Dansk Vestindien var en tidligere dansk koloni i Caribien bestående af øerne Sankt Croix (Saint Croix), Sankt Jan (Saint John) og Sankt Thomas (Saint Thomas) samt af et antal mindre ubeboede øer. Siden 1917 har øerne været amerikansk besiddelse under navnet US Virgin Islands.

Dansk kolonisering af øerne

"Mary's Fancy" (ca. 1850).
Motivet forestiller en sukkerplantage på St. Croix. Sukkerproduktion udført af slavegjorte arbejdere var hovedformålet med Danmarks koloniale tilstedeværelse i Caribien.

Sankt Thomas

Danske søfarere, udsendt af københavnske forretningsmænd, besatte i 1666 den dengang ubeboede ø Sankt Thomas. De administrative- og praktiske vanskeligheder var dog for store, hvorfor de overlevende kolonister vendte tilbage. Efter tronskiftet i 1670 var der en anderledes positiv holdning til kolonier, og Christian 5. stiftede i 1671 Vestindisk-guineisk Kompagni, der fik i opdrag at kolonisere Sankt Thomas "eller på det faste Land Amerika".

I maj 1672 lykkedes det at vinde permanent fodfæste på Sankt Thomas. Kompagniet forestod herefter administration, handel og plantagedrift, indtil den danske stat i 1755 overtog besiddelserne.

Sankt Jan

Danmark gjorde formelt krav på Sankt Jan allerede fra 1675, blev koloniseret i 1718, og i 1733 købte Danmark Sankt Croix af Frankrig. Midt i 1720'erne havde der været en hård tørke på øerne, hvilket medførte en fødevaremangel, der særligt gik ud over de slavegjorte.

I 1733 udbrød et slaveoprør på Sankt Jan blandt slavegjorte arbejdere, som for nylig var kommet fra Afrika. Guvernør Philip Gardelin (fødsel ukendt, død 1740) forsøgte at slå oprøret ned, men grundet den endnu tætte vegetation på Sankt Jan lykkedes det først efter et halvt år at få fuld kontrol med øen, og kun med hjælp fra de franske kolonier i området.

Sankt Croix

Sankt Croix var centrum for koloniens plantagedrift, først og fremmest sukkerplantager, men fx også bomulds- og tobaksplantager, hvis produktion blev udskibet fra hovedbyen Christiansted. Arbejdet blev udført slaver. I 1754 havde Dansk Vestindien en befolkning på ca. 14.000 slavegjorte afrocaribiske arbejdere og kun ca. 1.750 hvide bosættere, som udover fra Danmark kom fra blandt andet Irland, England, Holland og Frankrig.

Økonomisk opgang og nedgang

Med frihavnsordningen af 1764 blev Sankt Thomas med sin glimrende naturhavn i Charlotte Amalie et centrum for handelen i Caribien. Sukkeret fra Sankt Croix var dog den vigtigste indtægtskilde frem til konjunkturskiftet i 1820. Herefter det gik ned ad bakke med sukkerdyrkningen. Det blev dog et held for de danske øer, at de spanske kolonier løsrev sig i begyndelsen af 1820'erne. Hermed blev handelen nemlig givet fri på Sydamerika, hvorfor Sankt Thomas som et vestindisk handelscentrum i de næste årtier kom til at opleve en ren guldalder.

Øernes samlede rentabilitet faldt efter 1870. Faldende sukkerpriser, slaveriets afskaffelse i 1848, roesukkerets indtog i Europa samt ændrede sejlruter som følge af større dampskibes evne til at gå direkte til bestemmelsesstedet uden at skulle tage brændsel ombord på Sankt Thomas, indvarslede afslutningen på den danske kolonialisme i Dansk Vestindien. Dette afspejledes i befolkningstallet, som faldt fra ca. 40.000 i 1850 til ca. 34.000 i 1880.

Salget til USA

Da de danske besiddelser i Serampore og på Guldkysten blev afhændet i henholdsvis 1845 og 1850, var der også overvejelser om at skille sig af med Dansk Vestindien.

Flere forsøg på at sælge de danskvestindiske øer til USA, første gang i 1867 og anden gang i 1902 endte uden resultat. Men under 1. Verdenskrig, da USA frygtede tysk indpas i Caribien via de danske øer, gennemførtes et salg. I 1917 købte USA øerne for 25 mio. dollar. Salgssummen blev bl.a. brugt på at støtte det tilbagestående Sønderjylland efter genforeningen i 1920.

Første og andet forsøg

I 1865 viste USA's regering interesse for Sankt Thomas, og i de følgende år forhandledes der om afståelse af Sankt Thomas og Sankt Jan; USA trak sig dog ud af forhandlingerne, efter at et jordskælv og en tsunami i 1867 medførte store ødelæggelser på øerne. I 1901 vedtog Kongressen i USA og Folketinget en traktat om salg af alle tre øer til USA, men forslaget fik ikke flertal i Landstinget, og traktaten måtte derfor opgives.

Tredje forsøg

Idéen om et salg var dog ikke opgivet, og i Vestindien vakte det ringe modstand, da det i 1916 rygtedes, at der på ny blev forhandlet om en traktat. Ved Danmarks første folkeafstemning den 14. december 1916 — som tillige var den første landsdækkende demokratiske begivenhed, hvori også kvinder havde ret til at deltage — var der et flertal på 64,5 procent for at sælge de tre øer til USA for 25 mio. dollar. Overdragelsen fandt sted den 31. marts 1917.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig