Faktaboks

Jack London
Født
12. januar 1876
Død
22. november 1916

Jack London trak på hele sin brogede og omtumlede fortid i sine bøger. Efter at have læst Det Kommunistiske Manifest af Marx blev han aktiv socialist. Hans forfatterskab gjorde ham fejret og rig (han tjente over 1 mio. dollar i løbet af sin karriere), men han var ulykkelig og kunne ikke forlige sig med sin egen succes sammenholdt med det, han havde set og udholdt. Han døde som 40-årig, måske ved selvmord. Fotografi fra ca. 1905.

.

Jack London var en amerikansk forfatter. Han voksede op i San Francisco, og fra han var 15 år klarede han sig selv i farlige og illegale job.

Efter den økonomiske og sociale krise i 1893 deltog Jack London i en af de første massearbejdsløshedsdemonstrationer i Washington, D.C. Fire år senere blev han grebet af guldfeberen i Klondike, Canada.

Jack London supplerede sine personlige erfaringer om de samfundsgrupper, hvis livsvilkår består af skiftende løsarbejde og vagabondering, med et semester på universitetet i Berkeley i 1896. Her tilegnede han sig især Herbert Spencers idéer om en socialhistorisk udvikling.

Forfatterskab

Jack London blev rig og verdensberømt på sine historier fra Yukon, især romanerne The Call of the Wild (1903, da. Naar Naturen kalder, 1907) og White Fang (1906, da. Ulvehunden, 1914).

Han fremstillede tilværelsen på kanten af den "civiliserede" verden som en kamp på liv og død, der resulterer i et fortjent lederskab. Dette lederskab personificeres i en skikkelse, som demonstrerer fysisk og åndeligt mod og overlegenhed, og deri hentede han inspiration fra bl.a. Rudyard Kiplings junglehistorier.

Jack Londons egne tidlige oplevelser blandt de nederste i samfundet udgjorde grundlaget for den journalistiske beretning The People of the Abyss (1903, da. Afgrundens Folk, 1913), der beskriver livet blandt de fattigste i London-bydelen East End. Samme tematik gør sig gældende i den dystopiske roman The Iron Heel (1907, da. Jernhælen, 1918) om kampen mellem en hensynsløst udbyttende kapitalistklasse og en nedtrampet underklasse.

Jack London er en af de mest oversatte amerikanske forfattere. Han blev udgivet på dansk fra begyndelsen af 1900-tallet og blev genoptrykt helt op til begyndelsen af 1970'erne. Af angelsaksiske forfattere er det kun Rudyard Kipling, H.G. Wells og Ernest Hemingway, som har opnået en lignende berømmelse.

Danske børn født i første halvdel af 1900-tallet er opvokset med Jack London og hans utallige epigoner (Tarzan-, Silver King-, Lassie-bøger, Torry Gredsteds romaner osv.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig