Junigrundloven

Forsiden af Junigrundloven af 1849 med Frederik 7.s monogram.

.

Artikelstart

Junigrundloven, Danmarks første frie grundlov; markerer overgangen fra enevælde (i henhold til Kongeloven af 1665) til repræsentativt folkestyre. Den nugældende grundlov af 1953 går i opbygning og indhold tilbage til Junigrundloven, se Danmarks Riges Grundlov.

Faktaboks

Også kendt som

Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849

I 1848 udarbejdede D.G. Monrad på vegne af Martsministeriet et grundlovsudkast, som blev kritisk gennemlæst og redigeret af Orla Lehmann. Udkastet blev behandlet og med små ændringer vedtaget af Den Grundlovgivende Rigsforsamling den 25. maj 1849, og den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. den nye grundlov.

Junigrundloven byggede ligesom sine forbilleder, den norske og den belgiske grundlov fra henholdsvist 1814 og 1831, på Montesquieus lære, formuleret i De l'Esprit des lois (1748, dansk Om Lovenes Natur og Aarsag, 1770-1771, Om Lovenes Ånd, 1998), om magtens (tre)deling mellem den udøvende magt (kongen/regeringen), den lovgivende magt (Rigsdagen) og den dømmende magt (domstolene). Magtbalancen var dog forskudt til fordel for kongen, som kunne opløse Rigsdagen, mens Rigsdagen ikke kunne vælte regeringen. Kongen kunne udstede foreløbige, provisoriske, love, når Rigsdagen ikke var samlet. Kongen var ansvarsfri, og lovene blev først gyldige, når hans underskrift ledsagedes af den ansvarlige ministers. Dommere kunne ikke afskediges af regeringen.

Junigrundloven indførte de såkaldte frihedsrettigheder, det vil sige religions-, trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed, grundlovsforhør samt boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed. Ligeledes blev den almindelige værnepligt og retten til offentlig forsørgelse og fri skolegang for ubemidlede grundlovsfæstet. En række løfteparagraffer varslede love om blandt andet folkekirken, retsvæsenet og næringsfriheden.

På grund af Treårskrigen i 1848-1851 kom Junigrundloven aldrig til at gælde for hertugdømmet Slesvig.

Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget, fik henholdsvist 100 og 51 medlemmer, og valgreglerne gjorde Junigrundloven til samtidens mest demokratiske grundlov. Valgret til Folketinget havde alle uberygtede mænd, der var fyldt 30 år og havde egen husstand, og man var valgbar fra 25-års-alderen; til Landstinget var der indirekte valg ved valg af valgmænd, og medlemmerne skulle være fyldt 40 år og have en ret høj indtægt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig