Landstinget (førstekammeret i Rigsdagen)

Landstinget var førstekammeret i det danske parlament, Rigsdagen, i perioden 1849-1953.

Under Junigrundloven 1849-66 valgtes de to kamre, Landstinget og Folketinget, af samme vælgerkorps jf. landstingsvalg, men valget til Landstinget var indirekte og stillede større krav til valgbarheden, fx en vis indtægt.

Tingene var ligestillede i lovgivningsarbejdet, og medlemmer i begge ting kunne tage initiativ til lovforslag. Et lovforslag blev forkastet, hvis det blev stemt ned i blot ét af kamrene. Hvis forslaget blev ændret under behandlingen i et af de to kamre og derpå vedtaget i en anden form, så skulle der ifølge Grundloven nedsættes et fællesudvalg med lige mange repræsentanter for begge ting. Indstillingen fra fællesudvalget ville derpå i uændret form komme til afstemning i begge ting og enten blive vedtaget begge steder eller forkastet.

Forslaget til en finanslov skulle først forelægges i Folketinget, hvilket gav dette en taktisk fordel.

Med Grundloven af 1866 fik Landstinget en delvis aristokratisk karakter pga. valgregler, der begunstigede de store jordbesiddere, og som følge af indførelsen af 12 kongevalgte landstingsmænd (af de i alt 66 medlemmer).

De to tings kompetence forblev i øvrigt uændret. Den meget forskellige sammensætning af tingene og en manglende grundlovsmæssig regulering af deres rolle i forbindelse med regeringsdannelser bidrog til den forfatningskamp, der afsluttedes med Systemskiftet 1901.

Systemskiftet indførte folketingsparlamentarismen, hvorefter Folketingets flertal alene blev bestemmende for regeringsdannelsen. Landstinget kunne dog fortsat hævde sin ligeberettigelse i den almindelige lovgivning. Hvis et folketingsvalg – som i 1932 – blev udskrevet med henvisning til lovforslag, som Landstinget ikke ville gennemføre, bøjede oppositionspartierne sig dog for resultatet af folketingsvalget.

Med Grundloven af 1915, der også gav kvinder valgret til Rigsdagen, mistede Landstinget sin delvis aristokratiske karakter. Den partimæssige sammensætning af de to ting var imidlertid fortsat forskellig, da ¼ af medlemmerne valgtes af det afgående Landsting og de øvrige ved indirekte valg af de folketingsvælgere, der var fyldt 35 år; valgretsalderen til Folketinget var kun 25 år. Valgperioden for Landstinget var otte år mod Folketingets fire år, således at halvdelen af medlemmerne afgik hvert fjerde år.

Først med valget i 1936 skabtes ensartet partimæssig sammensætning af de to ting, hvilket bidrog til at kølne interessen for bevarelse af Landstinget, der historisk set havde virket til fordel for etablerede interesser.

Grundloven af 1953 afskaffede Landstinget. Til gengæld indførtes mulighed for, at ¹/₃ af Folketingets medlemmer kan kræve et vedtaget lovforslag (med visse undtagelser) sendt til endelig afgørelse ved en folkeafstemning. Muligheden udnyttedes i 1963 til forkastelse af fire jordlove.