplive Vilnius som jødisk kulturcentrum.

Fra 1569, da den hidtidige polsk-litauiske personalunion afløstes af Lublinunionen, kom Vilnius under stærk polsk indflydelse. Efter Polen-Litauens deling i 1795 var Vilnius en russisk guvernementsby indtil Litauens uafhængighed i 1918. Vilnius blev imidlertid i 1920 besat af og i 1922 indlemmet i Polen, og Kaunas blev udnævnt til Litauens hovedstad i stedet. I 1940 annekterede Sovjetunionen Litauen, som Vilniusområdet nu blev genforenet med. Litauen blev en sovjetrepublik med Vilnius som hovedstad; en stærk russificering med omfattende deportationer af litauere fandt sted både før og efter den tyske besættelse i 1941-1944. Under besættelsen blev næsten hele Vilnius' jødiske befolkning udslettet. Efter løsrivelsen i 1991 blev Vilnius det selvstændige Litauens hovedstad.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig