Torry Gredsted, 1885-1945, dansk forfatter til en lang række drengebøger. Gredsted, der i en periode opholdt sig i Dansk Vestindien, var tæt knyttet til spejderbevægelsen, som han skildrede i flere af sine meget læste bøger, bl.a. Drenge (1916), Paw (1918) og Drenge under Vaaben (1936). Paw handler om en dreng af oprindelig vestindisk herkomst, som kommer til Danmark. Her flygter han fra en opdragelsesanstalt ud i naturen, hvor han må klare sig alene. Kun spejderne viser ham forståelse.