Charles Maurice de Talleyrand portrætteret af Pierre Paul Prud'hon, 1817.

.

Charles Maurice de Talleyrand. Litografi efter et portræt fra samtiden.

.

Charles Maurice de Talleyrand, egenlig Charles Maurice de Talleyrand-Périgord, 2.2.1754-17.5.1838, højadelig fransk politiker og diplomat, fyrste af Bénévent.

Talleyrand, der var halt og derfor forhindret i en karriere i hæren, indstillede sig som ung på en kirkelig løbebane. I 1788 blev han biskop af Autun, men gik imod den katolske kirkes interesser, da han som medlem af Nationalforsamlingen i 1789 stillede forslag om nationalisering af kirkegodset.

Talleyrand, der støttede revolutionen, viste sig som en dygtig diplomat og var i sit politiske virke bl.a. i 1792 udsending i London. Siden kom han i opposition til jakobinerne og blev forvist fra Frankrig.

Efter to års eksil i USA vendte Talleyrand i 1796 tilbage til Frankrig og var her udenrigsminister 1797-1807. Selvom han stillede sig kritisk til Napoleons erobringspolitik, forblev Talleyrand rådgiver for Napoleon frem til 1808. Talleyrand var af den overbevisning, at Frankrig var bedst tjent med fred i Europa og ligevægt mellem stormagterne, og han fastholdt forbindelse til Napoleons modstandere både i og uden for Frankrig. Efter Napoleons fald i 1814 blev Talleyrand udenrigsminister under Ludvig 18. og var kortvarigt leder af den provisoriske regering. På Wienerkongressen forstod han behændigt at håndhæve Frankrigs interesser over for sejrherrerne. 1830-35 var han ambassadør i London.

I sit private liv var Talleyrand connaisseur af god mad og kendt for de middage, som dygtige kokke i hans husholdning tilberedte. I det klassiske køkken er hans navn forbundet med adskillige retter, bl.a. en omelet, en savarinkage med ananas og en madeirasauce.

Talleyrand blev i 1802 gift med Catharine Grand, f. Worlée (1762-1835), der var opvokset i Tranquebar. I en sen epoke af sit liv fik han et nært forhold til Dorothée, hertuginde af Dino og Sagan, født prinsesse af Kurland (1793-1862). Denne relation beskriver Georg Brandes i Hertuginden af Dino og Fyrsten af Talleyrand (1923). Litteraturen om Talleyrand er stor, men utvivlsomt står stadigvæk ambassadør Duff Coopers biografi fra 1932 som noget centralt i beskrivelsen af Talleyrands levned.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig